Norske børneværns tjenester får international opmærksomhed, og deres præstationer har inspireret til en ny spillefilm. Instruktør Mungiu tegner et slående billede af det systematiske magtmisbrug. Biografpremiere i morgen, fredag den 4. september.
En familie flytter fra Rumænien til en lille landsby i Norge. Snedækkede bjerge beskytter landsbyen mod omverdenen, og en kold dis ligger over vandet. Familien bliver godt modtaget af lokalsamfundet i skole og på arbejde. Hjemme er der bønnemøder og bibellæsninger i stalden. I fritiden laver børnene numre med den skøre nabopige.
Skolen gør sit for at inkludere børnene, men det bliver hurtigt klart, at ikke alt ved deres religion tolereres af alle lærerne.
Under den idylliske overflade af hverdagen lurer farer, der truer med at trække familien ned i et mørkt helvede. En næsten almægtig institution er sat til at afgøre familiens skæbne.
Møde med en anden kultur
I åbningsscenen griber den rumænske far sin datter og holder hende tæt ind til sig. — Du skal lære at indrømme, at du tog fejl, siger han til hende.
Det kunne have været en besked til den norske børneværns tjeneste.
En familie flytter til Norge for at få hjælp fra deres bedsteforældre med deres fem børn. Moderen i familien er norsk. De er kristne og bliver en del af et religiøst fællesskab. Men deres tro er ikke lige velkommen af alle i landsbyen. Klasselæreren for to af børnene kontakter børneværnet. Hun er bekymret over vold i hjemmet og deres religiøsitet. I skolen er der frihed til at elske, hvem man vil, men ikke religionsfrihed, får vi at vide.
Børneværnet bliver kontaktet. Så sættes maskineriet i gang. Tvangsfjernelse på et tyndt grundlag, afhøringer, der indeholder fejl, forkasteligt samarbejde mellem børneværnet og politiet.
Forældrene får at vide, at børnene vil være væk i en kort periode, mens deres sag efterforskes. Dage og uger bliver til måneder. På politistationen bliver faderen presset til at underskrive en udskrift af afhøringen, der ikke er korrekt, med løftet om, at han kan forklare sig senere. Børneværnet samarbejder med politiet og ønsker at få anlagt en straffesag mod forældrene, for udøvelse af vold, inden den civile retssag om overtagelse af forældremyndigheden kommer op. Sandsynligvis for at det så bliver nemmere at tage deres børn.
Film med nerver
Skuespillet i filmen er lidt svagt i starten, men det tager fart. Da børnene bliver taget, kan jeg mærke vreden i kroppen, og jeg bliver frustreret over den magtarrogance, familien møder hos myndighederne, der skal “tage sig af deres børn”. De er ude af stand til at se den skade, de gør, når de tager børn fra deres forældre. Eller måske gør de det. Man får også en fornemmelse af, at de får en vis glæde af at sidde i en magtposition.
Forældrene indrømmede at have givet deres børn smæk, da de opførte sig dårligt. Dette blev forvandlet til vold under retssagen.
Filmen er baseret på en sand historie. Den norsk-rumænske Bodnariu-familie, der fik deres børn taget væk i 2014, formåede at mobilisere international modstand mod det norske børneværns system.
Sand historie
Og hvem endte jeg så ved siden af, da jeg kom ind i retssalen? Lillian Gran, der selv står over for sin børneværns sag. Vi så filmen sammen og snakkede udenfor bagefter. Jeg spurgte hende, hvad hun syntes.
— Forfærdeligt. Det var hjerteskærende at se, fordi det minder så meget om virkeligheden.
Lillian Gran oplevede selv at få sine børn taget væk, efter hun havde bedt børneværnet om hjælp. Hun blev efterfølgende arresteret, da hun havde kontakt med sin egen datter. I alt sad hun indespærret i seks måneder, både i fængsel og på en tvangspsykiatrisk institution.
Lillian siger, at hun ser det norske landsby-troll tydeligt i filmen. Det virker ikke som om, nogen forsøger at gøre noget forkert. Læreren er bare bekymret og vil anmelde det, så hun kontakter børneværnet. Men alt er blæst ud af proportioner.
Vi skal dog huske én ting: Selv om nogle vil beskytte børn og rejse bekymringer, er det et stort system, der tjener mange penge, når børn tages fra deres forældre. Børneværnet har samlede driftsudgifter på 25 milliarder kroner om året. De genererer penge til private virksomheder. Kommunerne tjener penge, når børn tages med hastebeslutninger.
— Vi har ikke ytringsfrihed og religionsfrihed i Norge, siger hun.
Bedstemor bemærkede, hvordan forældrene i filmen ikke blev informeret om deres rettigheder, og ikke fik lov til at medbringe en advokat til afhøringen eller få adgang til dokumenter på forhånd.
— Hvordan bruger de udtrykket “barnets bedste”? Man hører, at børneværns konsulenten bruger det, men hvad lægger hun i det?
Document har interviewet Lillian Gran ved flere lejligheder, også sammen med Einar Salvesen, der var sagkyndig psykolog for den norsk-rumænske familie, som filmen er baseret på.
Han taler om det ufølsomme system, forældrene mødte.
Advokat Marius Reikerås var også involveret i sagen, da den kom op for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I et interview på Documents Brennbart, taler han lidt om mobiliseringen af den internationale modstand.
Når jeg ser en film som Fjord, mærker jeg det i kroppen og håber, at den kan vække flere nordmænd til at se, hvor forfærdelig virkeligheden kan være. Samtidig er jeg bange for, at langt de fleste vil se den som fiktion og fortsætte med at sove. Historierne i Brennbart er påmindelser om, at gys ikke kun findes på film, men også er en del af det Norge, vi gerne vil tro er så perfekt.
Fjord er instrueret af rumæneren Cristian Mungiu og filmet i Nordvestnorge. Filmen vandt Guldpalmen i Cannes i maj. Den havde sin norske premiere på den norske filmfestival i Haugesund i august. Og får premiere i norske biografer fredag den 4. september.
