Vi har også fået indskærpet, at islam er, når muslimer fremmer Muhameds sag med fredelige og lovlige metoder så som antivestlig agitation, masseindvandring, gadedemonstrationer og legemsøvelser (som de kalder ”bøn”) på offentlige pladser. Når muslimer sprænger bomber, kører lastbiler ind i julemarkeder, afbrænder kirker, nedskyder folk som på Bondi Beach i Australien eller på Charlie Hebdos redaktion i Paris, er der ikke tale om islam, men om noget, der skal kaldes ”islamisme”. Og vi må forstå, at det er noget ganske andet end profetens næstekærlige budskab. Som Lars Løkke forklarer, har muslimske ugerningsmænd misforstået islam. Selv har han et indgående kendskab til Muhameds ideologi og virkemidler og har derfor forbudt enhver forhånelse af Koranen.

Som sagt har intifadaen, som mange herboende muslimer og deres venstreekstremistiske allierede agiterer for, stået på i årtier. Kun få har opdaget det, og de fleste vil ikke have idyllen ødelagt af dårlige nyheder. De fleste vestlige regeringer lader som om de intet fatter, men nogle af deres handlinger viser det modsatte. Når Lars Løkke forbyder forhånelser af Koranen, når den franske regering forbyder den traditionelle festligholdelse af nytåret på Champs Élysées, når tyske julemarkeder skal beskyttes af bevæbnet politi, og når engelske præster og biskopper fordømmer alsang af julesalmer og forkyndelse af juleevangeliet som højreekstremistiske anslag, er det fordi, de udmærket ved, hvordan Allahs mænd kan finde på at besvare enhver vantro fornærmelse. Så som at fejre Jesu fødsel.

De ved altså, at islam er en dødelig fjende, men har valgt at bøje sig for den, alt mens de med lawfare og censur prøver at uskadeliggøre enhver, der vover at sige sandheden om Muhameds ideologi.

Man kvier sig ved at citere den gamle blodhund, Mao Zedong, men han pegede på en nyttig konstatering, nemlig at i politik drejer det sig om at identificere hovedmodsætningen – altså modsætningen mellem os og vore fjender. Denne fjendes styrke ligger ikke mindst i dens evne til at tiltrække strategiske allierede, hvis den ikke alene har styrke til at gennemtvinge sit program. Det har islam trods årtiers massetilstrømning endnu ikke, så imamerne og deres opdragsmænd må have hjælpere til at bringe den vestige civilisation til fald.

Og på det punkt har islams bagmænd været uforlignelige. Islam optræder nu regelmæssigt i nær forbrødring med den yderste vestlige venstrefløj, der også drømmer om at omstyrte demokratiet og kapitalismen. Men det ender ikke der. Islams hellige krigere har i mange år kunnet nyde fordel af en næsten enig vestlig presse, der har fremmet den hellige krig ved at forklare, at den ikke findes. Det er ligesom med djævelen, hvis største bedrift er at bilde folk ind, at han ikke eksisterer.

Intifadaen er også godt hjulpet på vej af EU, de fleste vestlige regeringer og Folketingets flertal, der ikke vil høre tale om et muslimsk ønske om at omdanne Danmark til et nyt Mogadishu eller Teheran. Det går først op for dem, den dag de bliver klynget og i en kran. Men vi hjalp jer jo, vil de råbe, mens Allahs mænd står og griner.

Man kan kun håbe, at fornuften vinder frem i det nye år.