Kommentar



Dallas er et omen i amerikansk politik. John F. Kennedy blev skudt i Dallas 22. november 1963. 53 år senere bliver fem politimænd dræbt mens de bevogter en dremonstration mod dem selv.

Disse drabene markerer slutten på Obama-epokens store Fortælling om at man kan ha i pose og sæk. Man kan både åbne grænserne og tro man kan undgå terror. Man kan gøre kritik av politiet til en hovedsag og tro at sikkerheden i gadene vil være den samme.

Dallas markerer at denne både-og-politikken har havareret. Denial died in Dallas, skriver Ricardo Fernandez i en meget powerful kommentar på pjmedia.com.

Det er Obamas politik som går ned. Han har hele tiden været for at give statsborgerskab til illegale indvandrere, han har nægtet at ta ordet radikal islam i sin mund, han har ved flere anledninger taget parti med sorte ofre for vold. Ferguson blev et symbol, fulgt af flere byer, men Obama har ikke besøgt hjemmene til dræbte politifolk.

ANNONSE

Dallas markerer at denne politik har kommet til vejs ende. Det amerikanske samfund er bygget på tillid, til institusionerne, mellem bogerne. Den er loslidt. Man kan ikke få noget for ingenting. Obamas identitetspolitik har bit for bit ødelagt tilliden,

“What if I told you,” asks a Matrix-themed photo meme circulating on Facebook, “that you can be against cops murdering citizens and citizens murdering cops at the same time?” To that one might reply that the America in which that was possible might have died in Dallas, Texas in the last few hours.  The age of the zero sum game may have arrived with a vengeance.

Krisen er den samme i Europa. Også her giver EU og den politiske elite indtryk af at man kan ha det hele: Man kan både overføre magten til Bruxelles og beholde demokratiet. Man kan importere millioner af muslimske migranter og ligevel beholde velferdsstaten og et tolerant samfund.

Erkendelsen er den samme som i USA efter Dallas: Det er ikke mulig.

Derfor stemte briterne nej til EU. Det er en mavefølelse, en hjertesag. De stoler ikke lenger på hva politikerne sier.

Højst sandsynlig vil amerikanerne reagere på samme måde, uansæt hvem der skulle vise sig at stå bag: Det er nok nu.

At politikerne nægter at ta signalet undergraver den politiske legitimiteten. Ved at stemple folks bekymringer som racisme ogo islamofobi har de selv bidraget til at gøre sund samfundskritik til et tegn på illojalitet og ekstremisme. Denne stempling av demokratisk opposition bliver tydelig efter Dallas, slik den blev tydelig efter Brexit.

Folket går sin vej.

Most of all it is the product of a collapse in legitimacy that has soured the public on nearly every institution: the political parties, the Supreme Court, the presidency, the police and the FBI.  Now at the very moment when the public needs to trust someone the question is: who can you trust?

Identitetspolitiken tror at friheden er grænseløs, at alle kan få gøre hvad de vil. Realisere sig selv. Den gamle hippiedrøm er blevet officiel politik.

Men det er ikke noget der heder free lunch.

The security system of America is trust, which manifests itself in legitimacy which in turn makes it possible to govern a huge nation largely on consent. The mistake was to believe it was possible to play the identity card endlessly, to set one against another, to destroy trust — without consequences.

Krise

Dallas afslører hvad der skjuler sig bak den politiske korrækthed. Folk opdager pludselig at alle de fine ord kun er facade.

The public is suddenly face to face with the realization that the solid status quo is a fragile facade that might at any moment dissolve into something unrecognizable.  It’s a veneer masking a crumbling structure.

Medierne og politikerne har kynisk spilt på den frygt en slik free-fall-situation udløser: Først anklaget de Nigel Farage for at spille på frygt, så sa de at hele Vesten var truet af Brexit. Det fortsætter under NATO-topmødet i Warszawa. Folk skal skræmmes til at gå tilbage på deres ønsker. Bevægelsen mod højre skal standses.

Det er en elite der ikke forstår hvad den selv har lavet, der taler slik. Det er deres hodeløshed der truer Vesten, ikke folks forsøg på at si ifra.

De store Fortælling som Obama introducerede i valgkampen i 2008, ligger i ruiner.

Dallas leaves the Narrative with no place to go.

De vil forsøge sig med mer af det samme. Men denne gang vil ordene klinge enda hulere end før:

Or maybe we can listen to another speech about how hatred is on it’s last legs? There’s nowhere to turn without admitting failure. Or perhaps we can just change the subject and talk about the war on women and Christian hatred? What’ll it be? It’s always worked before, maybe it’ll work again.

Obama vil forsøge, slik EU forsøger. Men kraften i deres historier bliver svagere og svagere. De er blevet kontraproduktive. Det vil blive tydelig at de lever på lånt tid.

The status quo has been living on borrowed money and borrowed truth.  It is now living on borrowed time.

 

 

https://pjmedia.com/richardfernandez/2016/07/07/denial-dies-in-dallas/

ANNONSE