Tavle

Samfundstjeneste dag 14 (20072023). Som jeg skrev i min første postering om samfundstjeneste, er der ikke meget sovjetrussisk gulag over dansk samfundstjeneste. Den danske stat er en blød formynderstat, mens Sovjetunionen var et diktatur med alt, hvad det indebærer af brutal forfølgelse af anderledes tænkende. Men formynderstaten er, når alt kommer til alt, også baseret på magtudøvelse overfor individer, der ikke retter ind.

Da jeg skulle i samfundstjeneste, bad jeg min tilsynsførende i kriminalforsorgen om at komme i samfundstjeneste det sted, jeg udførte samfundstjeneste for seks år siden. Det kunne ikke lade sig gøre, da der var fyldt op.

Der blev imidlertid en plads ledig, da en ung somalisk kvinde ikke opfyldte betingelserne for samfundstjeneste på stedet. Hun mødte godt nok ind om morgenen, men når hun skulle i gang med at arbejde, gemte hun sig og sad i skjul forskellige steder med sin telefon. Hun fik besked på at rette op. Men hun var enten ligeglad eller ude af stand til at udføre et praktisk stykke arbejde.

ANNONSE

Kriminalforsorgen blev underrettet, og hun har sandsynligvis været til samtale med sin tilsynsførende, der har fortalt hende, at hun skulle ændre adfærd. Af den ene eller anden af mig ubekendte grund rettede hun ikke op. Hun blev hentet af politiet og kørt til afsoning i arresten. Jeg ved ikke, hvor mange timers samfundstjeneste, hun var idømt, men måske sidder hun der endnu.

Med hensyn til dagens arbejde blev det endnu en dag med kosten. Der er ikke meget at skrive hjem om, hvad det angår. Da jeg gik hjem, lagde jeg vejen forbi det sted, hvor jeg fejede tirsdag. Her var gruset allerede på vej ind over fliserne igen.

 

(Jeg har nu aftjent 28 ud af 80 timers samfundstjeneste)

ANNONSE

Mest læst