Det kan være på sin plads at genopfriske noget af det, som den arabiske essayist og historiker Joseph Farah for et par årtier siden skrev i »Myths of the Middle East« – at Palæstina er en politisk opfindelse, der udelukkende tjener taktiske formål, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat blot er et redskab i kampen mod Israel.
Araberne kontrollerer 99,9 procent af Mellemøsten. Et Palæstina styret af palæstinensere har aldrig eksisteret. Der findes heller ikke noget sprog, der kaldes palæstinensisk, og heller ingen særskilt palæstinensisk kultur. Palæstinensere er arabere, der ikke kan skelnes fra jordanere (en anden nyere opfindelse), syrere, libanesere, irakere osv.
Araberne kontrollerer 99,9 procent af Mellemøsten
– Husk, at araberne kontrollerer 99,9 procent af Mellemøstens landområder. Israel udgør en tiendedel af én procent af landmassen. Men det er for meget for araberne.
Farah skriver, at der for islam ikke findes hellige steder i Jerusalem:
– Det er ikke politisk korrekt at hævde det – man påstår, at Al-Aqsa-moskeen og Tempelbjerget er hellige steder for islam – men det stemmer ikke. Koranen siger intet om Jerusalem. Den nævner Mekka hundredvis af gange. Den nævner Medina utallige gange. Den nævner aldrig Jerusalem, og det med god grund. Der er ingen historiske beviser for, at Muhammed nogensinde besøgte Jerusalem.
Der synes at være enighed om, at Koranen ikke nævner Jerusalem direkte, men den nævner »Det Hellige Land«. Hvad det indebærer rent geografisk, synes der at være uenighed om:
– Det kan være Damaskus, Palæstina, Jerusalem og Elia, Jordan og andet, skriver Islamwebnet.
In his book Myths of the Middle East , the Arab essayist and historian , Joseph Farah writes..
‘ There has never been a land known as Palestine governed by Palestinians.
Palestinians are Arabs, indistinguishable from Jordanians, another recent invention, Syrians, Iraqis, etc.… pic.twitter.com/YLK1dJMiKm— Peter Baum (@baum_p) January 13, 2024
Farah gengiver også, hvad muslimske autoriteter har sagt:
Ibn Taymiyyah, der levede fra 1263 til 1328 og stadig er en af islams førende lærde, sagde, at »i Jerusalem er der intet sted, man kalder helligt«.
Yousef Diya al-Khalidi, osmannisk borgmester i Jerusalem, stillede i 1899 spørgsmålet om, hvem der kan bestride jødernes rettigheder i Palæstina:
– Historisk set er det deres land.
En naturlig del af Syrien
Auni Bey Abdul-Hadi, en syrisk-arabisk diplomat, sagde i 1937, at der historisk set absolut ikke findes noget land, der hedder Palæstina. Det er en naturlig del af Syrien. Palæstina er et begreb, som zionisterne har opfundet. Der findes heller ikke noget Palæstina i Bibelen.
Syriens diktator Hafez al-Assad (1971–2000) gav PLO’s leder Yassir Arafat et klart budskab:
– Du repræsenterer ikke Palæstina – der findes ikke noget palæstinensisk folk.
Den afdøde Zuhair Muhsin, PLO’s militære leder og medlem af PLO’s eksekutivråd, sagde det endnu tydeligere:
– Der er ingen forskelle mellem jordanere, syrere og libanesere. Vi er alle en del af én nation. Det er udelukkende af politiske årsager, at vi omhyggeligt understreger vores palæstinensiske identitet … eksistensen af en separat palæstinensisk identitet tjener kun taktiske formål. Oprettelsen af en palæstinensisk stat er et redskab i kampen mod Israel.
Joseph Farah understreger, at der siden 1947 slet ikke har været nogen reel fremgang i den såkaldte fredsproces mellem araberne og Israel. Araberne vil have det hele. Uanset hvor mange indrømmelser Israel giver, vil det aldrig være nok.
Kernen i konflikten
Den »palæstinensiske sag« blev ikke skabt for at give et folk uafhængighed, men for at tage landet, uafhængigheden og livet fra jøderne. Så længe denne taktiske opfindelse fortsat behandles som en hellig og uantastelig sandhed i international politik, vil der heller ikke være nogen varig fred – kun nye krav, nye afvisninger og ny vold.
