Kian Keshmiri 
Den 8. oktober udtalte den norske sikkerhedstjeneste (PST) det klart og tydeligt: Iran er en statsstøttet trusselsaktør, der opererer i Norge. Deres primære mål er ikke norske interesser, men derimod systemkritikere, modstandere af regimet samt jødiske, amerikanske og israelske mål.
Som iraner i eksil rammer PST’s vurdering tæt på. Tjenesten beskriver det samme mønster, som jeg og mange andre har været vidner til rundt omkring i Europa i årevis: overvågning, tvang – og i værste fald – forsøg på likvidering.
Foxtrot, der har forbindelser til det iranske regime, rekrutterer teenagere i Norge
PST-analytiker Celine, beskriver dette som et “fremrykket forsvar”. Regimet forsøger at ramme sine fjender, uanset hvor de befinder sig. Hun er især bekymret for angreb, der involverer hjemmelavede brand anordninger eller håndgranater. Formålet er ikke nødvendigvis at skabe flest mulige ofre, men at sende et budskab: Vi kan nå jer, uanset hvor I er.
Der er ikke tale om løse spekulationer; det er vurderingen fra Norges egen sikkerhedstjeneste.
PST anser det nu for sandsynligt, at Iran benytter sig af stedfortrædere (proxy-aktører) i Norge. Unge, uerfarne personer kan blive rekrutteret til opgaver, uden at de ved, hvem de i virkeligheden arbejder for. Denne taktik er allerede blevet anvendt andre steder i Europa; den sænker tærsklen for at handle, og gør det vanskeligere at spore de egentlige bagmænd.
Tag for eksempel sagen om Johannes Natland – en 19-årig nordmand. Han blev rekrutteret gennem det svenske netværk “Foxtrot”, som har forbindelser til det iranske regime. Han indvilligede i at udføre et lejemord i Storbritannien for 25.000 euro og modtog både betaling og to håndvåben. Han blev anholdt på et hotel i England, inden han nåede at udføre handlingen, og er nu idømt 20 års fængsel.
Natland er ikke en undtagelse. Foxtrot har rekrutteret teenagere i Norge, Sverige og Storbritannien til at begå drab og angreb. Netværket er blevet ramt af sanktioner fra både Storbritannien og USA, på grund af vold mod jødiske og israelske mål på vegne af Iran. Metoden er den samme overalt: Unge mennesker lokkes til via sociale medier og forsynes med instruktioner og penge. Bagmændene befinder sig i sikkerhed i udlandet.
Diplomatisk kontakt med et regime, der udfører henrettelser i stor skala
Geir Espen Fossum fra den norske sikkerhedstjeneste (PST) – nærmere bestemt afdelingen for statslige trusler – beskriver en virkelighed, der berører os i den iranske diaspora direkte. Iranske myndigheder og sikkerhedstjenester kortlægger enkeltpersoner og organisationer, som de opfatter som en trussel mod regimet. De forsøger at overvåge alle de aktiviteter, vi foretager os uden for Iran. Iranere, der lever i eksil i Norge, er mål for efterretnings operationer. I flere europæiske lande har personer med tilknytning til regimet allerede forsøgt at likvidere kritikere.
Og deres ambitioner rækker ud over os. Iran forsøger også at skaffe følsom teknologi og oplysninger om norske våbensystemer for at omgå sanktioner. Der er tale om en stat, der forfølger systemkritikere, samtidig med at den retter blikket mod vores forsvarsteknologi.
Dette trusselsbillede er ikke nyt. I årevis har PST haft Iran på samme liste som Rusland og Kina. Det nye er, at tjenesten melder så klart og offentligt ud – og endda nævner de involverede analytikere ved navn. Desuden opretholder Norge diplomatisk kontakt med et regime, der udfører henrettelser i stor skala.
Støre tog spørgsmålet om Hormuzstrædet op, men overså henrettelser og politiske fanger
Den 23. september – mindre end tre uger før den norske sikkerhedstjeneste (PST) kom med sin udmelding – mødtes statsminister Jonas Gahr Støre med præsident Masoud Pezeshkian i FN i New York. Ifølge regeringens egen redegørelse bragte han spørgsmålet om Hormuzstrædet på bane og understregede, at konflikten må løses ad diplomatisk vej. Han udtrykte også “dyb bekymring” over menneskerettigheds krænkelser i Iran.
Der nævnes intet om at stoppe henrettelserne. Der nævnes heller intet om at løslade politiske fanger.
“Dyb bekymring” er, hvad man siger, når man ikke har til hensigt at stille nogen krav. Det koster intet, det betyder intet – og det ved de i Teheran.
Den iranske ambassade er en base
Imens holder Norge den iranske ambassade i Oslo åben. For os, der er flygtet fra regimet, er det ikke blot en diplomatisk formalitet. Det er en base. Den giver regimet en lovlig tilstedeværelse, visa og kontakter. Den giver dem en observationspost: hvem der udtaler sig, hvem der organiserer, og hvem der deltager i demonstrationerne.
Norge hævder ofte, at man taler med alle. Det er en reel tradition, og den har sin værdi. Men den hviler på en grundlæggende forudsætning: at modparten ikke overvåger eller truer personer, der bor her. Den forudsætning gælder ikke længere – et faktum, der bekræftes af Norges egen sikkerhedstjeneste.
PST opfordrer ikke til et fuldstændigt brud på forbindelserne; de har derimod beskrevet et specifikt trusselsbillede. Det mindste, vi kan forvente, er, at vores politikere forholder sig til denne virkelighed.
Regeringen gav hånd efter massakrerne, talte om diplomati – og tog så hjem
Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at statsministeren, udenrigsministeren og alle andre, der mødes med repræsentanter for regimet, skal slå én ting fast, højt og tydeligt: Overvågningen af, og presset mod iranere i eksil i Norge, er uacceptabelt – og det vil få konsekvenser. At et stop for dødsstraf og løsladelse af politiske fanger skal lægges på bordet som formelle krav – ikke blot nævnes i en bisætning i et mødereferat. At der skal foreligge en klar plan for, hvordan Norge vil reagere, hvis en iraner i eksil bliver angrebet på norsk jord. Og at det skal forklares åbent, hvorfor ambassaden i Oslo stadig får lov til at fungere som normalt.
Dette er ikke radikalt. Det er det absolutte minimum.
Regeringen kunne have krævet dette i kølvandet på massakrerne på demonstranter i januar og de daglige henrettelser. Det gjorde den ikke. Den rakte hånden frem, talte om diplomati – og tog hjem.
Mange af os hæver stemmen. Det er ikke tilfældigt. Tavshed er netop, hvad regimet ønsker.
Den norske sikkerhedstjeneste (PST) har fremlagt fakta. Regeringen rakte hånden frem.
Sikkerheden for iranere i eksil – vores sikkerhed – kommer i anden række efter håndtrykkene.
