Den lovlige indvandring til USA fra lande med muslimsk flertal er faldet drastisk, siden Donald Trump overtog Det Hvide Hus.
I december 2024 – Joe Bidens sidste fulde måned som præsident – modtog 21.096 personer fra 45 lande med muslimsk flertal, enten immigrant visum til USA eller blev optaget via det amerikanske flygtninge program.
I februar 2026 var dette tal faldet til 808.
Det svarer til et fald på 96 procent.
Tallene kommer fra den libertarianske amerikanske tænketank Cato Institute, som har analyseret statistikker fra det amerikanske udenrigsministerium.
Ifølge Cato kan faldet ikke forklares med normale sæsonudsving. Faldet var næsten lige så markant, når man sammenligner med februar 2024.
Antallet af udstedte immigrant visa til personer fra disse 45 lande, faldt med 95 procent.
Samtidig gik optagelsen af flygtninge fra disse lande helt i stå. I december 2024 modtog USA 5.157 flygtninge fra lande med muslimsk flertal; i februar 2026 var tallet nul.
Afghanistan står for en betydelig del af faldet. I december 2024 modtog 5.563 afghanere immigrant visum eller blev optaget i USA som flygtninge. I februar 2026 var dette tal faldet til ni.
Det svarer til et fald på 99,8 procent. For pakistanere faldt antallet med 2.963 – et fald på 97,9 procent. Ifølge Cato var det kun Qatar, Indonesien og De Forenede Arabiske Emirater, der oplevede en stigning mellem december 2024 og februar 2026.
Siden sin tiltræden har Trump-administrationen indført en række tiltag, der begrænser indvandringen til USA.
Trump suspenderede det amerikanske flygtninge program kort efter sin tiltræden i januar 2025. Efterfølgende indførte administrationen omfattende indrejseforbud og visum begrænsninger rettet mod en række lande.
I juni 2025 indførte Trump totale indrejseforbud for statsborgere fra tolv lande, herunder Afghanistan, Iran, Libyen, Somalia, Sudan og Yemen. Syv andre lande blev omfattet af delvise restriktioner.
I december samme år blev restriktionerne yderligere udvidet. Burkina Faso, Mali, Niger, Sydsudan og Syrien var blandt de lande, der blev underlagt fulde restriktioner. Det Hvide Hus begrundede tiltagene med blandt andet utilstrækkelig identitets verifikation, mangelfulde offentlige registre, manglende informations deling og vanskeligheder ved at håndtere sikkerhedsrisici forbundet med visse lande.
Ifølge Cato var 34 af de 45 lande med muslimsk flertal, der indgik i analysen, underlagt enten specifikke indrejseforbud eller visum begrænsninger.
Samtidig har faldet været langt mere markant for disse lande end for resten af verden.
Mens antallet af immigrant visum og modtagne flygtninge fra lande med muslimsk flertal faldt med 96 procent mellem december 2024 og februar 2026, var faldet fra andre lande på 36 procent.
Personer fra lande med muslimsk flertal udgjorde 33 procent af den lovlige indvandring, som Cato registrerede i december 2024, men de tegnede sig for 57 procent af det samlede fald frem til februar 2026.
Cato Institute er selv kritisk over for Trumps indvandringspolitik og mener, at flere af tiltagene går for vidt. Tænketanken påpeger også, at en række af administrationens tiltag er blevet udfordret ved amerikanske domstole.
Samtidig skal statistikken ses med et vigtigt forbehold: Den registrerer nationalitet, ikke religion.
Det er derfor umuligt med sikkerhed at sige, at alle de 21.096 personer, der blev lukket ind i december 2024, var muslimer. Tallene omfatter personer fra lande, hvor muslimer udgør størstedelen af befolkningen.
Forskellen mellem Biden- og Trump-perioderne er imidlertid markant: et fald fra 21.096 immigrantvisum og modtagne flygtninge fra lande med muslimsk flertal i december 2024 til 808 i februar 2026.
