Kommentar

Det, som foreløbigt er kommet frem om Minkkommissionens beretning, er sensationelt derved, at ikke mindre end ti ledende topembedsmænd får så hård kritik, at det sandsynligvis må ende med disciplinærsager og formentlig med suspensioner fra de pågældendes stillinger.

Denne udvikling er udtryk for en råddenskab i toppen af embedsapparatet. De højtplacerede ledere i bl.a. Statsministeriet, Justitsministeriet og politiet har simpelthen betragtet sig som Mette Frederiksens tjenere og ikke som borgernes.

Kan man forestille sig, at så mange topfolk ville prostituere sig, med mindre det var deres klare opfattelse, at de havde Mette Frederiksen og hendes regering i ryggen og gik hendes ærinde?

ANNONSE

Nej, det kan man ikke forestille sig, og uanset hvordan statsministeren snor sig, vil de færreste almindelige borgere tro, at hun ikke vidste, hvad der foregik, og at det, der foregik, var ulovligt.

Hvis der ikke kommer en eller flere rigsretssager mod Mette Frederiksen og eventuelt andre ministre, ved vi, at der ikke er lighed for loven.

Det er muligt, at de røde partier inklusive De radikale vil redde Mette Frederiksen, men hendes omdømme vil for altid være sværtet. Vi vil vide, at vi har en statsminister, der lyver og bryder loven, når det passer hende.

ANNONSE