Kommentar

Det demokratiske Parti gennemfører i disse dage og uger hemmelige afhøringer, der har karakter af en proces mod USA’s folkevalgte præsident. Formålet er at fremskaffe så belastende vidnesbyrd om Trump, at man kan få ham afsat. Hverken præsidenten selv eller Det republikanske Parti får lov til at føre vidner eller til at krydsforhøre de vidner, demokraterne indkalder. Der udsendes ikke referater af afhøringerne, men der lækkes udvalgte udtalelser til udvalgte medier.

Blandt de indkaldte ”vidner” er en række diplomater og såkaldte eksperter vedr. Ukraine. Disse bureaukrater er ifølge sagens natur ikke folkevalgte. Deres opgave er faktisk loyalt at bistå præsidenten med at udføre den politik, han er blevet valgt på. Ikke desto mindre går mange af deres ”vidneforklaringer” ud på, at præsidenten fører en politik, som afviger fra den traditionelle udenrigspolitik.  Som om det er en forbrydelse at ændre politisk kurs, hvis den hidtidige politik anses for at være forkert eller ligefrem skadelig for USA’s interesser. 

Den tidligere CIA-chef John Brennan, der er en løgnagtig og udygtig overbureaukrat, har i årevis udbredt sig om, at Trump er russisk agent, og at han – Brennan – kan dokumentere det. Brennan har dog aldrig fremlagt de beviser, han påstår at være i besiddelse af. Han har kun sine egne tvangstanker og fordomme som kilde.

ANNONSE

Nu har denne usympatiske fyr, der spillede aktivt med, da Det demokratiske Parti udbredte løgnehistorierne om Trump som Putins mand i Det Hvide Hus, offentligt rost sig selv og sine kumpaner i Den Dybe Stat. Han skriver, at de ”heltemodige” bureaukrater i de hemmelige tjenester, diplomatiet og militæret er de sande beskyttere af FRIHEDEN og DEMOKRATIET, der angiveligt angribes af korrupte politikere.

Altså: De ikke-demokratiske kredse, der som Brennan konspirerer og sætter sig op mod de folkevalgte politikere, som Brennan ikke bryder sig om, sikrer ifølge Brennan demokratiet mod de demokratisk valgte med den demokratisk valgte præsident i spidsen!

John Brennan er ikke alene arrogant, han er også ubegavet. Han er for stupid til selv at forstå, hvor udemokratisk hans afslørende udslip er.

ANNONSE