Filmen ”Stalker” (På dansk: ”Vandringsmanden”) fra 1979 af den russiske instruktør Andrej Tarkovskij er et dybt originalt – i bedste forstand: åndfuldt – mesterværk med bud til vores tid.
Den handler om rejsen ind i ”Zonen”, et forladt område, hvor noget ukendt engang slog ned. Adgangen er spærret af militæret, for Zonen rummer noget ”farligt”, nemlig et inderste rum, der opfylder det dybeste ønske, mennesket bærer på.
Ifølge Bergman var Tarkovskij den største af alle instruktører, for han fandt et nyt sprog for filmkunsten, hvor livet kunne fanges som en drøm. Også af den grund har personerne i filmen ingen navne, men udfylder udelukkende arketypiske roller. Det er stalkeren, rejseføreren, der leder de to rejsende, forfatteren og professoren, ind i Zonen.
Forfatteren er træt, forfængelig og kynisk. Han har opgivet troen på sin egen kunst. Professoren er en nøgtern videnskabsmand, der – viser det sig – har medbragt en bombe, så han kan sprænge det inderste rum i Zonen, før det falder i de forkerte hænder. Han vil ødelægge det hellige for at beskytte menneskene mod dets kræfter.
Stalkeren er fattig, forhånet og forpint, plaget af tanker om menneskenes mangel på egentlig tro og latterlig i de andres øjne. Hermed følger Tarkovskij den russiske tradition om at gøre helten til en hellig dåre, der vandrer i vantroens tusmørke; hans klage, at ingen længere tror, heller ikke de to, han har ført ind i Zonen, er filmens centrale tema.
Ønskemaskinen
Det er en afgørende pointe, at det inderste rum i Zonen ikke nødvendigvis opfylder det, man siger eller tror, man ønsker. Rummet opfylder det ønske, man i virkeligheden bærer på.
”Pindsvinet”, Stalkerens forgænger, gik ind i rummet for at få sin bror tilbage, der omkom inde i den gådefulde Zone. Da Pindsvinet vendte hjem, blev han styrtende rig og hængte sig selv kort efter. Pindsvinet fik altså det ønske opfyldt, som han i virkeligheden bar på – og kunne ikke leve med det. Han søgte broderskab, men fandt begær og bundfald.
Da Stalker beretter om Pindsvinets skæbne, forstår professoren og forfatteren konsekvenserne og nægter at gå ind i rummet, for de frygter, at rummet, snarere end at opfylde deres iboende godhed, vil vise mørket i deres sjæle.
”Stalker” rummer dermed en god del konservativ kulturkritik. Vores tids glade budskab er: Lyt til dig selv. Følg dit hjerte. Vær autentisk. Thi den terapeutiske kultur gør det inderste ønske til en rettesnor. Tarkovskijs film siger det modsatte: Det inderste ønske kan være det farligste, man har.
Med Oscar Wildes ord: Der findes kun to tragedier i verden. Den ene er ikke at få, hvad man ønsker sig. Den anden er at få det.
Langsomheden
På et andet, formmæssigt, plan modsiger filmen også vores tid.
Filmen varer to timer og fyrre minutter, men rummer kun omkring 140 indstillinger. Det er cirka et minut pr. indstilling. Den gennemsnitlige indstilling i amerikanske film er faldet fra omkring tolv sekunder i 1930’erne til et par sekunder i dag.
Filmen kræver derfor meget af os, ikke kun intellektuelt, men også tålmodighed. Altså det, vi er ved at miste, i sin essens vores opmærksomhedsevne. Vi lever i opmærksomhedens ørken, hvor blikket aldrig hviler. Men som forfatteren Simone Weil et sted skriver: Opmærksomhed er den sjældneste og reneste form for gavmildhed. At give opmærksomhed er at give af sig selv.
”Stalker” viser på et metaplan, at tålmodighed er forudsætningen for ikke blot at tænke, men bede og elske.
Forbindelsen til transcendensen
Mennesker, der ikke tror – altså virkeligt ikke tror – får opfyldt deres ønsker, og det skaber en grå verden, hvor tilfredsstillelsens askegrå sletter breder sig; verden udenfor zonen skildres i farveløse toner som tristesse, imens verden får farver i Zonens territorium.
Tarkovskijs mesterværk viser vejen ud, og den gør det gennem sin egen form: langsomheden og den farlige, men farverige Zone.
Ingen af de rejsende ender altså med at gå ind i rummet. Til sidst i filmen dukker der i Zonen en sort hund op, som følger stalkeren hjem. Hunde er i Tarkovskijs univers symboler på transcendensen, på lydhørhed og føling med underet.
Hunden følger med stalkeren, og hans hustru tager imod den uden at spørge til den. Det hellige kan ikke opsøges med en ønskeliste. Det følger med den, der tror.
Af Kasper Støvring
