I tiden mellem de to verdenskrige fandtes også en tysk “højreorienteret” – konservativ – bevægelse. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev den på hans befaling svækket og derefter udslettet. Eksempelvis blev Kurt von Schleicher (billedet) – en markant konservativ officer – myrdet af nazisterne i 1934. “Venstre” terroriserede “højre”, men knuste også de venstreorienterede rivaler: kommunister og socialdemokrater!

Ledelsen af Reichswehr – militæret – var domineret af konservativt indstillede, som efter 1933 forsøgte at kontrollere Hitler. Hans nedslagtning i 1934 af det brune tæskehold “Sturmabteilung” og den massive genoprustning af hæren, flåden og luftvåbnet blev mødt med tilfredshed blandt generalerne. Forskellen mellem de to parter var Hitlers ønske om krig. Men i verdenskrigens begyndelse fra 1939 til 1942 havde han heldet med sig, hvilket svækkede oppositionen. Først da nederlaget – d.v.s. de allierede hære fra vest og øst – nærmede sig i 1944 handlede en gruppe militære ledere imod deres “fører”, og Stauffenberg forsøgte forgæves at sprænge ham i luften.

Da krigen sluttede i 1945 vendte den kommunistiske Frankfurterskole tilbage fra USA til Tyskland. Som noget af det første fik Horkheimer og Adorno fordrejet det tyske sprog, så nazismen blev betegnet som “højreorienteret”. Her spillede det naturligvis ind, at Sovjetunionen – altså kommunismen og Stalin – havde deltaget i nedkæmpelsen af Hitler. Den dag i dag kan og vil danske journalister og i det hele taget venstrefløjen stadig ikke finde ud af, hvad der er op og ned på højre og venstre. Røde revolutionære, som kalder sig “antifascister”, forsøger med typiske nazimetoder at terrorisere immigrationsmodstandere. Efter mordet på den tyske politiker Walter Lübcke anvendes ordet “højre-ekstremist” om den nynazistiske terrorist. Dermed stemples endnu engang enhver ikke-socialistisk tilkendegivelse eller bevægelse som affald fra Hitler-tiden.