Den politiske badutspringer, tidligere folketingsmedlem Jens Rohde, har atter meldt sig ind i Venstre efter at have været en tur hos De Radikale og Kristendemokraterne. Hans beslutning er motiveret af, at det hos Venstre ”ikke længere handler om at spise udlændinge til morgenmad”. Rohde er med andre ord glad for, at Venstre er vendt tilbage til de glade dage, da enhver muhamedaner var en ven, du ikke havde mødt, og store mængder af protetens tilhængere berigede landet.

Når der overhovedet er grund til at beskæftige sig med Rohde, er det fordi hans udtalelse på bedste vis illustrerer, hvad dansk politik handler om. Det er for eller imod islamiseringen – alt andet er småting, for hvad skal man med ”flere penge til velfærd” eller flere våben til Ukraine, når Danmark om få årtier lige så godt kunne ligge i Afghanistan, og de tilbageværende danskere må snige sig langs husmurene og i øvrigt efterkomme ummaens befalinger?

Mens landet planmæssigt glider ned ad slisken koncentreres mediernes opmærksomhed på personsager, og tidens varmeste emne er Venstres ulmende formandskamp. Hvem kan det mon blive, hvis Jakob Ellemann ikke vender tilbage? Hvem kan mobilisere mest støtte i ”baglandet”? Hvem er mest præsentabel? Det er uhyre spændende og minder om en afgørende fodboldkamp. Om den ene eller anden Venstremand vinder, har lige så stor betydning for jævne danskeres hverdag og fremtid, som hvem der ender med pokalen i Parken.

Mediernes ”politiske” dækning har intet med politik at gøre, hvis man med politik forstår kunsten at styre et land.

Mærkeligt nok har ingen bragt Jens Rohde på tale som ny Venstre-formand. Hans profil ville ellers passe godt til et parti uden faste principper.