Kommentar

Det skuespil, Mette Frederiksen i går opførte for nationen under og efter besøget hos en af de talrige minkavlerbedrifter, hun har ødelagt, var både kynisk og vammelt. Fruen ankom i sin skudsikre limousine og spadserede rundt på bedriften omgivet af sikkerhedsfolk og i en slags rumdragt, mens den nu ruinerede minkavler og hans søn gik helt ubeskyttede rundt. Hvad var det for en naragtig demonstration, hun dér udførte? Formentlig ville hun vise, at hun havde mod til at begive sig ind på et dødsensfarligt område. Men de mange tusinde dyr på ejendommen, hun ulovligt beordrede udryddet, var jo ikke inficerede! Det var altså løgnagtigt og nedladende skuespil.

Da hun var færdig med visitten og skulle udtale sig til den danske verdenspresse, hyklede hun medfølelse ved at få tårer i øjnene og snøftetude. Men hun kom samtidig midt i den hykleriske rørelse for skade at sige nogle sande ord, nemlig at minkavlerens livsværk var blevet knust.

Kort efter skiftede hun så pludselig rolle og fornægtede med fast røst, at hun havde udstedt en ulovlig ordre, da hun uden lovhjemmel og ved at bryde Grundloven beordrede samtlige minkdyr i Danmark udryddet. Nu var der pludselig ingen klump i halsen, ingen tårer i øjnene, ingen grådkvalt røst. Blikket var iskoldt og stemmen hård, da hun afviste at uddybe sin løgn. Det måtte journalisterne tale med justitsministeren om. Men han har jo for længst frasagt sig ethvert ansvar!

ANNONSE

Den dame burde ikke være statsminister. Hun har udvist utrolig inkompetence og kynisme, da hun beordrede den ulovlige tvangslikvidering af et helt erhverv sat i værk. Hun og hendes regering bærer også ansvaret for, at politiet og de væbnede styrker blev sat ind for at true eventuelle genstridige minkavlere til at kapitulere. Rigspolitichefen har naturligvis også fralagt sig sit ansvar med henvisning til, at hans ”organisation” er så stor og uoverskuelig, at han ikke har styr på alt det, politiet foretager sig. Hærchefen nærmest pralede af hærens deltagelse i ulovlighederne – ”operationen”, som han kaldte det. Jeg ved ikke, om han også er løbet fra sit ansvar for at have udført grundlovsstridige handlinger.

Man hvad med den borgerlige opposition blandt de folkevalgte? Det er også en sørgelig historie. Den sov i timen og lod alt for længe Mette Frederiksen og hendes håndgangne mænd køre løbet og begå de graverende ulovligheder uden at komme i tanke om, at politikere her i landet ikke uden videre må ekspropriere borgernes private ejendom. Det står faktisk i Grundloven, som alle politikere har lovet at ville overholde. Der skal i hvert enkelt tilfælde af ekspropriation vedtages en særlig lov herom.

Siden Venstre blev vækket af døsen, har de himlet op om, at sagen er yderst alvorlig, og at regeringen må gå af. Men de mener ikke det, de siger, for de har ikke gjort det, de burde gøre, når en statsminister og en regering begår brud på Grundloven: Fremsætte en mistillidserklæring til statsministeren i Folketinget. Det er ikke afgørende, om der kan opnås flertal ved en afstemning, det kan der formentlig ikke – så langt er vi ude i lovløsheden. Men hvis oppositionen vil tages alvorligt, er det ikke nok at deltage i debatprogrammer i TV, skrive indlæg i aviserne og stille spørgsmål til diverse ministre.

Jeg tror ikke, at Venstre vil tages alvorligt – heller ikke i denne alvorlige sag. Det vil de jo ikke i andre mindst lige så alvorlige spørgsmål om nationens fremtid: Islams invasion og underminering af nationen. Nu ser jeg, at Venstre end ikke kunne finde ud af at støtte Ny Borgerliges mistillidsinitiativ!

Stakkels Danmark! Har vi de politikere, vi fortjener?

ANNONSE