Frederiksborg Museums nye udstilling ”Moderne middelalder” om kunstnerparret Agnes og Harald Slott-Møller er åndelig oprustning til tiden. I de smukke malerier bliver traditionen levende som ikke blot skønhed, men som gåde og menneskeligt drama. Deres malerier åbner fortiden for os og lader os mærke, at vi hører til i en historie, som er større end vores egen. Her får kærligheden til fædrelandet kunstnerisk form, uden at sorgen, lidenskaben og de indre konflikter fortrænges.
Derfor fortjener deres billeder et åbent blik og den opmærksomhed, som stor kunst kræver.
Men sådan er det sjældent gået. Agnes og Harald Slott-Møller blev udgrænset, fordi deres ideal om en skønhedssøgende, symbolsk kunst kom på kollisionskurs med kulturradikalismen, og fordi de selv tog kampen så uforsonligt op. Deres insisteren på fædrelandet, historien og myterne som levende inspirationskilder bidrog samtidig til, at de siden blev affærdiget som tilbageskuende særlinge snarere end anerkendt som selvstændige kunstnere.
Det er et stort skridt, at deres malerier nu kan fremvises i en pragtudstilling. Men hadet og foragten til dem lever stadig i bedste velgående.
Anklagen om kitsch
Senest er Politikens anmelder Mathias Kryger draget på Frederiksborg Museum for at få bekræftet sine fordomme om, at Slott-Møllers kunst er nationalistisk kitsch.
Men deres mesterlige kunstværker rummer netop den spænding, som kendetegner stort set al skøn kunst.
Kitsch serverer følelsen færdigtygget og lader beskueren nyde sin egen rørelse. Så hvis noget her er kitsch, er det anmeldelsen selv. ”Ydrk!” og ”Av mine øjne!” er Krygers reaktioner, og dem havde han med hjemmefra, før han så et eneste af de udstillede malerier.
Hvis Slott-Møller var kitsch, ville deres malerier være fyldt med bornert seksualmoral, med underkuede kvinder, der kender deres plads, og med rå, heroiske konger.
Men på udstillingen er der dristig nøgenhed, stærke kvinder som i Haralds tidlige portræt af Agnes, og kong Valdemar fremstilles som en mand, der kæmper med sine indre konflikter, og som sørger over tabet af sin søn i maleriet ”Unge kong Valdemars død på Refsnæs” (1930). Her holder kongen grædende sin døde søn i armene som en omvendt pietà, hvor faderen har taget moderens plads.
At der er plads til den dobbelthed, betyder naturligvis ikke, at værkerne er ”kritiske”, sådan som vi har lært det af kulturradikalismens venstreorienterede moralisme. Det er tværtimod samtidig en skildring af stærke konger.
Eller lad os tage det maleri, ”Pigen, der finder Guldhornet” (1906), som er det, anmelderen synes er allerværst. Også det maleri er spændingsfyldt i al sin skønhed.
Hvis det var nationalistisk kitsch, ville det vise en ung pige, blond, uskyldig og bondsk-naiv i et traditionelt nationalromantisk landskab. Kryger skriver selv kritisk om Slott-Møller, der maler ”nationens blonde grundlæggere”.
Men han burde have kigget på pigen i maleriet, for hun er mørkhåret, på én gang en fortrolig og dog fremmedartet skikkelse, i den forstand unheimlich, med intenst og farligt blik, placeret i et mytisk-ubestemmeligt landskab.
Ifølge Harald Slott-Møller er maleriet en allegori over Agnes, der som en åndelig pilevånd fandt poesiens grundvand i folkeviserne. Derfor ligner landskabet netop ikke et sønderjysk landbrug. Kryger kritiserer billedet for at være et stykke mislykket historiemaleri. Men det har aldrig forsøgt at være sådan et.
Pigens fletninger binder billedet sammen – hår, snører, hornets led og rammens snoninger – og de fletninger løber ned i skødet og videre ned i jorden: Hun vokser ud af landet, og landet ud af hende.
Kryger savner en advarende kommentar fra museet. Den slags kender vi fra SMK’s Nolde-udstilling, hvor plancherne fortalte publikum, hvad de skulle mene (nemlig at Emil Nolde var forfærdelig racist). Frederiksborg lader billederne tale selv, og det bebrejder Kryger museet.
Den dæmoniske Brandes
Mest besynderligt er det imidlertid, når Kryger fremdrager det eneste maleri, han kan lide, nemlig det, han kalder et realistisk maleri af Georg Brandes.
Kryger kan godt lide Brandesportrættet fra 1888, fordi det bekræfter hans egen progressive brandesianisme. ”Kære Georg Brandes, i anledning af Halloween vil jeg gerne vække dit døde legeme til live. Kom lige og tænd for lyset. Vi har brug for dig”, skriver han.
Men Brandesportrættet er på ingen måde positivt, selv om Harald Slott-Møller og Georg Brandes var venner på det tidspunkt. Maleriet ser nemlig ud til at vide noget om Brandes, som venskabet endnu ikke havde opdaget.
Det er heller ikke realistisk, men snarere symbolistisk. Det er malet med bemærkelsesværdigt mørke farver om den isolerede skikkelse med dæmonisk fremtoning, en trappe, der fører nedad, og en sort glorie om hovedet.
Lysbringer? I så fald snarere i luciferisk forstand.
Det var i øvrigt fra netop denne talerstol, at Brandes i 1888 introducerede Nietzsche, den filosof der kaldte sig Antikrist.
På den bagvendte måde har Kryger ret. Allehelgensaften er ifølge folketroen natten, hvor grænsen til de dødes rige bliver tynd, og hvor ånderne går igen. Man tændte lys for at holde onde ånder fra døren. Den, der kalder på de døde den nat, får ikke altid den gæst, han havde ventet og håbet på.
Og det er vel ikke ligefrem den pointe, Kryger vil have frem i sin anmeldelse.
At Politikens anmelder ikke kan lide udstillingen ”Moderne Middelalder” er ikke noget argument for ikke at se den. Snarere tværtimod.
Af Kasper Støvring
