Kopierede/fra hoften

I JP.dk kan man læse om 27-årige Alexander Louw fra Viborg, der er chokeret over ‘indvandrerkritisk propaganda’i det offentlige rum, og derfor har ‘fjernet tæt på 100 klistermærker’ fra Generation Identitær. Avisen holder gladeligt mikrofonen for ham, og leverer flere billeder taget af ham med budskaber såsom ‘Byg Fort Europa’.

I en tid hvor Socialdemokraterne så småt begynder at forstå nødvendigheden af ‘Fort Europa’, er det mærkeligt at borgerlige Jyllands-Posten angriber fra venstre. God kommentar af Identitær – Metapolitik virker: nu vil alle pludselig forsvare Europas grænser.

“Da presset begyndte at vokse på blandt andet Grækenlands, Kroatiens, Litauens og Polens grænser var Mattias Tesfaye hurtigt ude og indrømme, at Orban havde ret, og der gik ikke længe før han talte om pigtråd til Litauen. Grunden til dette er ikke fordi Tesfaye er en idealist, men som kynisk politiker er han udmærket klar over, at der ikke er andre muligheder nu, end at bygge et Fort Europa, hvis ikke vi skal ende i et nyt 2015. Et alternativ, som blandt andet Generation Identitær har talt varmt for i flere år. …

At politikerne taler om Fort Europa er et vigtigt skridt, men naturligvis ikke nok. Der skal handling til, og lidt pigtråd i Litauen batter bare ikke. Det er ikke med deres gode vilje, at politikerne er begyndt at tale om Fort Europa, og det bliver heller ikke noget de indfører frivilligt. Der skal pres til, og det pres er vi naturligvis med til at lægge. Vi må og skal have et sikkert Europa.

Os på højrefløjen er reelt set de eneste, der kan komme med løsningerne på de udfordringer som Europa står overfor i forhold til masseindvandringen. Derfor vil vi i de kommende år også se, hvordan politikere modvilligt vil tage vores tanker til sig, når deres egen humanisme igen og igen fejler. Således tør vi godt spå om, at også remigration vil være noget, som man i stigende grad vil se politikere tale om. For det eneste alternativ til remigration er at lade andelen af migranter og efterkommere vokse og vokse, med et kollaps af vores samfund til følge.

Som Rasmus Stoklund allerede har vist, så behøver der ikke at gå mange måneder før man skifter mening. Det skal naturligvis bare være opportunt. Derfor fortsætter vi også ihærdigt vores arbejde for at sikre Danmarks og Europas fremtid, ligesom vi fortsætter med at sørge for at emner som Fort Europa, remigration, demografiske forandringer og andet bliver bragt til torvs i den offentlige debat.”

ANNONSE