Palæstinaflaget var engang et symbol på sympati med lidende mennesker i Gaza, men er blevet hadets fane. Hvor det fremvises, varsles barbariet:
I de franske brandnætter, hvor gaderne lyser op af brændende biler, hvor butikker plyndres, borgere overfaldes, politiet jages på flugt, hvor det smukke rådhus i Limoges brændes ned – overalt vajer det palæstinensiske flag. Midt i republikkens forkullede hjerte blafrer vredens faner over menneskemasserne.
Hvad har Gaza med Limoges at gøre? Ingenting og alting. Mélenchon og hans venstreradikale parti La France Insoumise puster til gløderne, og vreden retter sig mod nationen, staten og den vestlige civilisation.
Flagets symbolik
Og her får Palæstinaflaget sin nye symbolske betydning. Det har mistet forbindelsen til den stat, det skulle repræsentere, og er blevet et altomfattende symbol på had til Vesten. Barbariets masser samles under disse faner.
Det gælder også de hundredvis af demonstrationer til støtte for Hamas, vi ser på gaderne i Vesteuropa. Og det gælder ved festivaler som musikfestivalen i Glastonbury, hvor Palæstinaflaget var festivaltilbehør ved siden af regnbueflaget. Hvilken ironi!
Under koncerter med Bob Vylan kan publikum så synge med på omkvædet om død over den israelske hær, imens de rejser Palæstinaflaget.
Flaget bruges af islamister, den yderste venstrefløj og nihilister, der er mindre optaget af Det Hellige Land end af et diffust had til Vesten. Flaget er blevet krænkelsens klædeskab, hvor enhver utilfredshed kan finde et kostume, der passer.
I Birmingham og London fungerer flaget som territoriemarkør. ”Dette er ikke England”, er signalet. Når de europæiske folk derimod hejser deres egne flag, får de at vide, at de er racistiske symboler.
Den nye islamogauchistiske koalition
Bag flaget ligger den islamogauchistiske alliance mellem islamismen og venstrefløjen. La France Insoumise i Frankrig, De Grønne under Zack Polanski i Storbritannien, Vänsterpartiet i Sverige, Die Linke i Tyskland og Demokraterne med figurer som Zohran Mamdani i USA som de mest prominente.
Den usunde buffet står på socialistisk økonomi, identitetspolitik og palæstinensernes sag, hvor tyngdepunkt er flyttet fra race og køn til Israel og Gaza marineret i had og ressentiment. I denne krænkelsesalliance går sekulære progressive og religiøse muslimer sammen i en fælles kamp med Vesten.
Det er senest dokumenteret af Eric Kaufmann, professor i politik og leder af center for heterodoks samfundsforskning ved University of Buckingham, der er grundlagt som et alternativ til ensidigheden og den politisk korrekthed i de etablerede universiteter.
Den nye rapport “Third Worldism in American Politics” https://www.heterodoxcentre.com/research/third-worldism-in-american-politics/ optegner islamogauchismens offergeografi, hvor kloden er delt i vestlige undertrykkere og ikke-vestlige undertrykte, og hvor skylden er fordelt efter verdenshjørner.
Undersøgelsen dokumenterer, at holdningerne til Israel, USA, Vesten og socialismen hænger tæt sammen hos de to grupper. Det gælder dogmer som at Vestens rigdom bygger på udbytning, at Israel begår folkedrab i Gaza, at kolonimagterne skylder erstatning. Uhyggeligt mange (hver femte) svarer tilsvarende ja til, at jøder er legitime mål for vold.
Den muslimske befolkning er venstrefløjens nye vælgermuld, hvor Palæstinaflaget står plantet. Fanens lange skygge falder fra Gaza over de franske forstæder og helt ind i New Yorks rådhus.
Af Kasper Støvring
