Efter at have spist en solid frokost besluttede jeg mig for at gå en tur over i skolens lille, naturhistoriske museum.
Allerede da jeg lagde min varme hånd på dørens kolde håndtag og lagde mærke til det ametystagtige spindelvæv ved bygningen, burde jeg have anet den dystre forvarsel om det, jeg skulle se.
Den tunge dør lukkede sig bag mig, og jeg gik gennem en dunkel, lummervarm korridor. Kort efter stod jeg i museumslokalet og følte mig øjeblikkeligt berørt af den nærmest sepulkrale tyngde i rummet. Stilheden hang tung som luften i et gravkammer.
På en af hylderne stod et konserveret menneskefoster i et glas med sprit.
Væsken selv var som et stillestående, evigt fostervand, hvor tiden er sat i stå i, og glasset en kapsel, hvor det, der skulle vokse, i stedet var blevet fikseret, gjort til et objekt for mit blik.
Hvad så jeg da?
Et foster, der syntes at sove og krumme sig ind i en drøm, det aldrig ville vågne fra. De lukkede øjne så indad mod noget, vi andre ikke har adgang til. Det svulmede, alt for store hoved hvilede som en voksmåne, der var gået i stå midt i sin egen vækst. Men krumningens linjer var fine over ryg, nakke, de spinkle lemmer, håndens og fingrenes spæde detaljer.
Huden var mathvid og let gullig med en blød, voksagtig glans. Rynket, foldet, næsten klædelignende. Den snoede navlestreng hang løst i væsken, afskåret fra al forbindelse som en livline uden længere noget at forbinde sig til.
Jeg kom til at tænke på dette urovækkende syn, da jeg læste om den nye abortlov i USA.
I sommeren underskrev guvernøren i Massachusetts en lov, der fjerner statens 24-ugers grænse for abort. Loven giver nu i praksis grønt lys til abort helt frem til fødslen. De tidligere krav om bestemte, alvorlige medicinske grunde efter 24. uge er erstattet af en langt løsere formulering i form af lægens “professional judgement”. Altså et skøn, ikke en grænse.
Det foster, jeg havde stået foran i spritglasset, var endda mindre end det, loven nu taler om at kunne fjerne, og det er netop ikke en klump celler.
Også herhjemme rykker grænsen sig, om end langsommere. Den danske abortgrænse er hævet fra 12 til 18 uger, og en kvinde kan i dag få foretaget abort frem til denne grænse uden at skulle begrunde sin beslutning over for nogen. Vi har ikke nået de amerikanske tilstande, men bevægelsen går samme vej. Grænsen for, hvornår et foster nyder retlig beskyttelse, flytter sig, og med den også selve argumentet for hvorfor den grænse overhovedet findes.
Jeg mindes spindelvævet ved døren, den dag jeg gik ind. Antydningens gru rummer sjældent kun ét varsel. Måske var det ikke kun et varsel om det, jeg skulle se ligge i sprit, men også om det, der venter et sted derude, hver gang en grænse flyttes en smule længere.
Af Kasper Støvring
