Dem, der læser, hvad jeg skriver, vil vide, at jeg er Trump-tilhænger, men det indebærer en særlig forpligtelse til at kritisere hans handlinger, når han fejler, og der er for mig at se ingen tvivl om, at han har fejlet alvorligt med sin Iran-politik. Formålet var og er beundringsværdigt, nemlig at forhindre verdens værste terrorsponsor i at anskaffe sig kernevåben. Mange amerikanske præsidenter har bedyret, at de ville gøre det, men før Trump har ingen rørt en finger, og det blev ved snakken.
Den seneste runde af amerikansk-israelske bombeangreb på iranske militære installationer blev indledt den 28. februar i år, men blev pludselig indstillet få uger efter i april, selvom ikke alle militære mål var elimineret. Præsident Trumps begrundelse var, at den iranske revolutionsgarde var ivrig for at nå en diplomatisk løsning på konflikten. Det troede han åbenbart på.
Derefter fulgte måneder med såkaldte ”forhandlinger”, hvormed Trump har underholdt verdensoffentligheden lige siden. Afsætningen på denne fiktion er forståeligt nok skrumpet, efterhånden som månederne er gået. Det eneste, Trump har opnået med sin forhandlingspropaganda, er at fremstå som et godtroende fjols og en statsleder, der ikke har nogen anelse om, hvad islam og islamisk krigsførelse går ud på. Flere advarede ham om, at man ikke skal række Allah en lillefinger, men Trump var overbevist om, at han var klogere.
Og her står vi nu. Flere, bl.a. vicepræsident JB Vance, siger, at de republikanske tab ved midtvejsvalget skyldes den iranske krig, som USA åbenbart ikke evner at få en ende på. Trump udslynger martialske erklæringer om alt det onde, han vil gøre ved de iranske galninge, men efterhånden er der færre, som tror på det, og stadigt flere amerikanere er begyndt at betragte Iran-krigen som en ”for ever war” – et hængedynd, som den ubeslutsomme præsident ikke aner, hvordan han får sig rodet ud af.
Man skal aldrig engagere sig i en krig, men mindre man har tænkt sig et vinde den. Det burde USA have lært siden 1945.
Trump har bebudet, at han måske vil slå til efter midtvejsvalget og én gang for alle eliminere shia-styrets militære kapacitet og evne til at true verden. Men inden da får han sikkert en henvendelse fra Revolutionsgarden om, at nu, nu, nu er de rede til at forhandle en løsning på plads, og da Trump er en hjertensgod og fredselskende mand, hopper han sandsynligvis på og vil trætte verdensopinionen med nye proklamationer om alt det gode, som de iranske banditter er villige til at gå med til.
Forhåbentlig tager jeg fejl, men jeg er ved at miste troen på, at Trump aner, hvordan han kan komme det iransk regime til livs. For de muhamedanske bødler i Teheran er det meget nemmere: Hver dag, de kan holde deres blodtørstige regime på benene – uanset hvordan det går med Iran – er for dem en sejr.
