Volden og vandaliseringen i Frankrig tager til i styrke.
Smukke, historiske bygninger som rådhuset i Limoges brændes ned, desperate butiksejere prøver forgæves at forhindre maskerede demonstranter i at plyndre deres butikker, uskyldige, der appellerer til at standse hærværket, overfaldes, og politiet fordrives fra krigsskuepladserne.
At indvandrere og venstreekstremister er den drivende voldskraft, er ikke længere nogen hemmelighed. Billederne lyver ikke, langt de fleste demonstranter er mørke i huden, det palæstinensiske flag blafrer over alt, og den franske regering og politiet anklager Mélenchons venstrefløjsparti LFI for at mobilisere masserne.
Man kan selv se tusindvis af videoer, der florerer på X. Gudskelov for Elon Musk og hans kamp for ytringsfriheden imod censurering af den virkelighed, almindelige mennesker erfarer, for vi får ikke megen hjælp af de store, statsbetalte medier som DR. Det, almindelige mennesker ser med egne øjne på medier som X, når først DR-seerne gennem fortielsens, forvanskningens og fornægtelsens filter.
Nu har urolighederne også spredt sig til bl.a. Belgien og Italien. Det følger volds- og radikaliseringsspiralens, ja, borgerkrigens logik om uforudsigelig og hastig spredning til andre lande.
Det kan ske spontant gennem inspiration, men også ved, at netværk deler kontakter, erfaringer og mobiliseringsformer på tværs af landegrænser. Voldens steppebrand kender ingen grænsebomme.
Enzensbergers aktualitet
En reaktualisering af Enzensbergers idé om molekylær borgerkrig fra bogen ”Aussichten auf den Bürgerkrieg” (1993) er oplysende i denne sammenhæng.
Enzensbergers tanke er, at et samfund kan begynde at opløses i voldelige konflikter, før der findes regulære fronter, hære eller en erklæret borgerkrig. Volden findes spredt i samfundet hos bander, hooligans, brandstiftere og enkeltpersoner, som angriber andre og ødelægger de fælles bygninger og infrastruktur.
Ordet molekylær betegner derfor voldens spredte og endnu begrænsede form.
Flertallet ønsker stadig fred og lever et nogenlunde normalt liv, men mindretal kan underminere betingelserne for fredelig sameksistens. Enzensberger skriver, at det sandsynligvis er tilstrækkeligt, at kun én ud af hundrede ønsker at gøre et civiliseret samliv umuligt.
Men volden kan ikke inddæmmes. Utrygheden griber hurtigt ind i den almindelige hverdag. Reuters beskriver, hvordan butikker lukkede, turister flygtede, og metrostationen ved domkirken i Milano blev lukket under voldsorgiet. Videoer har vist, hvordan uskyldige er indespærrede i den franske metro, imens der bliver affyret fyrværkeri imod dem.
Alt dette illustrerer – endnu kun i mindre målestok – nedbrydningen af det fredelige hverdagsliv.
Tabet af opnåeligt mål
Borgerkrigen begynder ydermere uden mobilisering eller krigserklæring. Tegnene er først hverdagslige: hærværk, ødelagte fælles faciliteter, intimidering og en voksende vrede mod det, der endnu er intakt og fungerer.
Den molekylære vold kan forblive spredt, men også samle sig og eskalere til omfattende optøjer, som Enzensberger så det i Los Angeles, og som vi ser i dag i mange franske byer, og som nu også er varslet i byer som Bruxelles og Milano, ligesom Berlin synes på vej.
Noget af det mest radikale i Enzensbergers tese er ikke blot, at volden breder sig som en ødelæggelsens rus, men at den mister forbindelsen til et opnåeligt mål.
Den klassiske revolutionære vil erobre magten og indrette samfundet anderledes. Hos Enzensbergers voldsmænd er selve ødelæggelsen derimod blevet central; ideologiske begrundelser træder i baggrunden eller tømmes for indhold.
Derfor kan man iagttage en manglende skelnen mellem ødelæggelse og selvødelæggelse.
Gerningsmændene ødelægger også deres egne livsbetingelser og fremtidsmuligheder, når de fx nedbrænder deres egne skoler, overholder lærere med benzin og tæsker deres kvindelige lærere, eller når de smadrer biblioteker og rådhuse, hvor mange må formodes at få deres bistand fra. De tænder selvhadets bål og nedbrænder deres egen fremtid.
Den selvforstærkende voldsspiral
Det indebærer af samme grund, at voldsspiralen er selvforstærkende. Når mennesker ikke længere stoler på statens beskyttelse, bevæbner og organiserer de sig selv. Forsvar og angreb bliver vanskeligere at skelne, og flere trækkes ind i konflikten. I frygtøkonomien bliver hegn, låse og vagtværn den nye valuta.
Staten mister kontrol over sit territorium og opløser dermed samfundskontrakten, hvor borgerne afleverer deres våben mod at få beskyttelse af staten.
Enzensberger skriver i sit essay om voldens ”autistiske” karakter. Det er hans metafor for en blind vold. Hans provokerende slutformel er, at disse krige føres ”om ingenting”.
Da jeg genlæste essayet, tænkte jeg på de gamle ord om djævelens gerninger, der intet ønsker, men netop ønsker Intet – at ødelægge for ødelæggelsens egen fornøjelse. Den rene nihilisme.
Der er masser af årsager til de aktuelle opstande, men her kan man godt glemme ønsket om bedre skoler og flere lærere, det var kun anledningen; det er langt mere retvisende at tale om det velkendte islamogauchistiske had til hjemlandet (Frankrig, Italien, Belgien, Tyskland), til det etablerede system, til Israel, men ødelæggelsen tjener ikke et sammenhængende fremtidigt projekt.
Fordi ingen reform vil løse problemet, er straf og remigration også de bedste svar. Indtil da vil krigens voldsmolekyler flamme op igen og igen.
