I 1683 ledede Jan III Sobieski en alliance af polske og tysk-romerske styrker for at befri Wien, som var belejret af Det Osmanniske Rige. Sobieski ledede personligt historiens største kavaleri-chokangreb, hvor 18.000 ryttere – herunder 3.000 vingede husarer – knuste muslimerne på mindre end en time.
I 1683 stod Europa over for en eksistentiel trussel. En enorm muslimsk hær på mellem 90.000 og 150.000 mand under ledelse af Merzifonlu Kara Mustafa Pasha havde belejret Wien i over to måneder. Byen var ved at falde. En udmattet garnison under Ernst Rüdiger von Starhemberg kæmpede desperat for at holde stillingen, da redningen kom den 12. september – anført af den polske konge Jan III Sobieski og hans legendariske vingede husarer.
Jan III Sobieski
Jan III Sobieski. Maleri af Marcello Bacciarelli
Jan Sobieski blev født den 17. august 1629 i en adelig polsk familie i Olesko i det nuværende Ukraine. Han blev uddannet ved Jagiellonian-universitetet i Kraków og rejste derefter rundt i Europa, hvor han lærte sprog og krigskunst.
Han begyndte sin militære karriere som frivillig i hæren i 1648, efter at han var vendt hjem fra sin dannelsesrejse i Europa. I 1666 blev han forfremmet til felthetman, den øverstbefalende på slagmarken, og i 1668 udnævnt til storhetman, øverstbefalende for den polsk-litauiske hær.
Sobieski kæmpede mod kosakker, russere, mod den svenske »Syndfloden« og ikke mindst osmannerne. Hans sejr over tyrkerne i slaget ved Khotyn i det nuværende Ukraine i 1673 gjorde ham til nationalhelt og banede vejen for, at han i 1674 blev valgt til konge af Polen under navnet Jan III Sobieski.
Sobieski var en dygtig hærfører, en dybt troende kristen og en mand med stor personlig karisma. Han var kendt for sin tapperhed, sin fysiske styrke og sin evne til at inspirere soldater. Da han drog mod Wien, var han en erfaren hærfører på 54 år med overbevisningen om, at han skulle standse muslimernes ekspansion i Europa.
Det osmanniske rige under sultan Mehmed IV ønskede at trænge dybt ind i Europa. Storvesiren Kara Mustafa så en mulighed, da kurucerne bad om hjælp. Osmannerne erklærede Det Hellige Romerske Rige krig og marcherede mod Wien i 1683.
Storvesir, også skrevet storvisir, var titlen på den højeste minister eller regeringschef i en række historiske muslimske riger.
Kurucerne var navnet på ungarske oprørere, der kæmpede mod Habsburgerne i Ungarn mellem 1670 og 1711.
Tyrkernes belejring af Wien
Belejringen af Wien begyndte den 14. juli 1683. Osmannerne gravede tunneler under bymurene, anvendte miner og satte garnisonen under hårdt pres. Befolkningen i Wien led under sult, sygdom og konstante bombardementer. Kejser Leopold I var flygtet, og det så mørkt ud for Europa og kristendommen.
Pave Innocent XI arbejdede febrilsk på at samle en koalition. Han ydede økonomisk støtte og appellerede til de europæiske fyrster om hjælp. Den afgørende alliance blev indgået mellem Polen-Litauen og Habsburg-monarkiet i marts 1683.
Sobieski lovede at komme kejser Leopold I til undsætning. I august/september 1683 førte han en polsk hær på mellem 20.000 og 27.000 mand mod nord.
Undervejs mødte de og forenede sig med tropper fra Sachsen, Bayern og andre tyske stater samt kejserlige styrker under hertug Karl af Lorraine.
I alt talte den allierede undsætningsstyrke omkring 70.000–80.000 mand. Dette var første gang, at Polen og Det Hellige Romerske Rige samarbejdede militært mod muslimerne i stort omfang. Sobieski fik den overordnede kommando.
Den 6. september krydsede polakkerne Donau ved Tulln i Østrig. Den 11. september nåede de Kahlenberg-højden nord for Wien. Fra toppen overvågede de muslimerne og den belejrede by.
Slaget den 12. september 1683
Slaget begyndte tidligt om morgenen. Osmannerne angreb først for at forstyrre de allieredes opstilling. De kejserlige styrker under Lorraine angreb på venstre fløj og i midten og erobrede flere landsbyer (Nussdorf, Heiligenstadt).
Sobieski ventede. Han iagttog kampene fra Kahlenberg. Sent på eftermiddagen, omkring kl. 16–17, besluttede han at iværksætte det afgørende angreb, og kl. 18 begyndte historiens største kavaleriangreb.
Omkring 18.000 polske, østrigske og tyske ryttere stormede ned ad bakkerne. I spidsen red omkring 3.000 polske vingede husarer – en elitekavaleristyrke kendt for sine lange lancer, massive rustninger og frygtindgydende vingeformede »dekorationer« på ryggen, som skabte en susende lyd under angrebet. Sobieski selv ledede angrebet i sin pragtfulde rustning og med marskalstaven i hånden.
Med råbet »Jesus Maria, hjælp!« brød den massive bølge igennem de osmanniske linjer. Janitsjarerne og sipahi-kavaleriet blev overvældet. Panikken spredte sig hurtigt. Da Kara Mustafa flygtede fra sit røde telt, brød osmannernes forsvar sammen.
– Vi kom, vi så, Gud sejrede
Slaget varede i alt omkring 15 timer, men kavaleriangrebet varede kun en halv time. Osmannerne mistede lejren, artilleriet og det meste af deres udstyr. De allierede erobrede enorme mængder krigsbytte.
Sobieski red ind i Wien og blev modtaget som en helt. Befolkningen hyldede ham som selve redningsmanden.
Kong Johan III Sobieski erobrer tyrkernes banner. Maleri af Jacobus Peeters, Det Kongelige Bibliotek, Haag
Sobieski skrev til paven: »Venimus, vidimus, Deus vicit«, »Vi kom, vi så, Gud sejrede« – en kristen omskrivning af Julius Cæsars »Veni, vidi, vici«, »Jeg kom, jeg så, jeg sejrede«.
Under et tv-interview den 20. oktober 2011 løftede Hillary Clinton Julius Cæsars ord til nye »højder« uden at gå vejen om de lærdes latin, da hun fik at vide, at Libyens diktator Muammar Gaddafi var blevet dræbt: »We came, we saw, he died«, »Vi kom, vi så, han døde«.
Osmanerne havde mistet mange titusinder af soldater ud over de sårede og deserterede. De allieredes tab var langt lavere, mellem 3.500 og 4.500.
Sejren førte til oprettelsen af Den Hellige Liga i 1684, en militæralliance organiseret af pave Innocens XI, hvilket førte til en langvarig offensiv mod muslimerne. Habsburg-monarkiet generobrede store dele af Ungarn i de følgende år.
Slaget blev begyndelsen på enden for muslimernes ekspansion i Europa. Osmannerne eller tyrkerne har aldrig siden truet Wien militært.
For Polen-Litauen blev sejren en sidste triumf. Unionen var svækket af interne konflikter og gik ind i en nedgangstid. Sobieski døde i 1696, skuffet over, at Polen ikke fik større udbytte af sejren.
Et af de mest afgørende slag i Europas historie
Slaget ved Wien regnes som et af de mest afgørende i europæisk historie. Det standsede muslimernes ekspansion i Europa og styrkede europæernes kristne identitet.
De vingede husarer blev et symbol på polsk tapperhed, og Jan III Sobieski blev en nationalhelt, der stadig hyldes i Polen.
I dag mindes slaget som et eksempel på, at et forenet Europa kan stå imod en overmægtig fjende. Sobieskis ord til paven – »Gud sejrede« – understregede, at det var en hellig krig. Uden Sobieskis sejr i 1683 kunne Europa have været som Nordafrika i dag.
Men det var også en klassisk militær triumf: God ledelse, disciplin og et dristigt kavaleriangreb på det rette tidspunkt.
De bevingede husarer var et af historiens mest visuelt slående kavalerier. De fastgjorde trærammer med gåse-, ørne- eller gribbefjer til rustningen. I galop skabte vingerne en frygtindgydende høj lyd, der skræmte fjendens heste og foruroligede modstanderens infanteri. De bar tunge rustninger dekoreret med eksotiske dyreskind for at vise rigdom og status.
Deres vigtigste våben var en 4,5 til seks meter lang, hul lanse, der var let nok til at kunne bruges med én hånd og lang nok til at ramme fjendens infanteri, før de nåede husarerne med deres egne spyd. De red på specialavlede polske heste, der forenede styrken fra tunge kampheste med udholdenheden og hastigheden fra asiatiske racer, og angreb i en tæt, murlignende formation.
Kombinationen af fart, de lange lancer og det frygtindgydende udseende gjorde, at de kunne bryde igennem næsten enhver infanterilinje. Husarerne bestod udelukkende af velhavende polske adelsmænd, der selv finansierede deres udstyr. De trænede hele livet i krigsførelse.
