Tavle

Præsident Trump lader nu forstå, at han har opgivet at komme til en forståelse med Putin om en ende på krigen i Ukraine. I stedet erklærer han, at han nu satser på en ukrainsk sejr.
På Truth Social den 23. september skriver han:
”Jeg tror, at Ukraine, med støtte af EU, står i en position [hvor landet kan] kæmpe og VINDE hele Ukraine i sin oprindelige form”. Trump tilføjer: ”Og hvem ved, gå endnu længere end det.” Hvad han mener med den sidste tilføjelse er ikke til at sige.
Meddelelsen må tolkes som et radikalt brud med Trumps hidtidige Ukraine-politik, som har været et forsøg på at sikre en forhandlingsfred.
Den opsigtsvækkende udmelding kommer samtidig med Trumps med spænding ventede tale i FN, der bl.a. formede sig som en særdeles udiplomatisk udskældning af lande, der bliver ved med at købe russisk olie og dermed finansierer Putins krigsførelse. Han nævnte direkte Kina og Indien som de største syndere. Men han pegede også på, at Europa stadig aftager russisk energi og således bærer et medansvar for at holde den russiske krigsmaskine i gang.
Herefter må enhver tale om, at Trump er i lommen på Putin, forstumme.
Putin har kastet handsken ved at gøre det klart, at han ikke er parat til fred. Og Trump har givet igen med samme mønt.
Det skal blive interessant at se, hvad europæerne vil gøre. Ganske særligt hvordan de nationalistiske partier i lande som Frankrig og Tyskland vil reagere på Trumps bombe. De har hidtil forholdt sig meget kritisk til den vestlige hjælp til Ukraine, samtidig med at de i alt væsentligt har talt positivt om Trumps administration. De to positioner lader sig ikke længere forene.
Kremls stærke mand må alvorligt overveje, om han vover fortsat at udfordre verdens stærkeste magt – som stadig er USA.