Der er mere end ti procent risiko for, at AI dræber menneskeheden inden for ti år, ifølge ledende sikkerhedseksperter inden for AI. Men AI bliver næppe reguleret.
Dels er gevinsterne for store. AI kan kurere sygdomme som kræft og øge produktiviteten voldsomt.
Dels viser spilteori og sikkerhedsdilemmaet, at virksomheder og stater ikke vil regulere AI af frygt for, at rivalen ikke også gør det. Og regulerer man ensidigt, står man i en langt værre position, hvor modparten vil dominere én med katastrofale følger. Virksomheder og stater risikerer at blive udslettet.
At der ikke synes nogen vej ud af teknikkens herredømme, er det, den tyske filosof Martin Heidegger mente, da han til bladet Der Spiegel for nøjagtig 60 år siden sagde, at ”kun en gud kan redde os.”
Men hvad mente mestertænkeren med dette gådefulde udsagn? Og hvilken betydning har det for AI?
Alt fungerer, og det er netop uhyggeligt
Der Spiegel interviewede Heidegger i 1966, ti år før interviewet blev udgivet. Heidegger havde nemlig bestemt, at det først måtte bringes efter hans død, hvilket det så blev, nøjagtig fem dage efter.
Som i hans værker står det i interviewet klart, at Heidegger mener, at teknikken præger vores tid mere end noget andet, og at det er et eksistentielt problem.
Der Spiegels journalister indvender naivt: Hvad mangler vi egentlig? Der bygges kraftværker, produktionen stiger, velstanden og velfærden buldrer af sted. Folk har det jo rigtig godt.
Heidegger svarer, at det er netop det uhyggelige. Alt fungerer, og funktionen driver alt mod mere funktion; funktionens triumf er fuldendt. Heidegger fortæller om, da han første gang så billederne af jorden taget fra månen, og at de chokerede ham.
Vi behøver ingen atombomber, siger han. Menneskets rodløshed er allerede indtruffet. Alle forhold er blevet tekniske. Mennesket lever ikke længere på en jord.
I Provence bygges affyringsramper til atomvåben, beretter Heidegger – i dag kan vi supplere med satellitsværme, vindmøller, solceller, minedrift og datacentre – og landskabet lægges øde. Rodløsheden er menneskehedens endestation, medmindre tænkning og digtning igen får deres befriende potens tilbage.
Teknikken er ikke et redskab
Der Spiegel bruger trolddomslærlingen som billedet på, at mennesket aldrig er helt herre over sine redskaber og spørger derefter, om det ikke er lidt for pessimistisk at sige, at vi slet ikke kan beherske den moderne teknik.
Heidegger afviser spørgsmålet. Pessimisme og optimisme rækker ikke langt nok, for den moderne teknik er slet ikke et redskab. Mennesket bliver derimod udfordret af en magt, der viser sig i teknikkens væsen, og det er en magt, mennesket ikke selv kontrollerer. Man kommer her til at tænke på Paul Kingsnorths ide om maskinen, der føder AI-dæmonen.
Teknikken er en bevægelse, der omfatter hele kloden, og her peger Heidegger på kommunismen og amerikanismen som manifestationer. For egen regning vil jeg sige, at netop de to ideologier – kommunisme og liberalisme – deler mange grundantagelser, særligt fremskridtstroen og betoningen af humanismens dogme om menneskets forarbejdning af virkeligheden.
De foreslåede løsninger som demokrati og forfatningssikrede rettigheder kalder Heidegger for halve løsninger. De bygger netop på forestillingen om, at mennesket holder teknikken i sine hænder. Og det er ikke muligt, mener han.
I den aktuelle AI-debat tror teknooptimisterne tilsvarende, at vi kan styre maskinen ved at lade den løbe, og reguleringsoptimisterne tror, vi kan styre den ved at bremse den. Begge lejre deler den samme vildfarelse: At mennesket er herre.
Kun en gud kan redde os
Hvis ikke kommunisme og liberalisme, hvad så? Her bliver Heideggers radikale konservatisme tydelig, eller så tydelig, som den nu engang kan blive for en så svært tilgængelig tænker.
”Kun en gud kan redde os”, siger han kryptisk. Vi kan ikke tænke guden frem, men højst vække en beredthed gennem tænkning og digtning (den tyske romantiker Hölderlin er Heideggers gennemgående eksempel).
Ånden må skabe en beredthed for gudens komme eller for gudens fravær i undergangen. Selv erfaringen af fraværet er ikke ingenting, siger Heidegger, for den befrier mennesket fra at fortabe sig i tingene.
Den gud, Heidegger tænker på, kan være den kristne Gud – Heidegger voksede op som katolik – men det er uvist, måske er det ikke engang en personlig gud, men snarere det hellige, som hos Hölderlin og de førsokratiske grækeres guder.
Under alle omstændigheder er filosofien med Nietzsche nået til vejs ende, siger Heidegger. Hvad træder i stedet? Spørger Spiegel, og Heidegger svarer med ét ord: kybernetikken. Verden vil fremover blive forstået som et system, der skal måles, styres og optimeres.
Det er profetiske ord udtalt i 1966. Læst i 2026 lyder det som den kunstige verden, vi er på vej ind i, hvor maskinerne styrer maskinerne.
Rødder frem for redning
Heidegger afviser dog, at teknikken er en uløselig og uundgåelig skæbne.
Tænkningens opgave er at hjælpe mennesket til et frit forhold til teknikkens væsen, og her kalder Heidegger gamle forestillinger om et hjem frem. Alt stort er opstået, fordi mennesket havde et hjem og var rodfæstet i en tradition.
Omvendingen kan kun forberedes dér, hvor den tekniske verden opstod, altså gennem den europæiske tradition og en ny tilegnelse af den. Tænkning er netop ikke passivitet, siger han, den er et engagement i dialog med tiden.
Nærmere kommer vi ikke en bestemmelse, for det ville gøre tænkningen til teknik. Det er nok også derfor, Heidegger sætter digtningen så højt, for poesi er netop en helt anden udtryksform befriet for oplysningens og rationalitetens beherskende logikker.
Og kunstig intelligens? Vi kan næppe standse kapløbet, men vi kan holde fast i det, maskinen ikke kan levere.
Af Kasper Støvring
