Gæsteskribent

Vi har som højt civiliserede mennesker mistet forståelsen af nogle basale begreber, såsom krig.

Vi klager over, at vi ikke længere vinder nogen krige, men det skyldes, at vi ikke udkæmper dem. Vi har i stedet afgrænsede interventioner mod oprørere. Vi forsøger at stabilisere fejlslagne stater. Somme tider går vi ind, får fat på nogle få terrorister, og tager så hjem igen. Veteraner med meget reelle sår spørger sig selv, hvad det skulle gøre godt for. Det samme gør de pårørende til dræbte soldater i en krig, der aldrig var en krig.

For at vinde en krig, skal man udkæmpe en.

Hvis din fjende udkæmper en krig, og du kæmper i noget, der er mindre omfattende end en krig, vil fjenden vinde.

Politiaktioner, øvelser i nationsopbygning og deslige har vage og dårligt definerede målsætninger, hvorimod krige har meget klare målsætninger.

Krige bliver enten vundet eller tabt. Derfor udkæmper moderne regeringer dem sjældent…. Når man først har erklæret krig, ved man, at man skal vinde den.

Vores kampe er ikke krige for at ‘stabilisere’ regioner. Krige udkæmpes ikke for at stabilisere, men for at ødelægge. For at vinde en krig, skal man ødelægge fjenden. Det er det, som USA og deres allierede gjorde under Anden Verdenskrig, og deres måde at overvælde Nazityskland og kejserriget Japan med massedød og ødelæggelse på krummer moderne liberale stadig tæer over.

“Nazisterne gik ind i denne krig med en ret barnlig illusion om, at de kunne bombe alle andre, mens ingen ville bombe dem”, udtalte lederen af Royal Air Forces bombekommando, Arthur Harris, i 1940.

ANNONSE

“Jo hårdere vi presser på, jo flere tyskere dræber vi. Jo flere tyskere vi dræber, jo færre af vores mænd vil blive dræbt. At presse hårdere på betyder færre tab. Jeg vil gerne have, at I husker det”, sagde general George Patton til den tredje armé.

Franklin D. Roosevelts optagethed af at bringe krigen til Japan førte til Doolittle-angrebet. En af bomberne fra dette angreb ramte en skole. “Det er fuldstændig umuligt at bombe et militært mål blandt civile uden risiko for også at skade de civile boliger. Det er en konsekvens af krigen”, advarede Doolittle.

Sådan er krig. Krige bør derfor ikke udkæmpes lemfældigt. Men når du udkæmper dem, så kæmp for at vinde.

En berettiget krig er ikke baseret på din taktik, men på et grundlæggende moralsk klarsyn om dine fjender. Krigsforbrydelser er et meningsløst begreb bortset fra, når det anvendes om brud på en aftale mellem de to krigsførende parter eller civile, der ikke deltager i konflikten. Det er ikke tilfældet i Gaza. Og det er sjældent tilfældet, når der kæmpes mod islamiske terrorister.

USA reagerede på den japanske tortur, henrettelser, mishandling, medicinske eksperimenter og japaneres kannibalisme med øget vilje til at vinde for enhver pris. Det kostede Hiroshima og Nagasaki at vinde. Dette var ikke krigsforbrydelser, for sådan blev et regime af monstre, der begik forfærdelige uhyrligheder, endelig tvunget til at overgive sig.

Det er det, som kamp for at vinde betyder.

At vinde over Hamas betyder ikke at lade nogle få bomber ramme bygninger og iværksætte en begrænset indtrængen, tage nogle få Hamas-ledere med sig ud og dernæst lade Tyrkiet og Egypten forhandle en våbenhvile. Det er ikke krig.

For at vinde, skal Hamas, dens ledere og tilhængere ødelægges med alle nødvendige midler, lige som det territorium, som bevægelsen opererede fra, skal sikres, så det ikke kan bruges til at iværksætte lignende angreb.

Kan Israel udkæmpe og vinde en sådan krig? Ja, det kan de. Vil de? Det er spørgsmålet.

Israel har, lige som USA, forsøgt at undgå at udkæmpe krige. Det førte til rædslerne under angrebene på den højhellige festdag, simhat torah. Måske skulle Israel kæmpe og vinde en krig, inden det er for sent.

Daniel Greenfield er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center.

ANNONSE