31 Derefter forlod han igen området omkring Tyrus. Han tog vejen om Sidon og drog mod Galilæasøen gennem Dekapolis-landet. 32 De førte en mand til ham, som var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham lægge hænderne på ham. 33 Jesus tog ham med sig væk fra folkemængden. Han stak fingrene ind i hans ører, tog noget spyt og rørte ved hans tunge. 34 Så løftede han blikket mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« – det betyder: »Åbn dig!« 35 [Straks] blev hans ører åbnet, det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han talte klart. 36 Jesus forbød dem at fortælle dette til nogen. Men jo mere han forbød det, desto mere spredte de budskabet. 37 Folk var overvældede og forundrede og sagde: »Alt, hvad han har gjort, er godt. Han får døve til at høre og stumme til at tale.»
Markus 7, 31–37
Jeg ved ikke, hvordan det er med dig, men jeg bliver selv altid lidt træt, når mennesker, som jeg ved ikke tror på andet end det materielle, analyserer og forklarer, hvorfor troende opfører sig, som de gør. Sjældent eller aldrig hører vi nogen, der vurderer troens betydning som motiv for den troende, og hvordan troen alene kan inspirere til handling. Det er en af de mange tragedier ved afkristningen, at vi ikke længere forstår hverken vores egen kristne kultur eller fremmede kulturer, men i stedet fortvivlet forsøger at analysere dem i lyset af materielle forhold. Tragedien bliver dobbelt, da postmodernismen også har frataget os troen på en absolut sandhed.
Kristendommen står imod postmodernismens relativisering. Den giver os de nødvendige redskaber til at forstå både mennesker og verden. Sandheden er der, og Gud giver os en virkelighed med et menneske, han elsker, taler til og inviterer ind i fællesskab med sig.
Nabeel Qureshi voksede op som muslim, men konverterede til kristendommen (forfatter til bogen »Søgte Allah, fandt Jesus«). Han opdagede en væsentlig forskel mellem islam og den kristne tro: Mens Koranen var en tekst, der skulle adlydes, bestod Bibelen af et budskab. Og dette budskab er ganske enkelt, nemlig at Gud, som skabte denne verden, elskede os så højt, at han gav sin søn, for at vi alle skulle blive frelst gennem ham. Den tidligere muslim mødte en anden Gud end den, han var vokset op med, og det forandrede hans liv.
Teksterne til dagens gudstjenester uddyber og underbygger dette, hvor hovedbudskabet er, at Gud åbner det, der er lukket.
Det handler om forvandlingen fra trældom til frihed – fra døvhed til hørelse, fra tavshed til tale, fra ørken og mangel til Guds forsørgelse og fra forgængelighed til herlighed.
Men først og fremmest handler det ikke om at gøre, men om at modtage.
Manden i fortællingen hos Markus gør egentlig meget lidt. Han bliver ført til Jesus. Jesus tager ham til side, rører ved ham og åbner hans ører. Israelitterne får manna, som de ikke selv har fremstillet. Salmedigteren siger, at Herren har løftet ham op.
Salme 40 er næsten svaret på Markus 7:
»Han lagde en ny sang i min mund, en lovsang til vores Gud.«
Det kristne menneske begynder derfor ikke med: Hvad skal jeg gøre for Gud? Det begynder med: Hvad har Gud gjort for mig?
Det giver en grundlæggende holdning præget af taknemmelighed og tillid. Det er et billede på den kristne tro: Guds gave skaber et menneske, der selv begynder at give videre.
Men sådanne betragtninger er irrelevante for nutidens politikere, akademikere og journalister. De minder mig om en hjerneforsker, der blev interviewet af NRK for nogle år siden. Hun var fuldstændig overbevist om, at kærlighed udelukkende var kemiske processer i hjernen. Ligesom hjerneforskeren kan også politikere, akademikere og journalister beskrive kærligheden, men de er ikke i stand til at forklare, hvad mennesket er. De kan ikke forstå, hvordan den troende formes af et møde med kærlighedens Gud, som har gjort alt for os, eller en gud, der i yderste konsekvens kræver, at man dræber sin datter på grund af blasfemi. Kærlighedens oprindelse er blevet irrelevant og dermed også uforståelig.
Og dermed er vi ved endnu et trist resultat af afkristningen: Vi har mistet evnen til en saglig og sandhedssøgende debat. Når Gud forkastes og sandheden ophæves, bliver debatter til en undersøgelse af en amoralsk udviklingsproces. Vi, der tror på en absolut sandhed og kærlighedens guddommelige oprindelse, bliver som sand i maskineriet.
Vi oplever det i debatten om abort, køn, seksualitet, religion og etnicitet. Hvis man hævder, at der findes en guddommelig mening, bliver man latterliggjort og kastet ud i det yderste mørke, hvor man stemples som højreekstremist. Alle, der ved noget om politisk teori, ved, at højreekstremisme handler om helt andre ting, men det spiller ingen rolle. Sandheden er nemlig ophævet, det er magten, der hersker, og magten har tilranet sig retten til at definere begreberne og sine modstandere. Og så er det kristendommen, sandhedens udgangspunkt, der angribes.
Det kristne budskab står derfor i skarp modsætning til nutidens norm. Kristendommen fortæller en historie om, at den, der har taget imod den Gud, der giver, selv bliver et menneske, der giver. Den, der er blevet set af Gud, lærer at se andre. Den, der har fået sine ører åbnet, lærer at lytte. Den, der har fået en ny sang i munden, lærer at takke. Og den, der har fået håb om en kommende skabelse, kan arbejde for det gode i den skabelse, vi allerede har fået.
Det er derfor, at et møde med sandhedens og kærlighedens Gud også gør det muligt at forstå årsagerne til ondskaben. Alt, hvad Han har gjort, er nemlig godt.
</hr />
