August Hanning, den tidligere chef for den tyske efterretningstjeneste (BND) – som tirsdag blev anholdt og sigtet for spionage og højforræderi sammen med sin tidligere stabschef – skal ifølge kilder citeret af Der Spiegel have delt følsomme oplysninger med en kinesisk efterretningsagent.
De tyske anklagemyndigheder har afvist at kommentere de anklager, som det tyske nyhedsmagasin er kommet med.
Samtidig spekuleres der i, at Hanning opretholdt andre kontakter i udlandet, rapporterer Die Welt.
Stabschefen skal angiveligt have givet Hanning adgang til interne BND-dokumenter mod betaling; oplysninger, som Hanning efter sigende brugte i sit arbejde som konsulent. Ifølge medieomtale har Hanning erkendt at have haft kontakt med en aserbajdsjansk agent.
Den tyske Forbundsdags parlamentariske kontroludvalg for efterretningstjenesterne, har fattet interesse for sagen om Hanning, og er blevet orienteret om forholdet af regeringen i en særlig rapport. Udvalget har beføjelse til at foretage inspektioner – en beføjelse, der sjældent benyttes, skriver Die Welt.
Denne beføjelse blev anvendt til at granske den tyske indenrigs efterretningstjeneste, Verfassungsschutz, i kølvandet på lastbilangrebet mod et julemarked i Berlin den 19. december 2016, udført af den tunesiske jihadist Anis Amri, hvor 12 mennesker mistede livet, og 56 blev såret.
