Demokraterne fik et flot valg, så demokratiet er åbenbart ikke ødelagt af Trump, som vi ellers hele tiden får at vide. Det samme så vi med Orbán i det ungarske valg; den ungarske ”diktator” afmonterede demokratiet, hørte vi fra liberale, men oppositionen mobiliserede effektivt, og Orbán ønskede Magyar tillykke med det samme.
Nu er Magyar så i gang med endnu mere kritisable illiberale tiltag end Orbán, men det hører vi ikke meget om. Ligesom vi ikke hører meget om den EU-venlige Donald Tusks kupforsøg i Polen. Eller det arabiske mindretal, der nu bliver regeringsbærende i ”apartheid-staten” og ”folkemordsstaten” Israel… De liberales kritik af konservative er hverken neutral eller korrekt: Det er et magtmiddel, der skal befæste elitens dominans over brede dele af befolkningerne.
Tilbage til midtvejsvalget. Her er tre vigtige pointer, som konservative bør lære af. Uanset om vi synes, det er rimeligt eller ej. Vælgerne har talt, og selvkritik er et af de væsentligste vestlige kulturtræk: Den, der lærer af virkeligheden, står bedst rustet til fremtiden.
1. Et nederlag for Trump er ikke et nederlag for konservatismen
Den konservative politik er på ingen måde færdig, fordi Trump tabte. Vælgerne var primært imod personen Trump, og den vigtigste konservative sag, grænsekontrol og indvandring, var stadig en stor konservativ vindersag.
Demokraterne får tilsvarende svært ved at vinde valg på klassiske progressive sager som identitetspolitik, køn, race, seksualitet, multikulturalisme, defund the police og andre tåbeligheder, som vælgerne forkastede med et meget klart mandat ved præsidentvalget. Husk på, at Kamal Harris blev betragtet som mere, ikke mindre, ekstrem end Trump. Det, vælgerne var utilfredse med ved midtvejsvalget, var leveomkostninger, korruption og Irankrigen.
På den baggrund kan man tale om Trumps forspildte historiske muligheder. Trump samlede nye vælgerkoalitioner – særligt blandt latinoer – men mistede forbindelsen til det mandat, der bragte ham til magten. Man skal ikke blot kunne skabe en ny politisk koalition, man skal også kunne fastholde den gennem sin regeringsførelse. ”America First” kom for alt for mange vælgere til at ligne ”Trump First”.
2. Økonomi, økonomi, økonomi
Trump stærke mandat lød: Lavere leveomkostninger og ingen nye krige. I stedet fik de det modsatte. Her er læren: Man må aldrig nogensinde se bort fra vælgernes optagethed af økonomi. Personligt rager økonomisk politik mig en papand. Indvandring og den ændrede demografi er for mig det vigtigste, det, der har eksistentiel betydning, fordi det handler om min kulturs overlevelse, om Danmarks og Vestens levedygtighed.
Men jeg kan jo konstatere, at sådan forholder det sig ikke for mange vælgere. Konservative har med andre ord en tendens til at forveksle deres egne prioriteter med vælgernes. Indvandring og kulturkamp fylder enormt meget i konservative miljøer, mens mange almindelige vælgere først og fremmest bekymrer sig om deres økonomi.
Den rigtige rækkefølge i de retoriske udmeldinger er derfor: Tal om leveomkostninger først, indvandring derefter. Men selvfølgelig hviler det på en krystalklar betingelse: Gør det 100 procent klart, at kun højrefløjen kan sikre en stram indvandringspolitik. Hvis vælgerne allerede ved det, og det gør de fleste, må vægtningen ændres: Forklar først, hvordan hverdagen bliver billigere.
Alle kender Trumps, Reforms, Le Pens, AfDs og Dansk Folkepartis grænsepolitik. Langt færre kan forklare vælgerne de økonomiske gevinster ved at stemme på dem. Konservative skal tilbyde få, konkrete og let forståelige løfter om at forbedre hverdagen for almindelige mennesker. Det lyder banalt, og er banalt, men uhyre vigtigt. DF var dog gode til det ved det sidste folketingsvalg.
Bredt formuleret: Konservative skal have en strategi for dem, der ikke allerede stemmer på dem. Den kan ikke basere et fremtidigt flertal på sin nuværende kerne alene.
Midtvejsvalget minder os også om betydningen af ikke blot at kunne appellere bredt økonomisk, men at kunne få opbakning fra kvinder, universitetsuddannede og kulturelt konservative minoriteter.
3. Før krige til ende
Irankrigen kostede opbakning, dels fordi det voldsomme dilemma, den udgår fra, ikke blev forklaret godt nok. Krigen har drakoniske økonomiske konsekvenser, men alternativet vil sandsynligvis medføre, at Iran får atomvåben. Og det afpresningsmiddel bliver langt mere effektivt end lukningen af Hormuzstrædet. Det vil desuden indebære en eksistentiel risiko for Israel og nok også for Europa. Iran har udviklet ballistiske missiler, der kan ramme europæiske storbyer med atombomber. Det dilemma skal hamres ind i de vestlige befolkninger.
Men Irankrigen var også upopulær, fordi den trak ud. Trump vekslede mellem bombardementer og forhandlinger, men burde have bragt krigen til en hurtigere og mere afgørende afslutning. Krige som dem i Afghanistan og Irak var store fejltagelser, men det samme kan ikke konkluderes om Irankrigen.
Endelig afhænger Republikanernes fremtid af resultater, der endnu ikke foreligger. Et økonomisk opsving og en afslutning på Irankrigen kan forbedre deres situation inden 2028. Omvendt kan en fortsat krig og intern rivalisering gøre nederlaget mere varigt.
Af Kasper Støvring
