Vi gennemlever et postliberalt tidehverv, og der skrives meget om dette nybrud i en social og kulturel forstand – overskridelsen af en tid domineret af individualisme, åbne grænser, afkristning og fremskridtstro – men sjældent om det i litteraturen.
Det liberale subjekts autonomi og tiltro til egen evne til at beherske og bemestre sig selv og sin omverden er stærkt overvurderet, ifølge den postliberale tanke. Hertil kommer mistilliden til eliterne og den teknologiske fremmedgørelse samt en kritik af oplevelsessamfundets overfladiske dyrkelse af nutiden.
Digteren T. S. Eliot skrev i første halvdel af det tyvende århundrede, hvad man i dag ville kalde en postliberal krisediagnose, længe før begrebet fandtes. I hans lyriske forfatterskab – det vigtigste i den modernistiske litteratur – findes en stemning af civilisatorisk udmattelse og en skepsis over for den individuelle stemme samt en digtning, der åbner sig for det mytiske, for traditionen og kristendommen.
Den poesi er værd at genbesøge. Forleden skrev jeg specifikt om The Waste Land fra 1922, så lad mig i dette essay brede perspektivet ud.
Den mytiske metode
Da Eliot i 1923 anmeldte Joyces Ulysses, formulerede han en tanke, der skulle blive selve nøglen til hans eget digteriske projekt. Ved at lade romanen parallelisere nutid og oldtid (Odysseen) demonstrerede Joyce en metode, der kunne bringe orden i en opløst og retningsløs moderne kultur.
Den mytiske metode er, skriver Eliot, ”a way of controlling, of ordering, of giving a shape and a significance” til den moderne epokes rådvildhed og forfald. Myten skulle med andre ord ikke primært tjene som pynt eller lærd henvisning, men som et redskab, der kunne give en fragmenteret samtid en form, den manglede.
Denne tanke er bærende for The Waste Land, hvor gralsmyten, den blinde seer Teresias og en lang række litterære og religiøse allusioner væves sammen med billeder fra det moderne storbyliv – kontorfolk, der strømmer over London Bridge som skygger i Dantes dødsrige, en skrivemaskinepiges mekaniske, kærlighedsløse elskov, en ensom fisker ved flodlejet.
Mennesket kan ikke begribe og finde vej i sin egen tid uden en ramme, der rækker ud over den.
Traditionens levende orden
Bag den mytiske metode ligger et bredere traditionsbegreb, som Eliot udfolder i essayet ”Tradition and the Individual Talent” fra 1920. Traditionen er her ikke en museal arv, den enkelte digter blot skal efterligne, men et overpersonligt normsystem, alle individuelle ytringer må indordne sig under. Samtidig er traditionen ikke statisk. Et virkelig nyt værk ændrer, ifølge Eliot, retroaktivt selve forholdet mellem de allerede eksisterende værker i den litterære kanon.
Modernitetens erfaring består af en hel række samtidige rystelser. Den teknologiske og økonomiske omvæltning, der forandrede selve livets grundvilkår, den politiske splittelse, der fulgte i Første Verdenskrigs kølvand, og storbyens fragmenterede, opløste subjektivitet, hvor den enkelte ikke længere kunne orientere sig i en sammenhængende verden.
Over for denne mangefacetterede erfaring af rådvildhed søgte Eliot – den formsprængende ærkemodernist, der mødte sin samtids kaos med en dybt konservativ løsning – at indskrive både rådvildheden og en ny bevidstheds- og kulturenhed gennem mytens og traditionens overgribende former for styring og organisering.
Eliot ønskede ikke blot at udtrykke opløsningen, men aktivt at overvinde den ved at underlægge den en ældre, mere omfattende orden.
Den digteriske upersonlighed
Eliots poetik er, som man ser, ganske radikal.
Digtningen skal ikke være et udtryk for digterens private følelser eller biografi, men et sted, hvor uensartede erfaringer smelter sammen til nye, upersonlige helheder. Den enkelte digters erfaring har nemlig kun en delvis og tilfældig forbindelse til betydningens og værdiernes egentlige univers. Heri ligger en direkte afvisning af den romantiske forestilling om digtningen som udtryk for forfattergeniet, en forestilling, der ligger dybt begravet i, hvad vi i dag forstår ved et frit, kreativt og autonomt individ.
Litteraturteoretikeren Terry Eagleton har på marxistisk grund lovprist Eliots fornyelse af de litterære midler og samtidig advaret imod denne digtnings anti-liberale målsætning.
Eliots skandaløse avantgardeteknikker – de brud på syntaks, sammenhæng og fortælleform, der chokerede samtidens læsere – blev, mener Eagleton, brugt til de mest reaktionære og traditionsbundne formål.
Digtningens formelle vold, dens sønderrivning af den vanemæssige, rutineprægede bevidsthed, tjente ikke, som man kunne tro, til at frigøre læseren fra fortiden, men til det stik modsatte: At genoplive en følelse af fælles identitet i læseren, en identitet, Eagleton beskriver som forankret helt ned i ”blood and guts”, i selve kroppen og det instinktive, i blodets bånd snarere end i den rationelle, argumenterende bevidsthed.
Det er denne kombination af formel radikalitet og indholdsmæssig restaurering, der gør Eliots projekt så foruroligende og interessant på én gang. Han bruger modernitetens egne, mest fremskredne kunstneriske midler til at vende sig mod modernitetens eget menneskebillede.
Den italienske litteraturhistoriker Franco Moretti har i stil med Eagleton beskrevet, hvad der sker, når dette princip om upersonlighed omsættes til digterisk praksis. The Waste Land opgiver ganske enkelt den traditionelle, individualiserede lyriske stemme – selve førstepersonspronomenet forsvinder som gennemgående, samlende instans – til fordel for en mangfoldighed af upersonlige stemmer, citater og mytiske skikkelser.
Heri finder man også et udtryk for Eliots idé om det objektive korrelat. I The Waste Land er det tørken, det golde land, de brudte, støvede rødder, der bærer digtets fortvivlelse, ikke en fortæller, der siger ”jeg er fortvivlet”.
Moretti kalder denne poetik en ofring af individualiteten: En detronisering af det personlige jeg, der ikke længere får lov at stå som digtets centrum og målestok, netop fordi den individuelle erfaring kun har en delvis og tilfældig forbindelse til betydningens egentlige univers. Der er i stordigtet, med Morettis formulering, tale om en mystisk præget opslugning i en dybere betydningsladet, men også lukket helhed.
Naturligvis til stor forargelse for marxistiske og liberale kritikere, der her ser et anslag mod grænseløs emancipation.
Selvopgivelsen og Guds nåde
Alt dette kulminerer i det, der er Eliots dybeste anliggende: Forestillingen om, at individets selvopgivelse er selve betingelsen for forløsning og forvandling. Digterens askese – hans afkald på det private udtryk til fordel for tradition, myte og upersonlig form – er en verdslig parallel til det troende menneskes underkastelse under noget større end sig selv.
Denne bevægelse bliver eksplicit religiøs efter Eliots konversion til den katolske kirkes kristendom i 1927. I det banebrydende digt Ash Wednesday, skrevet kort efter, formulerer han denne bøn om at give slip på sig selv – ”Lord, I am not worthy” – og modtage nåden udefra:
Teach us to care and not to care
Teach us to sit still
Even among these rocks,
Our peace in His will
Det er en forbløffende sætning at skrive i en tidsalder, der ellers dyrker selvrealisering som de højeste dyder. Digtet ender i de stærke linjer med bønnen om, at Gud vil høre den søgende og lidende: ”And let my cry come unto Thee.”
Samme bevægelse fuldendes i Four Quartets fra 1943, hvor Eliot ophæver selve tidens lineære, fremadskridende karakter til fordel for et evigt nu, Inkarnationens betydningsmættede midtpunkt, hvor fortid, nutid og fremtid falder sammen – ”at the still point of the turning world”.
And all shall be well and
All manner of thing shall be well
When the tongues of flames are in-folded
Into the crowned knot of fire
And the fire and the rose are one.
At læse Eliot i dag er at stille sig midt i selve den spænding, hele vores tids postliberale vending kredser om. Mellem den næsten monomane selvoptagethed og løftet om en dybere, mere forpligtende meningsfylde.
Af Kasper Støvring
