De nyligt afværgede angreb – både på landjorden og i luften – afslører en chokerende virkelighed: Fjenden er iblandt os, og sikkerhedstjenesterne er blevet infiltreret og kompromitteret.
Dette er ikke gode nyheder for dem, der går i seng og falder i søvn i den tro, at alt er i den skønneste orden.
Photo of the Flydubai aircraft that made an emergency landing in Tabuk, Saudi Arabia, after the cockpit incident involving the pilots. pic.twitter.com/iH9zHc65zd
— Ihtisham Ul Haq (@iihtishamm) September 30, 2026
Her til morgen forsøgte en pilot fra Oman at få et fly fra flydubai til at styrte ned; flyet havde 149 passagerer om bord og var på vej til Tel Aviv.
Det var udelukkende takket være hurtig reaktion fra andenpiloten og israelske passagerer, at endnu en tragedie i stil med 11. september blev afværget. På blot to minutter styrtede flyet fra en højde på 34.000 fod ned til 16.000 fod.
I en video, der blev optaget kort efter tumulten om bord, fortæller en israelsk passager med blod i ansigtet til kameraet:
“Vi er midt i en flykapring. Vi har uskadeliggjort terroristerne og gør klar til landing. Til alle, der kan høre mig: Vi har brug for hjælp.”
Hvis vi ser bort fra den depressive Germanwings-pilot, der styrtede et fly i Alperne med 139 personer om bord, kan jeg ikke komme i tanke om tidligere tilfælde af terrorisme, der involverede professionelle piloter.
Der var ikke tale om en klassisk flykapring: Piloten havde til hensigt at bruge flyet som våben.
Som jeg skrev for to uger siden: “Det næste 11. september vil ske, hvor vi mindst venter det.”
Det store spørgsmål er nu: Hvem kan vi stole på?
Og sådan går dagene.
“Hamas planlagde koordinerede terrorangreb i Berlin og Wien for, at markere årsdagen for massakren den 7. oktober i Israel,” ifølge et anklageskrift på 214 sider fra den tyske forbunds anklagemyndighed. Angrebene skulle rettes mod israelske og jødiske mål i de to europæiske hovedstæder.
Syv mænd er blevet tiltalt. “En af de tiltalte arbejdede for den tyske efterretningstjeneste.”
Samtidig havde London givet asyl og statsborgerskab til livvagten for den afdøde politiske Hamas-leder Ismail Haniyeh. Dette blev afsløret af The Times. Terroristen planlagde et angreb, der skulle falde sammen med årsdagen for massakren den 7. oktober. Haniyehs tidligere livvagt havde hjulpet med at smugle våben ind til angrebene.
Hvem gik god for ham over for det britiske udenrigsministerium? spørger The Spectator.
Edmund Fitton-Brown, en tidligere britisk ambassadør, afslørede i sommer, at det britiske diplomati er stærkt infiltreret af islamister.
Samtidig afholder britisk politi seminarer for deres egne betjente om “faren ved Nigel Farages islamofobi.”
Hvem leder disse seminarer? En tidligere muslimsk politibetjent.
Imens blev de fire gerningsmænd, der blev anholdt med varevogne fyldt med sprængstoffer uden for militærbasen i Fairford, straks løsladt mod kaution.
Samtidig har Berlin “svært ved at rekruttere politibetjente, fordi ansøgerne ikke taler tysk”, hvilket Tysklands politichef, Barbara Slowik, har oplyst. “40 procent af ansøgerne dumpede sprogtesten.”
Slowik udtaler, at denne tendens – der drives af antallet af ansøgninger fra immigranter – har skabt et dilemma for politiet: De kan ikke sænke kravene, men har samtidig et akut behov for politibetjente. Den tyske hovedstad har den højeste andel af politibetjente med immigrant baggrund: 37 procent. Ifølge den anerkendte hollandske sociolog og demograf Jan Latten står vi “ved begyndelsen til omfattende social uro.”
I et interview med Bild afslørede Güner Balci – integrations konsulent i Berlins bydel Neukölln – at “den islamistiske infiltration i Tyskland er så omfattende, at der findes politi projekter, hvor islamister deltager.”
Læste du det grundigt?
I Tyskland lever Osama bin Ladens tidligere livvagt for skatteydernes regning.
Foreningen for muslimske politifolk i Storbritannien (ja, en sådan findes faktisk) er netop havnet i en skandale, efter at den har taget Hamas i forsvar.
Baronesse Falkner, tidligere leder af Equality and Human Rights Commission, har udtalt: “Hvis borgerne ikke længere føler, at de kan stole på, at politiet altid handler ud fra det grundlæggende princip om, at udføre sit arbejde uden frygt eller favorisering, vil det bringe selve retsstaten i fare.”
Retssystemet i den tyske hovedstad har også undergået en radikal forandring med indførelsen af en regel, der kræver, at sammensætningen af dommerstanden og anklagemyndigheden skal afspejle byens etniske sammensætning, frem for, at være baseret på kvalifikationer – ifølge Bild.
Når man ser ovenstående nyheder i sammenhæng, mener jeg ikke, at man kan sove roligt om natten.
Men lad os gå videre.
I Antwerpen, Belgiens næststørste by, har 25 procent af politibetjentene baggrund i lande uden for Europa. Det samme Belgien er i færd med at løslade en af terroristerne, der var involveret i angrebene den 13. november 2015.
Den 20-årige arabiske mand, der blev anholdt efter at have slået en rabbiner i Milano, er allerede blevet løsladt efter mindre end 24 timer.
Der er ikke tale om den berømte “jødiske snigskytte fra den 25. april”.
Retssystemet er ideologisk kompromitteret. Befinder vi os i Gaza eller i Italien?
I 2010 anslog en undersøgelse i Frankrig, at 20 procent af politibetjentene havde indvandrerbaggrund.
Noget siger mig, at dette tal er blevet fordoblet – eller næsten fordoblet – på tyve år. Franskmændene vil være i mindretal i deres eget land inden for 30 år.
The Times rapporterer om islamister, der har infiltreret det franske politi.
Der er ikke tale om “tendenser”; det er en del af en konkret plan.
Politiet i Holland har i “mangfoldighedens” navn annonceret, at 35 procent af betjentene skal have en indvandrerbaggrund inden for fem år.
Politiet i London skal nå op på 40 procent. Fra 2020 og frem til i dag har “mangfoldigheds programmer” i politiet, kostet England 631 millioner pund, afslører The Times. Kan vi sove trygt, når 40 procent af de engelske muslimer støtter sharia?
Når loyaliteten er splittet, er staten ikke længere inkluderende; den er i fare.
Blandt de alvorlige problemer, som kun få forudser, er infiltrationen af sikkerhedsstyrkerne, politiet, hæren og domstolene.
Efter en toårig undersøgelse har det britiske, uafhængige polititilsyn meddelt, at det ikke har kunnet fastslå, hvorfor Greater Manchester Police indstillede efterforskningen af voldtægtsbander af asiatisk oprindelse.
Kan det skyldes, at politiet selv er involveret i det, der er blevet kaldt “vor tids største engelske skandale”?
Det andet og mest oplagte eksempel på islamisk indflydelse på politiet var skandalen omkring West Midlands Police, hvor ubekræftede efterretninger, blev brugt til at retfærdiggøre et forbud mod israelske tilhængere ved fodboldkampen mellem Maccabi Tel Aviv og Aston Villa sidste år. Involveringen af muslimske lokalpolitikere og politifolk, med ansvar for kontakt til lokalsamfundet, påvirkede de beslutninger, der blev truffet af den daværende politichef, Craig Guildford. For få måneder siden afslørede en undersøgelse i Sverige, at politifolk havde videregivet fortrolige oplysninger til terrorgrupper. I fire tilfælde blev lækagerne efterfulgt af drabsforsøg. Mindst 30 politifolk blev vurderet til at udgøre en “trussel mod den nationale sikkerhed”.
Der har været 514 tilfælde af læk af oplysninger fra det svenske politi.
En svensk domstols medarbejder blev også anklaget for at have videregivet oplysninger til et kriminelt netværk. I Frankrig blev en muslimsk politibetjent, der havde til opgave at beskytte chefredaktøren for Charlie Hebdo og imamen Hassen Chalghoumi – som begge var blevet truet af islamister – fjernet fra sin post. Betjenten blev afskediget på grund af sin “stærke interesse for radikal islam”. Politibetjenten, der var blevet forfremmet til brigader, havde også indgået i sikkerhedsteamet omkring Benjamin Netanyahu under et besøg i Paris.
Et fortroligt notat, der var lækket fra ministeriet for offentlig sikkerhed, og offentliggjort af Le Parisien, beskrev tilfælde, hvor franske politibetjente nægtede at beskytte synagoger.
Seks måneder efter angrebene i Bruxelles, afslørede islam-eksperten Alain Grignard, der leder det belgiske politis antiterrorafdeling, at islamister havde infiltreret efterretningstjenesten. “Der er tale om en forestilling om infiltration, som ikke er helt uden hold i virkeligheden,” udtalte han til undersøgelseskommissionen, der granskede angrebene i Bruxelles. Fire år tidligere var det kommet frem, at der havde fundet en infiltration af den belgiske hær sted.
I England er politifolk blevet anholdt for at støtte Hamas.
Så er der politifolkene i Holland, der nægter at beskytte det jødiske samfund på grund af “moralske dilemmaer”. Med andre ord: De tager parti for Hamas.
Ayaan Hirsi Ali, der rejser med livvagter, når hun opholder sig i Holland, har afsløret følgende:
“For tyve år siden blev der iværksat en velment plan for at fremme deltagelse af etniske minoriteter på alle områder, hvor de var underrepræsenterede. Politiet og sikkerhedstjenesterne blev anset for at være alt for hvide. Islamister (Det Muslimske Broderskab) vedtog en strategi om islamisering gennem deltagelse. Procedurerne for sikkerhedsgodkendelse blev gradvist mere lempelige. Jeg husker tydeligt, da jeg var afhængig af beskyttelse fra det hollandske politi for at sikre, at jeg ikke led samme skæbne som min ven Theo van Gogh, der blev stukket ihjel af en jihadist på gaden i Amsterdam. En dag viste det sig, at en af betjentene, der var udpeget til at stå for min sikkerhed, var af tyrkisk oprindelse. Jeg følte mig utryg, da han begyndte at kritisere mig for mit samarbejde med van Gogh om Submission, en film om kvinders status i islam. Da jeg udtrykte min bekymring, fik jeg at vide af hans overordnede, at det ikke kom mig ved.” I dag består en stor del af politistyrken i Amsterdam af andengenerations indvandrere fra Nordafrika og Mellemøsten. Siden den 7. oktober har visse politifolk allerede nægtet at bevogte jødiske steder, såsom Holocaust-museet.
Den 11. september 2001 sov vi alt for tungt og opdagede ikke, at de angribere, der tog flyvetimer i Florida, var mere interesserede i at lette end i at lande.
Vores håb er, at vi aldrig vil blive dybt foragtet af israelerne. Da den britiske premierminister, Andy Burnham, besvarede spørgsmål i parlamentet om den beslutning, han og udenrigsminister Ed Miliband havde truffet om at indføre sanktioner mod den israelske regering, var premierministeren overraskende åben omkring de kompromiser, der var involveret. Burnham indrømmede: “Vi har nøje overvejet … alle risici. Udenrigsministeren og jeg har modtaget grundig rådgivning fra sikkerhedstjenesterne og naturligvis fra embedsmænd i udenrigsministeriet og på vores ambassader.”
Årsagen til, at den britiske efterretningstjeneste (SIS og MI6) advarede Miliband, handler om efterretningssamarbejde: London kan ikke undvære Israel.
Chefen for MI6, Blaise Metreweli, har udtalt:
“Lande i Golfregionen henvender sig til os, fordi de ved, at vi har et godt forhold til Israel. De kan ikke opnå det direkte, men de ønsker det; de har brug for det. De ser på os og siger: ‘Hvad fanden har I gang i – hvorfor skændes I med dem?'”
For nylig modtog filmen Naza, der er baseret på anonyme kilder, 25 minutters bifald ved filmfestivalen i Venedig (ikke i Stalins Rusland) for at dæmonisere en berømt israelsk efterretningsenhed, “8200”.
Er det ikke den samme israelske enhed, der forhindrede ISIS i at sprænge tre hundrede mennesker i luften om bord på et fly, der var lettet fra Sydney?
Lad os håbe, at “Den mørke ridder”, Israel, aldrig bliver træt af os.