Af ubegribelige årsager betragter det knusende flertal af skandinaver og de fleste andre europæere USA’s demokrater som de pæne, de civiliserede, de godhjertede og de fredselskende – i modsætning til republikanerne, der i medierne fremstilles som nederdrægtige, højreekstreme, racistiske, halvfascistiske og krigsliderlige. Der kan altså ikke herske tvivl om, hvem europæerne skal holde med og heppe på, og modforestillinger får ingen plads i de statstro medier.
De trives i alternative online-medier, hvis historier aldrig bliver refereret af DR. Den hed engang Statsradiofonien. Det navn skulle de have beholdt, for DR er den dybe stats stræbsomme tjener. Journalisterne har frihed til at kritisere politikere, politiske partier, influencere, biskopper og degne, men selve magtstrukturen vil de ikke røre ved.
Derfor finder danskere og andre europæere det naturligt at sympatisere med en anden etatistisk (statsbegejstret) bevægelse på den anden side af Atlanten i skikkelse af det demokratiske parti. Demokraterne er de søde, og republikanerne er de slemme. Det er alt, hvad man behøver at vide for at forstå amerikansk politik.
Jeg er derfor ked af at måtte referere til et par nylige opinionsmålinger af demokratiske vælgere. Den ene er her i september foretaget af en gruppe, der kalder sig Center for Strategic Politics, og dens resultater er nok til at fremkalde søvnløse nætter. Blandt de demokratiske vælgere ville 87 pct se positivt på, at Trump blev dømt ved en rigsretssag og fjernet fra præsidentposten. Et flertal på 59 pct ville byde et militærkup mod Trump velkomment. Hele 29 pct ville glæde sig, hvis præsidenten blev myrdet.
Hvad man end måtte anføre om ”moderate” demokrater (som der er meget få af), står det således klart, at partiet som sådant er blevet radikaliseret på ingen tid, og at de fleste af dets vælgere er parate til at forkaste demokratiet, bare de kan komme af med deres hadeobjekt.
Men hvor kommer denne antidemokratiske venstre-udskridning fra?
Det korte svar er: fra universiteterne, hvor professorerne – i stedet for at give de studerende viden – har fyldt dem med den ideologi, at alt i historien og samfundet kan forklares med dikotomien: undertykkere versus undertrykte. Hvem, der er undertrykkere og undertrykte, kan skifte efter omstændighederne, men de vil altid findes, og vil altid være det politiske kompas.
At gå på et amerikansk universitet er det samme som at lade sig hjernevaske af radikale professorer, og ifølge en anden opinionsmåling blandt amerikanske universitetsstuderende er resultaterne ikke udeblevet: Er man stillet over for en taler, hvis synspunkter, man ikke deler, mener 69 pct, at man er berettiget til at overdøve ham med råb. En betragtelig del af de studerende – nemlig 34 pct – finder det i orden at gribe til vold for at forhindre en politisk modstander i at komme til orde.
Det vi oplever, er døden for politik i traditionel forstand.
Engang indebar den politiske proces, at man accepterede sin modparts ret til at ytre sig og prøvede at imødegå ham med argumenter.
Men det var dengang. Vi lever nu i den virkelighed, at venstrefløjen er argumentløs, men des mere besluttet på at bevare magten.
For enhver pris og med ethvert middel.
