Det begyndte i Frankrig, som i disse dage høster frugterne af mange års masseindvandring fra tredjeverdenslande i Mellemøsten og Afrika. Som regel har der været tale om migranter, som er aldeles fremmede for vestlig kultur, men medbringer deres egen. Den kultur, der har medført, at deres hjemlande ikke kan udvikle sig til egentlige demokratier med retsstater og ytringsfrihed.
Den seneste uges masseoptøjer i hundredvis af franske lokaliteter begyndte uskyldigt nok med protester over forholdene i landets skoler og krav om flere ressourcer til undervisningssektoren, men snart begyndte landets rød-grønne alliance at fiske i rørte vande. Pludselig så man maskerede gadekæmpere, der viftede med kommunistiske og palæstinensiske flag, og protesterne antog snart karakter af en egentlig opstand, som ordensmagten tydeligvis ikke er stærk nok til at bekæmpe. Resultatet er blevet over 6000 arrestationer, hundredvis af sårede politifolk, ildspåsættelser og destruktion af bygninger.
På Talk TV forklarer Ralph Schoellhammer, professor i politisk teori ved Webster-universitetet i Wien, at optøjerne ikke er vokset organisk, men iværksættes og styres af islamiske kræfter og den revolutionære venstrefløj, bl.a. i skikkelse af præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchons venstreekstremistiske parti, La France insoumise (Det ubøjelige Frankrig). Der er naturligvis tale om en mesalliance mellem de grønne – muslimerne – og de røde – kommunisterne, som ikke kan have et fælles politisk program på længere sigt. I øjeblikket kan de stå sammen om at ødelægge Frankrig, men før eller siden vil de grønne vende sig mod deres venstreekstreme medkæmpere.
Flere har i den forbindelse mindet om, hvad der skete under den iranske revolution i 1979. Kommunisterne deltog med liv og sjæl i opstanden mod shahstyret og hilste med begejstring ayatollah Khomeinis hjemkomst fra Frankrig. Men efter, at de røde havde gjort deres undergravende arbejde, gik der ikke mange dage, før de islamiske ekstremister gjorde kål på dem. Mange endte i det nye regimes fængsler og torturkamre.
Som Schoellhammer påpeger, viser det franske oprør, at de rød-grønne til enhver tid kan mobilisere en hær af revolutionære, og man kan givetvis se frem til endnu værre uroligheder, hvis Marine Le Pen som forventet vinder næste års præsidentvalg. Hun bliver formentlig nødt til at erklære Frankrig i undtagelsestilstand og sætte hæren ind.
Det bliver stadigt tydeligere, hvad oprørernes plan går ud på, nemlig Vestens ødelæggelse, og vejen har skiftende franske regeringer selv banet ved at acceptere masseindvandringen. Det er tilsyneladende kommet bag på dem, at hvis man fylder landet med tredjeverdens-migranter, bliver man selv den tredje verden.
Normalt anses det ikke for god tone at blande sig i andre landes indre forhold, men det har præsident Trump gjort. Urolighederne har, skriver han, intet med skoler at gøre. De handler om islams ønske om at tage magten i et land, der engang var stort.
