Medier, feministiske influencere og politikere taler konstant om dem: Voldelige incels, højreekstreme, toksiske mænd, der dyrker deres krop og går til kampsport – uha!uha! – unge mænd, der slår sig selv i ansigtet med en hammer for at få kantede træk.
Men de findes ikke rigtig, og hvad angår det sidste har ingen fremlagt danske eksempler. Der er vist kun en enkelt, skør mand sted i USA, der er berømt for at gøre det. Alligevel slog ministrene alarm, da en ny, meget omtalt rapport om manosfæren fra Center for Digital Pædagogik udkom i sidste uge.
Den danske onlinekultur er fyldt med kvindehad, hedder det. Men ser man nærmere efter, er rapportens egen konklusion, at en dansk manosfære stort set ikke findes.
Vi står altså med 700.000 kroners overflødig og elendig forskning.
Tallene viser, at 29 unge mænd ser omkring 114.000 videoer, og i gennemsnit optræder 290 manosfæriske visninger pr. person. Altså en kvart procent. Det, der på ministerens hjemmeside lød som et algoritmisk stormvejr, er ved nærmere eftersyn promillepanik: 2,5 promille af videoerne.
Som professor Martin Vinæs Larsen udtaler: Data peger på et begrænset fænomen, og stikprøven kan slet ikke bære generelle konklusioner.
Definitionen af manosfæren står dertil uden kilde i rapporten. Det er ikke mærkeligt. For den er skrevet af en af rapportens egne konsulenter, som ifølge Manderådets næstformand Thomas Martin Nielsen redigerede opslaget på lex.dk to dage før udgivelsen. Man definerer altså selv fænomenet og finder det derefter, så antagelsen kan bekræftes.
Bekymringsøkonomien
I det hele taget er hele manosfærebegrebet et godt eksempel på den bekymringsøkonomi, det feministiske miljø lever af. NGO’er og konsulenter, her kan særligt nævnes Cybernauterne, lever af digitale trusler om maskulinitet, som de blæser op. De opstiller en teaterdæmon, de let kan plaffe ned igen.
Bekymringens fede bevillinger tilfalder et miljø af organisationer, der altså både får til opgave at påvise problemet og at tilbyde løsningen.
Når manosfæren kan blive feminismens teaterdæmon, skyldes det, hvad man kalder ”concept creep”, nemlig det forhold, at begreber strækkes, indtil de dækker almindelige erfaringer. Med ekstremismens elastiske målebånd kan man måle næsten alt, hvad unge mænd foretager sig: styrketræning, kampsport, ønsket om at forsørge en familie som toksisk.
Resultatet er en begrebsinflation, hvor ordet ekstremisme betyder så meget, at det til sidst ikke betyder noget, og hvor den egentlige ekstremisme forsvinder i mængden.
Den radikalisering, ingen kortlægger
Denne reelle radikalisering bliver nemlig sjældent omtalt og aldrig kortlagt. Den er som følger:
Kønskløften blandt unge er reel og voksende. Men mændene står politisk nogenlunde, hvor tidligere generationer stod. Kvinderne er derimod rykket markant til venstre, også i Danmark.
En britisk undersøgelse i New Statesmen fra tidligere på året viste, at 72 procent af unge mænd ser positivt på unge kvinder. Men tallet falder mærkbart blandt unge kvinder, og blandt de yngste under 25 år, er det kun 35 procent af kvinderne, der ser positivt på mænd.
Fjendtligheden mellem kønnene går altså helt overvejende den ene vej.
Det er indbegrebet af femisfæren: influencere, der blander politisk aktivisme, fx propalæstinensisk indhold, med budskaber om giftig maskulinitet og mænds undertrykkelse.
Den britiske undersøgelse er lavet af to yngre kvinder, Scarlett Maguire og Emily Lawford. Ifølge undersøgelsen gør feminismen og venstreorienteret ideologi unge kvinder markant mere pessimistiske, vrede og mistroiske end unge mænd. Unge kvinder anser fx også kommunisme for markant bedre end kapitalisme.
Lawford mener, at hendes egen generations feminisme var nysgerrig og åben. Nutidens unge kvinder er mere lukkede, vrede og nihilistiske.
Det er heller ikke arbejderklassens kvinder, men de veluddannede og velstillede middelklassekvinder, der er mest pessimistiske og mest mandefjendske.
Men ingen ministerier har bestilt en kortlægning af femisfæren.
I stedet bygger feministiske ngo’ere en teaterdæmon, de kalder manosfæren, som de hiver frem på scenen, plaffer ned – og tjener godt på det.
Af Kasper Støvring
