I drøftelser bag lukkede døre mellem Rusland og Trumps udsendinge, har et forhandlings dokument – et ikke underskrevet såkaldt “non-paper” – angiveligt cirkuleret, hvori Rusland kræver en tilbagetrækning af NATO-baser, der er etableret i Østeuropa efter 1997, skriver The New York Times.
Et sådant krav – som Rusland også fremsatte forud for invasionen af Ukraine i 2022 – ville i praksis kræve, at NATO-tropper trækker sig tilbage til de positioner, alliancen indtog før sin første udvidelse mod øst til Polen, Ungarn og Tjekkiet efter Sovjetunionens opløsning.
Nu, under forhandlinger bag lukkede døre i denne uge, med præsident Trumps udsendinge om, hvordan krigen i Ukraine kan afsluttes, har russerne genfremsat dette krav – i visse tilfælde med nøjagtig samme ordlyd – i et forsøg på at sikre sig en mere markant sejr, efter fem år med krig og hundredtusindvis af dødsfald.
Moskvas ufravigelige holdning fremgår af et dokument, som de russiske myndigheder har cirkuleret i denne uge; dette fremgår af en kopi, som The New York Times har modtaget fra en person, der er involveret i forhandlingerne.
Dokumentet – hvis ægthed er blevet bekræftet af en anden kilde med indsigt i forhandlingerne – viser, at præsident Vladimir V. Putin stort set ikke har ændret sine grundlæggende målsætninger, selv efter mere end 20 måneders diplomatisk indsats fra Trump-administrationens side for, at få en ende på konflikten.
Det er tvivlsomt, om Rusland nærer et reelt håb om et sådant udfald, men det kan tænkes at være et hårdt udspil i forhandlingernes indledende fase, der har til formål at sikre den bedst mulige aftale.
Zelenskyj hævdede for nylig, at USA stiller et NATO-medlemskab i udsigt for Ukraine, hvis landet opgiver Donbas.
Disse to standpunkter ligger så langt fra hinanden, som de overhovedet kan, hvilket vanskeliggør forhandlingerne – men begge dele kan samtidig være elementer i et større spil, som udenforstående kun har begrænset indsigt i.
The New York Times skriver:
Dokumentet udgør Ruslands udgangspunkt, og russiske embedsmænd, der deltager i forhandlingerne, har antydet, at Putin muligvis stadig er villig til at være fleksibel – dette ifølge to personer, der er involveret i samtalerne, og som udtaler sig anonymt for at kunne drøfte de følsomme overvejelser.
Russiske embedsmænd i Abu Dhabi gjorde det imidlertid klart, at de betragter den kolde krig – og den sovjetisk ledede alliance, der dengang var kendt som Warszawapagten – som en model for, hvordan Europa kan komme til at se ud, når krigen i Ukraine er forbi.
I årtierne efter Anden Verdenskrig, var Europa centrum for konfrontationen mellem de atombevæbnede supermagter, mens truslen om krig hvilede over kontinentet.
I Abu Dhabi argumenterede russerne imidlertid for, at de tydelige indflydelsessfærer, som USA og Sovjetunionen havde i den periode – sammen med de kommunikationskanaler og den gensidige forståelse, der fulgte med denne ordning – faktisk mindskede risikoen for konflikt. Dette oplyses af personer, der var til stede, da disse bemærkninger faldt.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, udtalte pave Frans, at Ruslands handlinger var forkerte, men tilføjede, at NATO havde »gøet ved Ruslands dør«. Paven var langt fra den eneste i Vesten, der delte dette synspunkt.
