Ingen kan vide, om der foreligger hemmelige tillægsaftaler til den overenskomst, der mandag blev undertegnet af USA, Kongeriget Danmark og Grønland. Vi kan kun gå ud fra den tekst, som det danske statsministerium har publiceret.
Mange har gjort sig kloge på, hvad den kunne indeholde. Jeg har også gjort det ud fra, hvad amerikanske regeringskilder har ladet slippe ud. Den officielle tekst, der nu foreligger på engelsk, grønlandsk og dansk, bekræfter, hvad jeg skrev for nogle dage siden, og de sædvanlige brokkere og Trump-hadere kunne have sparet sig.
Her følger min vurdering af den ordrige traktats vigtigste bestemmelser:
Den bekræfter Danmarks suverænitet over Grønland, men også Grønlands ret til et erklære sig som selvstændig stat.
Aftalen understreger USA’s bidrag til forsvaret af Grønland og ”den uerstattelige rolle, De Forenede Staters militær spiller i forsvaret af det grønlandske territorium nu og i fremtiden”.
Parterne giver USA ubegrænset militær adgang til det grønlandske territorium, hvilket bl.a. betyder, at grønlandsk område vil indgå i etableringen af Donald Trumps påtænkte Golden Dome forsvarssystem.
Aftalen omtaler, at der kan blive ”reelle, håndgribelige og substantielle fordele for det grønlandske folk ved forsvarsområderne”. Således skal De Forenede Stater ”i videst muligt omfang tildele grønlandske kilder alle kommercielle kontrakter for varer og tjenesteydelser vedrørende etablering, vedligeholdelse og servicering, herunder men ikke begrænset til konstruktions- og nedtagningsprojekter, af forsvarsområder i Grønland under hensyntagen til disse kilders kapacitet og mulighed for at gennemføre sådanne kontrakter”.
KOMMENTAR: Det lyder løfterigt, men der findes næppe grønlandske virksomheder, som kan påtage sig sådanne opgaver. Grønlands økonomi ville bryde sammen, hvis danske skatteydere ikke var villige til at udrede halvdelen af øens nationalindkomst. Når de ambitiøse grønlandske politikere om føje år løsriver sig fra Rigsfællesskabet, vil de stå med hatten i hånden i Washington og bede USA finansiere den velfærdsstat, som danskerne har opbygget – uden at få andet end utak for det.
USA får ret til at modernisere og udvide sine aktiviteter i Pituffik Space Base og oprette et yderligere forsvarsområde ved Narsarsuaq og Mestersvig. Hertil kommer, at USA får ret til at ”overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland”.
”Kongeriget Danmark…vil fortsætte med at styrke sin militære styrkepositur i Arktis gennem en omfattende, multidomæne tilgang, der dækker land-, maritime, luft- og rumkapabiliteter.
Gennem forstærket tilstedeværelse, forbedret overvågning og styrket samarbejde og interoperabilitet med NATO-allierede vil Kongeriget Danmark fortsætte med at adressere nye trusler og bidrage til kollektiv stabilitet og sikkerhed i den arktiske region.”
KOMMENTAR: Få var klare over, at Danmark havde en styrkepositur i Grønland bortset fra Sirius-patruljen, som har skræmt mangen en isbjørn. Men Danmark har altså lovet at investere mere i Grønlands forsvar. Det skal nok gå, når store dele af det danske skatteprovenu er afsat til at betale for folk, der ikke gider arbejde, og til tilvandrede muhamedanere, som med statsstøtte arbejder på at underminere grundloven. Det er næsten rørende, at den danske regering har overskud til at interessere sig for Grønland, mens den er i fuld gang med at overlade Danmark til Muhamed.
Blandt aftalens vigtigste bestemmelse er, at ikke-NATO lande får forbud mod at have nogen militær tilstedeværelse på Grønland. Ingen stat, som ikke er medlem af NATO, må gives tilladelse til at oprette sine egne bemandede eller ubemandede militære installationer i Grønland og ej heller tillades en vedvarende tilstedeværelse af militære styrker i Grønland, medmindre andet er aftalt mellem parterne.
Hertil kommer at: Lande, der ”ikke er medlem af NATO, NATO-partner eller EU-medlemsland, ikke skal have lov til at have kontrol, betydelig indflydelse eller adgang til ikke-offentlig information, der kan udgøre en trussel mod national sikkerhed eller offentlig orden, inden for særligt følsomme sektorer eller aktiviteter i det grønlandske territorium (herunder territorialfarvandet), medmindre det er aftalt mellem parterne, at sådanne staters eller investorers aktiviteter ikke udgør en trussel mod national sikkerhed eller offentlig orden”.
Når grønlænderne har smidt Rigsfællesskabet ud, gælder aftalen fortsat.
