Kopierede/fra hoften

Det er vanskeligt at se, hvad Donald Trump har fået ud af den våbenhvile, han har aftalt med det iranske styre.
Han er givetvis stolt over at have fået iranerne til midlertidigt at åbne for skibsfarten gennem Hormuz-strædet, men det ser ud til, at strædet fortsat vil være under iransk militær kontrol, hvilket betyder, at Teheran atter kan lukke det, så snart det tjener Revolutionsgardens interesser. I så fald må USA starte krigen forfra.
Trump er glad og meddeler, at han allerede har opnået sine militære mål, og at der nu er banet vej for en længerevarende fred med Iran. Teheran har spillet ud med en tipunktsplan, som ifølge præsidenten er et godt arbejdsgrundlag for de videre forhandlinger.
Blandt Teherans punkter er et krav om fjernelse af de økonomiske sanktioner mod Iran samt mullahstyrets fortsatte ret til at berige uran (med henblik på at kunne udvikle atomvåben – et krav, som USA meddelte var årsagen til det amerikansk-israelske felttog). Skal det nu pludselig være et godt grundlag?
En anonym talsmand for Det Hvide Hus siger, at Iran åbenbart ikke er så besejret, som det officielle USA har brystet sig af, og at der ikke er meget at vinde ved at fortsætte krigen.
Israel, som tilsluttede sig offensiven den 28. februar, har ikke fået indfriet sit krav om et regimeskifte, og da Trump nu anerkender bødlerne i Teheran som en legitim forhandlingspartner, må den jødiske stat belave sig på nye krige – da ingen som bekendt kan stole på et ord fra Allahs mænd.
Teheran betegner våbenhvilen som er sejr over USA, den ”store satan”, og hvem kan fortænke dem i det? De har fået verdens stærkeste magt til at anerkende dem.
De skal nu på fredag sidde ved forhandlingsbordet i Pakistans hovedstad, Islamabad, hvor Trumps udsendinge skal forhandle om deres ti punkter.
Situationen er grotesk. Som Kina-kenderen Gordon Chang fra Gatestone Institute gør opmærksom på, har Pakistan længe optrådt som mellemmand mellem Kina og Iran og har befordret kinesisk våbenteknologi til mullaherne. Nu vil Trump ære dem med amerikanske udsendinge.
Trump er givetvis glad for, at det amerikanske aktiemarked efter våbenstilstanden er eksploderet i opadgående retning, og at oliepriserne er faldet. Men da han har efterladt et blodtørstigt regime ved magten i Iran, kan det når som helst spænde ben for ham og forhindre, at republikanerne vinder midtvejsvalget i november.
Man kan ikke afvise muligheden af, at Trump – ligesom Egon i Olsenbanden – har udtænkt en lumsk plan, men lige nu er den svær at få øje på.