Flere har spekuleret på, hvorfor præsident Emmanuel Macron stort set har været fraværende, mens hans land brænder, og optøjerne bliver stadigt vildere.
Det varede ikke længe, før elevernes protester mod de elendige forhold i skolerne blev kidnappet af velorganiserede grupper med ganske andre dagsordener – hovedsageligt kommunister og muslimer, som vifter med røde faner og palæstinenserflag. Adskillige videooptagelser viser, hvad der foregår, og man må uvægerligt spørge, hvad ”Palæstina” og proletariatets diktatur har med overfyldte klasselokaler og lærermangel at gøre.
Den franske premierminister, Sébastien Lecornu, har kraftigt advaret mod denne udskridning, men hans chef, præsidenten, er åbenbart ikke interesseret. Som det er blevet bemærket, er Macron ikke synderligt optaget af Frankrig, men des mere af en globalistisk dagsorden og af overnationale institutioner som EU. For globalisterne og deres kommunistiske og muslimske allierede er nationalstatens eksistens et irritationsmoment og en hæmsko for deres postnationale planer.
Jeg linker forneden til nogle betragtninger fra en kommentator, hvis navn jeg ikke fik fat på. Han ser de franske optøjer som begyndelsen til et statskup, der skal forhindre Marine Le Pens Rassemblement National i at vinde næste års præsidentvalg. Meningsmålingerne tyder på, at hun vil kunne slå enhver modstander, og det er det værste, globalisterne og deres allierede kan forestille sig. Derfor er det om at gøre at spærre hende vejen for enhver pris. Det kan f.eks. ske ved at udnytte fortsat social uro til at erklære krigsretstilstand og bruge den som begrundelse for at sløjfe valget.
Det lyder måske langt ude, men det er svært helt at afvise scenariet. Vi ser det også i Tyskland, hvor ledende socialdemokrater tager til orde for et forbud mod Alternative für Deutschland, som til CDU’s og SPD’s skræk gør sig stadigt stærkere gældende ved landdagsvalgene, og skulle det blive nødvendigt at afskaffe demokratiet for at holde en nationalsindet regering fra magten, er der åbenbart kræfter, som er villige til at gøre det.
Man må spørge, hvor længe det varer, før de franske uroligheder breder sig til andre EU-lande, der også står over for en samfundsopløsning. Det ene land efter det andet er ved at bukke sammen under vægten af masseindvandring af kulturfremmede kombineret med lav økonomisk vækst, der gør det stadigt sværere at betale for de rundhåndede velfærdsstater. Det er en næsten perfekt opskrift på anarki og sociale uroligheder, og det er måske årsagen til Macrons passivitet.
Når den bestående ordens – eller uordens – vogtere erkender, at de ikke kan sætte sig igennem på demokratisk vis, vælger de en udemokratisk. Man skal i hvert fald ikke tro, at de vil opgive magten, blot fordi de taber et valg.
