Keir Starmer var synligt berørt, da han meddelte sin afgang som britisk premierminister. Da han til sidst nævnte sin kone og sine børn knækkede stemmen over. Det var et afslørende øjeblik. Ikke fordi det er upassende at blive rørt ved tanken om sin familie, men fordi det var det eneste punkt, der for alvor rørte ham. Ikke da han talte om landet og embedet. Starmer holdt masken – indtil masken ikke længere var nødvendig.

Starmer efterlader et Storbritannien i dyb krise. Nu venter Andy Burnham. I partiet er stemningen nærmest euforisk. Endelig en folkelig mand, der kan tale med arbejderklassen. Endelig en, der ikke ligner en robot i jakkesæt.

Men det vil ikke ændre noget som helst. For fejldiagnosen er den samme som altid, og Burnham er af samme politiske støbning. Oxbridge-uddannet, opvokset i Blair-æraens Labour, teknokratisk og globalistisk i sin grundholdning. Han er progressiv på alle de kulturelle fronter, hvor Labour i årevis har fjernet sig fra den vælgerbase, partiet engang repræsenterede.

Tillidskrisen mellem folk og elite bliver ikke løst, og dermed heller ikke det bundløse morads af indvandring, kriminalitet og islamisering, woke og anden bullshit, der ødelægger landet.

Oprøret er ikke irrationelt

For at forstå, hvad der virkelig foregår i Storbritannien, er det nødvendigt at se på de millioner af vælgere, der har vendt sig væk fra de traditionelle partier, særligt Labour. Ifølge en undersøgelse fra National Centre for Social Research er de, der støtter Reform, ikke som den politiske klasse ynder at forestille sig, en frustreret og irrationel pøbel, der protesterer fra samfundets bund.

Tværtimod. Det er arbejdere, håndværkere og selvstændige. Mennesker med rødder i lokalsamfundet, præget af ansvarlighed og forpligtelser over for andre end dem selv.

Den politiske klasse har en enkel forklaring på oprøret: Folk er dumme. Det er en forklaring, der har den fordel, at den ikke kræver selvransagelse.

Det er heller ikke primært økonomisk utilfredshed, der driver disse vælgere. Det er kulturelle og værdipolitiske holdninger. Også derfor er Brexit overhovedet ikke nogen god forklaring på tillidskrisen.

Folk ønsker kontrol med grænserne og mindre indvandring. De mener, at venstrefløjens identitetspolitik er løbet løbsk, og de oplever, at deres nationale identitet og deres fælles kultur er under pres fra demografiske forandringer, en aggressiv woke-ideologi og fra en politisk klasse, der ikke repræsenterer dem.

Det er med andre ord et velargumenteret, kulturelt oprør mod et politisk establishment, der i årtier har styret i én retning, mens befolkningens flertal har ønsket en anden.

Det store hykleri

Henry Nowak-sagen illustrerer dette bedre end nogen statistik. En ung brite døde under politiets varetægt, mens han gentog ordene “I can’t breathe”, præcis de samme ord, George Floyd ytrede i Minneapolis i 2020. Men reaktionen fra den politiske klasse var den diametralt modsatte.

Da Floyd døde, opfordrede britiske politikere på tværs af partierne til vrede, til demonstrationer og til systemomfattende forandringer. Keir Starmer erklærede, at Floyds død burde være “katalysator for forandring” i Storbritannien. Sadiq Khan sagde, at den “med rette” havde antændt raseri verden over. Parlamentsmedlemmer knælede, og institutioner bøjede sig.

Da Nowak døde, var budskabet et andet. Nigel Farage rejste spørgsmålet om anti-hvid racisme i politi og myndigheder og blev udskammet af Starmer.

Det bemærkelsesværdige er, at den dag Starmer stod i parlamentet og afviste, at folk med anden hudfarve behandles bedre end indfødte briter, erkendte landets øverste politichefer i The Times, at de var ved at gennemse retningslinjer om, hvorvidt betjente bør behandle etniske minoriteter anderledes end andre borgere.

Kløften vokser

Den grundlæggende kløft mellem folk og elite lukkes ikke ved at udskifte én teknokrat med en anden.

Starmers tårer var ægte nok, for de handlede om ham selv. De burde have handlet om det land, han fik mulighed for at forandre, men som han i stedet svigtede.

Starmer var indtil sin fratræden den værste af de ledere, der for tiden er ved magten i Vesten. Godt, at han er væk. Men det vil ikke løse Storbritanniens massive problemer.

Af Kasper Støvring