Israel kæmper for sin overlevelse: Midt i ydre trusler, juridisk hegemoni og intern delegitimering

Denne artikels omfang, skyldes den særlige situation, Israel befinder sig i efter det nylige valg.

 Valg under mistanke om udenlandsk indblanding

Valget i Israel er formelt afsluttet, men resultatet er endnu ikke endeligt afklaret. På foranledning af Noam Sohlberg – dommer ved Israels højesteret og formand for den centrale valgkomité – undersøger israelske sikkerhedsmyndigheder i øjeblikket anklager om, at udenlandske aktører, herunder fra Qatar, Tyrkiet og Det Palæstinensiske Selvstyre (PA), har kanaliseret betydelige midler ind i Israel for at styrke de arabiske partier. Der foreligger dokumenterede tilfælde af betalinger til privatpersoner, hvor konvolutter med kontanter blev uddelt. Tilsvarende er det dokumenteret, at forudbetalte brændstof kort blev udleveret både for inden, og på selve valgdagen. Nogle Knesset-medlemmer bliver nu afhørt af politiet.

Nogle af de finansielle kanaler, der er under lup, falder angiveligt sammen med eller overlapper netværk, der tidligere er blevet brugt til at finansiere terrororganisationer. I et brev dateret den 28. oktober, stilet til chefen for Shin Bet, David Zini, beskrev Sohlberg anklagerne som værende af en sådan alvor, at de retfærdiggør en grundig undersøgelse af mulige forsøg fra udenlandske aktører på at undergrave Israels demokratiske processer.

I brevet instruerer Sohlberg Shin Bet om, at benytte sine lovbestemte efterforsknings beføjelser til at fastslå, om der er hold i anklagerne. Men da Sohlberg er medlem af Israels berygtede højesteret, var der i første omgang ikke megen tiltro til, at sagen ville blive håndteret retfærdigt – især ikke da han allerede havde erklæret, at valgresultatet ville blive godkendt, uanset udfaldet. Den magtfulde “dybe stat” i Israel fungerer nu som et værn, der beskytter de arabiske partier mod undersøgelse – på trods af situationens alvor – af frygt for, at resultatet kunne tvinge et nyt, lovbestemt valg igennem.

Ifølge Israels førende valgekspert, Shlomo Filber, skyldtes den mest markante ubalance ved valget primært, at Den Centrale Valgkomité, håndhævede forbuddet mod software til mobilisering af vælgere på valgdagen, på en asymmetrisk måde. Filber påpeger, at mens forbuddet – der blev indført af komitéens formand, dommer Sohlberg – ramte højrefløjens etablerede vælgerbase (hvilket kostede dem anslået 3–5 mandater), undlod komitéen at håndhæve forbuddet over for de arabiske partier. Ifølge hans vurdering sikrede dette de sidstnævnte mindst 2 ekstra mandater – en ubalance, som han mener undergravede valgets retfærdige og lovlige karakter.

Premierminister Benjamin Netanyahus parti, Likud, reagerede skarpt på denne udvikling. Partiet betegnede begivenhederne som en alvorlig trussel mod selve valgets integritet, omtalte sagen som “Ra’amgate” (en henvisning til det arabiske parti Ra’am) og erklærede, at valget i praksis var blevet stjålet. Likud advarede desuden om, at hvis anklagerne kan bevises, vil det være udtryk for et koordineret forsøg fra fremmede magter på, at blande sig i Israels demokrati og manipulere sammensætningen af ​​Knesset.

Partiet Likud udtalte:

“Valget i staten Israel blev stjålet af arabiske partier, der støtter terrorisme og ødelæggelsen af ​​den jødiske stat. Dette skete gennem alvorlige kriminelle handlinger – herunder bestikkelse, trusler, vold, dokumentfalsk og brug af ulovlig software til mobilisering af vælgere.”

Partiet Likud indsender nu hundredvis af vidneudsagn og beviser til politiet, Shin Bet (Shabak) og den centrale valgkomité, vedrørende valgsvindel på en række arabiske valgsteder. Dette omfatter blandt andet: tusindvis af konvolutter med kontanter og stemmesedler til fordel for Ra’am; trusler mod, og vold over for valgfunktionærer; flere vælgere bag et afskærmet stemmeafgivnings område på samme tid; afgivelse af flere stemmer ved brug af falsk identitet; uoverensstemmelser mellem antallet af konvolutter med stemmesedler og antallet af registrerede vælgere; brug af ulovlig software; med mere.

Vi kræver en grundig undersøgelse fra politiets og Shin Bets side af den valgsvindel, som disse arabiske partier har begået, og at de ansvarlige drages til ansvar i videst muligt omfang i henhold til loven.

Vi kræver et øjeblikkeligt svar fra valgkomitéen; de er nødt til at undersøge disse kriminelle handlinger, som i alvorlig grad har undergravet integriteten af ​​valget i Israel.

Der er tale om et alvorligt angreb på det israelske demokrati og borgernes stemmeret. De udøvende myndigheder må handle beslutsomt og øjeblikkeligt.”

Valgresultater

Valgresultaterne viser en markant stigning i valgdeltagelsen blandt den arabiske befolkning sammenlignet med det foregående valg i Israel. Samlet set fordelte stemmerne sig således:

• Antal stemmer på højrefløjen: 2.734.056
• Antal stemmer på venstrefløjen: 1.811.330
• Antal stemmer på arabiske partier: 837.400
• Antal stemmer på partier under spærregrænsen (hvoraf cirka to tredjedele tilhørte højrefløjen): 333.887
• Samlet antal afgivne stemmer: 5.716.679
• Heraf gyldige stemmer: 5.690.691
• Ugyldige stemmer: 25.887
• Valgdeltagelse: 77,9 %

For den israelske venstrefløj fremstod valgresultatet som en delvis sejr, med en bitter eftersmag, da man havde håbet på bredere opbakning fra arabiske vælgere. At denne vælgergruppe i overvældende grad samlede sig om deres egne partier, frem for de traditionelle israelske partier, blev tolket som en klar mistillidserklæring til statens integrationspolitik. Gennem en markant stigning i valgdeltagelsen fik vælgerne samlet deres indflydelse, og partier med en udpræget anti-zionistisk profil sikrede sig i alt 19 pladser i Knesset.

For de fleste israelere er det centrale problem naturligvis ikke partiernes etniske tilhørsforhold; det handler snarere om, at ingen repræsentanter fra disse tre arabiske partier hidtil har været villige til at tage klar afstand fra Hamas, eksplicit fordømme massakren den 7. oktober, eller utvetydigt anerkende det jødiske folks ret til deres historiske hjemland. Det er på ingen måde sikkert, at disse 19 politikere repræsenterer flertallet af dem, der stemte på dem.

Selv i et scenarie, hvor en splittet venstrefløj – der primært er forenet af et ønske om at fjerne premierminister Benjamin Netanyahu fra magten – ville være villig til at danne en koalition med sådanne kræfter, ville de stadig kun kunne samle i alt 60 af de mindst 61 mandater, der kræves for at danne en regering. Hvis en koalition også skulle støtte sig til parlamentarisk opbakning fra det ultraortodokse parti Yahadut HaTorah (Forenet Tora-jødedom) mod politiske indrømmelser, ville den nå op på 67 mandater og dermed sikre et regeringsskifte.

Med sine syv mandater har partiet, Yisrael Beiteinu, indtil videre gjort det klart, at det ikke vil indgå i en regering sammen med Netanyahu, de to ultraortodokse partier eller nogen af ​​de tre arabiske partier. Det betyder, at hverken højre- eller venstrefløjen kan danne en flertalsregering uden at acceptere en samlingsregering ledet af Netanyahu, der står i spidsen for det største parti. Det eneste realistiske alternativ er et nyvalg.

På højrefløjen er der imidlertid en frygt for, at en venstreorienteret regering – der støtter sig til ikke-zionistiske partier – vil gennemtvinge kompromiser, som på lang sigt vil undergrave statens jødiske karakter og dens sikkerhedsmæssige fundament. Under en sådan regering ville Israels igangværende kamp mod det teokratiske regime i Iran, Hizbollah i Libanon, terrorisme med udspring i Syrien, Hamas i Gaza samt terrorisme i Judæa og Samaria være utænkelig. Det samme gælder det nødvendige opgør med det omfattende ulovlige byggeri i arabiske landsbyer, ulovligt polygami og undertrykkelse af kvinder, samt den udbredte kriminalitet i de arabiske samfund – hvor ofrene i vidt omfang er arabere selv. Det er denne udfordrende politiske dynamik, Israel nu står overfor.

“Fredsindustrien” og intern delegitimering

Ved første øjekast kan reaktionerne og urolighederne omkring valget virke overdrevne, men de må forstås som udtryk for en langt dybere historisk proces. I mindst fire årtier er enorme summer blevet overført fra USA, EU, Norge, arabiske stater og andre aktører – under dække af humanitær bistand og støtte til såkaldte “menneskerettighedsorganisationer”. Med tiden har dette skabt et helt lag på den yderste venstrefløj, der lever af midler fra denne “fredsindustri”, mens store dele af de milliarder i bistand, der var tiltænkt PLO og Hamas, er havnet hos en håndfuld terrorledere, som lever i luksus i Qatar og Tyrkiet. Betydelige midler stammer imidlertid også indefra – ikke mindst fra nære allierede af Ehud Barak, såsom milliardæren på venstrefløjen Kobi Richter, der fremstår som en af ​​de centrale økonomiske kræfter.

Målet er at fremtvinge et internt omvæltning i Israel for at få befolkningen til at acceptere – blandt andet – oprettelsen af ​​en palæstinensisk stat; noget, mange frygter kan ske på bekostning af staten Israels sikkerhed. For at dette skal lykkes, har det været afgørende, at de falske anklager om “besættelse” og “folkedrab” – sammen med fortællingen om, at jødedommen udgør en trussel mod demokratiet – også støttes indefra, af jøderne selv.

Den kampagne, som kræfter på den israelske venstrefløj fører mod Netanyahu-regeringen og dens vælgerbase, fungerer som en særdeles velsmurt maskine. Siden massakren den 7. oktober har disse kræfter mobiliseret deres “Kaplan-soldater”, som har anstiftet omfattende uroligheder og vold i gaderne, forstyrret den offentlige ro og orden og opfordret befolkningen til at trodse retsstaten. I praksis fungerer de som en effektiv intern BDS-brigade, der har til formål at nedbryde den israelske stat indefra – velbeskyttet af magteliten, helt op til Højesteret. Det er uforståeligt, at disse israelske aktører finder motivationen til at undergrave Israels internationale anseelse, splitte deres eget samfund og – i praksis – give verdens antisemitiske kræfter politisk ammunition – alt sammen med det formål at vælte Netanyahu.

Sandheden er, at de kæmper mod “det andet Israel” – de bibeltro jøder på græsrodsniveau, hvoraf mange har rødder i arabiske lande. Det er netop disse mennesker, der opretholder positive, dagligdags relationer til deres arabiske naboer, og som år efter år nægter at svare igen med vold, men i stedet vælger udelukkende at give deres mening til kende ved stemmeurnerne.

Set i dette lys skal oppositionen ikke primært forstås som en uenighed om konkrete politiske spørgsmål, men snarere som et forsøg på at forsvare det historiske hegemoni, der tilhører en traditionelt velhavende, venstreorienteret og sekulær elite. Gennem institutionelle bastioner i retssystemet, statsadministrationen og medierne har dette privilegerede lag bevaret en betydelig strukturel magt, uanset skiftende parlamentariske flertal. Denne dynamik har forværret krisen i tilliden til de statslige institutioner i Israel. Konfrontationen mellem et nationalkonservativt, zionistisk flertal på græsrodsniveau og en alliance bestående af velfinansierede protestbevægelser og den etablerede magtelite har ført til en dyb og lammende polarisering.

Domstolenes hegemoni: Baraks revolution og Knessets afmagt

Intet af dette ville imidlertid nogensinde have kunnet lade sig gøre i et demokratisk land uden et retsvæsen, der – ved at udøve magt oppefra – systematisk lammer de folkevalgte repræsentanter, politiet og det israelske forsvar (IDF). Venstrefløjens kontrol over retsvæsenet blev institutionaliseret gennem etableringen af ​​et permanent flertal for tilhængere af Aharon Barak i det udvalg, der udpeger dommere – en gruppe, hvor næsten ingen stammede fra arabiske lande. Gennem denne mekanisme er Knesset i praksis blevet klippet i vingerne, og det reelle råderum for den demokratisk valgte regering er blevet drastisk indskrænket.

I dag ledes Israels højesteret af højesteretspræsident Yitzhak Amit, som i virkeligheden udpegede sig selv. Under hans ledelse fremstår domstolen som en beskyttende instans for både radikale venstrefløjskræfter og aktører med forbindelser til terrorisme; gang på gang modarbejder den gennemførelsen af ​​demokratiske beslutninger truffet af en legitimt valgt regering. Det var Højesteret selv, der enstemmigt omstødte og annullerede valgkomitéens beslutning om at udelukke de arabiske partier, Den Fælles Liste (Joint List) og Ra’am. Desuden fik Ofer Cassif (Hadash) – med 7 stemmer mod 2 – grønt lys til at stille op, på trods af hans åbne støtte til væbnet kamp mod staten Israel. Balad-lederen Sami Abu Shehadeh – der hyldede Hamas’ terrorangreb i oktober 2023 – var den eneste, der fik råd om at trække sit kandidatur for at undgå en formel afgørelse imod sig; han valgte at følge dette råd.

Fra Oslo-tragedien til den 7. oktober: Prisen for eftergivenhed

På lignende vis lykkedes det engang en håndfuld israelere – støttet af eksterne midler – at påtvinge nationen den katastrofale fredsproces fra 1993. Oslo-tragedien udgjorde en af ​​de mest alvorlige trusler mod jødisk sikkerhed, siden staten Israel blev grundlagt. Aftalens egentlige kerne var et fundamentalt angreb på Israels sikkerhed såvel som på selve zionismen – det vil sige det jødiske folks ret til deres forfædres hjemland, en ret der går mere end 3.500 år tilbage i tiden.

Oslo-aftalernes største sejr over Israel bestod i, at det lykkedes at overbevise dele af det israelske samfund om, indirekte at acceptere, at deres historiske ret til landet er et forhandlingsspørgsmål. Præmissen om, at den påståede “besættelse” – snarere end den terrorisme, der blev begået af PLO og Hamas – er den egentlige årsag til konflikten, har vendt virkeligheden på hovedet. Konsekvenserne af denne forvrængning står nu helt klart frem; det ses både i “Kaplan”-protesterne i Israels gader og i de voldelige uroligheder, der udspiller sig i store europæiske byer.

I 2005 blev IDF’s ensidige tilbagetrækning fra Gaza tvunget igennem. Dette indebar en brutal, tvungen fordrivelse af jødiske beboere fra et område, de havde beboet i årtusinder – længe før islams fremkomst, eller arabernes første ankomst til jødernes hellige land. Men denne eftergivenhedspolitik skabte ingen fred; tværtimod lagde den grunden til, at Hamas kunne stramme sit morderiske greb om civilbefolkningen. Mens Hamas-ledere samlede sig enorme formuer, og den almindelige befolkning forblev fanget i fattigdom – på trods af massive økonomiske overførsler fra Vesten, Norge, Qatar og Iran – blev Gaza forvandlet til en omfattende base for terrorisme. Denne eftergivenhedspolitik banede vejen for vedvarende terror og en global normalisering af antisemitisme, hvilket kulminerede i det blodige massakren den 7. oktober.

Samtidig har udenlandsk finansierede, venstreorienterede NGO’er, optrappet deres juridiske kampagner og propagandaoperationer i massivt omfang. Deres mission har været at føre en vedvarende delegitimerings kampagne mod Israels retmæssige tilstedeværelse i Judæa, Samaria og Gaza samt mod landets suverænitet over et forenet Jerusalem. De få, der tidligt vovede at advare om Oslo-hykleriet, blev øjeblikkeligt stemplet som ekstremister og fredens fjender. Der er blevet indledt retssager og fremsat trusler om anholdelse inden for en europæisk ramme for at støtte disse organisationers målrettede indsats – både i Israel og på den internationale scene.

Kampagnen med dæmonisering og afhumanisering af jøder i Judæa og Samaria stoppede ikke her. I dag ser vi de fulde konsekvenser i Europa, hvor jøder hverken kan færdes trygt eller undgå at blive chikaneret, dæmoniseret og angrebet – udelukkende på grund af deres identitet. Også i Norge har situationen nået et punkt, hvor myndighederne i praksis forsøger at indføre en moderne udgave af “jødeparagrafen”, idet de sigter mod at kriminalisere handel og forretningsaktiviteter, der involverer jøder bosat i Judæa og Samaria.

Civilisationsopgøret og kampen om statens fremtid

Historien har vist, at jødehad fungerer som et barometer for et samfunds moralske og civilisatoriske forfald – et advarselstegn om, at samfundet har krydset en grænse, hvorfra det kan være vanskeligt at vende tilbage. Som Émile Zola engang udtrykte det om pligten til ikke at forholde sig tavs over for uretfærdighed:

“Det er min pligt at tale; jeg ønsker ikke at være medskyldig. Ellers ville mine nætter blive hjemsøgt af et uskyldigt menneske, der under de frygteligste lidelser lider for en forbrydelse, han aldrig har begået.”

I dag ser vi i Israel, USA og Europa fremkomsten af ​​en islamo-venstreorienteret alliance. Selvom de udgør et mindretal, forsøger denne del af venstrefløjen at tiltage sig monopol på moralen. Resultatet er en naiv overbærenhed over for islamismen – en totalitær ideologi, der bydes velkommen og beskyttes af netop den retsstat, den forsøger at undergrave. Taliban-styrets hærgen – fra ødelæggelsen af historiske Buddha-statuer til den systematiske undertrykkelse af kvinder – bør tjene som en evig påmindelse om konsekvenserne.

For Israel er dette opgør akut og eksistentielt, og det udspiller sig på flere parallelle fronter. I virkeligheden kogte det seneste valg ned til et uforeneligt spørgsmål: Hvem vil sejre – terroristerne eller Israel? Dette er den overhængende fare, som Netanyahu utrætteligt kæmper for at redde Israel fra.

Det er på baggrund af dette komplekse trusselsbillede, at man må forstå, hvorfor alle Israels modstandere kæmper så indædt for at fjerne Netanyahu fra magten. De erkender, at han er den afgørende garant for Israels eksistens, og at han – især siden massakren i oktober – står i direkte opposition til den undergravende eftergivenhedspolitik, der blev indledt med Oslo-processen; et forsøg på at cementere den usandhed, at der findes en palæstinensisk stat, hvilket aldrig har været tilfældet historisk set. Den eneste holdbare løsning er, at jøder og arabere lærer at leve sammen i gensidig respekt inden for Israel – det eneste land i regionen, der reelt muliggør denne form for sameksistens.

En historisk pligt til at overleve

I lyset af de igangværende forskydninger i den politiske magt i USA, Europa og Israel – hvor radikale kræfter ser ud til at være på fremmarch – kan ingen etablerede sandheder længere tages for givet. I dag bliver Israels position fundamentalt udfordret, både udefra og indefra. Gennem årtusinder har bevarelsen af ​​jødisk identitet, tro og tradition krævet en enorm modstandskraft. Historisk erfaring viser, at ensidige indrømmelser over for fjendtlige omgivelser aldrig belønnes med oprigtig accept; modstanden mod det jødiske folk – såvel som mod Israels eksistens – bunder i dybe, irrationelle impulser. Hvis den interne sammenhængskraft og følelsen af ​​et fælles ansvar smuldrer, risikerer staten at miste sin funktion som et sikkert tilflugtssted for det jødiske folk.

Netop i denne uge så vi, hvordan den amerikanske vicepræsident J.D. Vance vendte kappen efter vinden, da han uden tøven gav Israel skylden for de skæbnesvangre politiske fejltrin, som han og Trump selv begik i forhold til Iran. I stedet for at befri det iranske folk – og resten af ​​verden – fra regimets terroristiske greb, valgte de at forhandle. Nu er det endnu en gang jøderne, der får skylden. Varig stabilitet og fred i regionen kan kun opnås gennem en troværdig og utvetydig politik, der gør det krystalklart – både over for interne og eksterne aktører – at Israels eksistensberettigelse ikke er til forhandling. At sikre denne overlevelse er både en historisk forpligtelse og det jødiske folks ubestridelige ret.