Per Antonsen 
Den nye forsvarspagt mellem USA, Danmark og Grønland markerer en ny æra i bestræbelserne på at forny og styrke det militære forsvarssamarbejde i de nordlige områder og den politiske ramme, som dette samarbejde skal have i fremtiden. Behovet for denne opdatering har længe været tydeligt og presserende. Aftalen vil også få konsekvenser for den norske politik for de nordlige områder. Det rejser sig spørgsmål om, hvorvidt man på norsk side har forståelse for den udvikling, der nu er åbenbar, og som udgør baggrunden for USA’s krav om en opdateret og moderniseret militær tilstedeværelse i Arktis.
Norge har også de samme forsvarsproblemer, som Grønland har kæmpet med. Det er problemer, som ikke kan løses eller kompenseres af EU, men som de norske tilnærmelser til EU snarere forstærker på denne side af Atlanterhavet. USA’s styrkede tilstedeværelse på Grønland kan let opfattes i Moskva som en udfordring til øget kontrol over Barentshavet og det nordøstlige Atlanterhav. En sådan udvikling kan Norge kun kontrollere ved at give USA en opdateret rolle svarende til den, de nu har fået på Grønland. Her må Norge holde EU på så stor afstand som muligt. Norge og EU har ikke nødvendigvis sammenfaldende geopolitiske interesser.
Aftalen mellem USA, Danmark og Grønland – en hensigtserklæring (Memorandum of Understanding), der består af tolv artikler og et bilag, har det klare formål at udvide eksisterende forsvarsaftaler for effektivt og umiddelbart at sætte parterne i stand til at udøve deres respektive og fælles ansvar på Grønland, herunder at forsvare NATO-området, Grønland og det nordamerikanske kontinent. Aftalen er ikke tidsbegrænset.
Der er intet i aftalen, der lægger begrænsninger på Grønlands ret til selvstyre eller påvirker Danmarks forfatningsmæssige forhold til Grønland. USA har frihed til at opføre, vedligeholde og videreudvikle nødvendige forsvarsanlæg, herunder ubemandede anlæg, over hele territoriet efter behov og i samarbejde med de grønlandske myndigheder. USA har ubegrænset adgang og ret til transport og kommunikation inden for territoriet, herunder territorialfarvandet.
Parternes sikkerhedsmyndigheder skal samarbejde om at modvirke spionage på Grønland, og Danmark skal styrke sin indsats for Grønlands sikkerhed i samarbejde med sine NATO-allierede. Ingen stat, der ikke er medlem af NATO, skal have tilladelse til at oprette egne militære anlæg på Grønland eller have en militær tilstedeværelse dér.
I betragtning af truslen mod den nationale sikkerhed og den offentlige orden, som skyldes voksende bestræbelser fra fjendtlige kræfter på at udvide deres indflydelse og kontrol på Grønland, er parterne enige om, at stater eller investorer fra en stat, der ikke er medlem af NATO, en NATO-partner eller EU, ikke skal have tilladelse til at udøve kontrol, betydelig indflydelse på eller adgang til ikke-offentlige oplysninger, der kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller den offentlige orden. -partner eller EU, ikke skal have lov til at have kontrol over, betydelig indflydelse på eller adgang til ikke-offentlige oplysninger, der kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller den offentlige orden inden for følsomme områder eller virksomheder på Grønland.
Aftalen er ikke tidsbegrænset. Den skal, ligesom medlemskabet af NATO, sikres fortsat gyldighed, også i tilfælde af at Grønland søger uafhængighed fra Danmark. Den træder i kraft, når de nødvendige formelle procedurer er gennemført af parterne.
Vi finder intet i denne aftale, der bekræfter eller tyder på, at beskyldningerne om magtmisbrug fra USA’s side skulle have noget faktuelt grundlag. Aftalen er yderst generøs fra USA’s side over for det grønlandske samfund og Danmark, som med minimale bidrag og indsats får en troværdig forsvarspagt med verdens mægtigste militærmagt. Virkeligheden er jo, at Danmark fuldstændig mangler både økonomiske og militære forudsætninger for at forsvare Grønland og dermed opfylde sine forpligtelser i NATO-pagten. Nu er dette problem løst på initiativ af USA’s præsident Trump.
For grønlænderne er denne aftale desto mere værdifuld, fordi den fjerner den sidste og alvorligste hindring for national selvstændighed. Med USA i ryggen kan grønlænderne endelig træffe en beslutning om national selvstændighed uden at frygte fjendtlig indblanding fra stormagter, der har andre interesser end grønlændernes sikkerhed og velfærd.
Tillykke med dagen, Grønland!
Af Per Antonsen
