Kommentar

Joe Biden-administrationen og det demokratiske parti er helt på det rene med, hvad der står på spil i skueprocessen mod Donald Trump, der står anklaget for at have betalt pornomodellen Stormy Daniels ”hush money” for at få hende til at tie om en påstået affære.
Anklageren hævder, at denne betaling udgør et ulovligt bidrag til Trumps præsidentkampagne i 2016 – som han skal have forsøgt at skjule gennem uredelig bogføring. Anklagen er usædvanlig, og der har aldrig tidligere i New Yorks historie været ført en lignende sag.
At Det Hvide Hus lægger afgørende vægt på at få Trump dømt, fremgår alene af det faktum, at anklagerens indledende bemærkningen blev leveret af Matthew Colangelo, som har forladt en magtfuld stilling i det føderale justitsministerium for at blive bitrædende anklager i New Yorks sydlige distrikt. Noget af en degradering, må man sige, men forståelig, fordi præsidentvalget den 5. november står og falder med udfaldet af retsfarcen i New York. Hvis det lykkes at få Trump dømt, vil det ifølge de seneste meningsmålinger gøre et beskedent indhug i hans vælgerbase – ikke meget, men måske nok til at Joe Biden kan sikre sig fire år mere. Falder sagen sammen, eller slipper Trump af krogen, fordi juryen ikke kan enes om hans skyld, vil det være en katastrofe for Bidens og demokraternes valgkamp – et prestigetab, som de næppe kan komme sig over.
Derfor har det skabt rystelser, at Stormy Daniels’s tidligere sagfører, Michael Avenatti, torsdag aften fra fængslet i Californien twittede, at en af anklagerens hovedvidner, Keith Davidson, lyver, når han påstår, at de $130.000, der tilflød pornostjernen, var en ”consideration” – beregnet på at bilægge en sag, der kunne have været pinlig for Trump – og ikke mindst hans kone.
I stedet var der tale om afpresning – en ”shake down” – af Trump udtænkt af den pengegriske Daniels og Davidson i oktober 2016. Det siger Avenatti, at hun over for ham indrømmede i 2019.
“Stormy Daniels vil sige hvad som helst, hvad hun tror vil hjælpe hende til at stikke penge i lommen. Når Stormy Daniels’s læber bevæger sig, lyver hun for penge”, siger hendes tidligere advokat til avisen New York Post.
Avenatti er idømt 19 års fængsel for afpresning, skatteunddragelse, svindel og underslæb. Han kan måske derfor håbe at blive benådet, hvis Trump vinder valget.
På den anden side er anklagerens kronvidne, Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, dømt for flere tilfælde af mened. Så den ene har ikke meget at lade den anden høre, og når anklagemyndigheden finder det passende at bringe Cohen som vidne, vil den Biden-tro dommer, Juan Merchan, måske blive nødt til at lade Trumps advokater indkalde vidnesmål fra Avenatti.
Avenatti siger, at han vil være ”mere end glad” for at vidne. Han meddeler også, at han i længere tid har været i kontakt med Trumps hold af forsvarere. Tidligere var han blandt Trumps argeste modstandere, men nu har han ændret mening.
”Der er”, har Avenatti udtalt til New York Post, ”ingen tvivl om, at sagen en politisk motiveret, fordi de er bange for, at han [Trump] kan blive genvalgt. Hvis den anklagede havde været enhver anden end Donald Trump, ville sagen ikke have været rejst.”
Ifølge Avernatti prøver regeringen at få Trump dømt for at forhindre et titalsmillioner af amerikanere i at stemme på ham.
Mens denne farce af en retssag går over scenen på Manhattan, rejser Joe Biden rundt og fortæller, at Trump er nazist og en fare for demokratiet.
ANNONSE