En valgdagsmåling, der blev offentliggjort umiddelbart efter, at valgstederne i Mecklenburg-Vorpommern lukkede kl. 18, tyder på, at AfD bliver det største parti med 38 procent af stemmerne. Målingen giver SPD 36,5 procent.
Hvis resultatet holder, er det en triumf for AfD’s spidskandidat Leif-Erik Holm og et nederlag for den siddende ministerpræsident Manuela Schwesig.
Ifølge meningsmålingen ligger CDU lige på spærregrænsen. Det er et voldsomt prestigenederlag for partiet og forbundskansler Friedrich Merz, som forventes at komme med en meddelelse. Ligesom i Sachsen-Anhalt har AfD mere end fordoblet sit resultat, mens CDU har mere end halveret sit siden det sidste delstatsvalg.
Meningsmålingerne i delstaten havde længe givet AfD et forspring på SPD, som blev markant mindre i tiden op til valget. I de seneste dage har de endda vist, at SPD var på vej til at blive det største parti. Hvis det ikke holder stik, rejser det spørgsmål om meningsmålingernes troværdighed.


