Man udsættes erfaringsmæssigt for hidsige angreb, hvis man tillader sig at pege på visse kendsgerninger om Putins krig i Ukraine.
Den russiske enehersker svarede blot på NATO’s provokationer, hedder det sig. Han var nødt til at iværksætte sin ”specielle militære operation” for snart fire og et halvt år siden og er således skyldfri, må vi forstå.
Men i takt med, at den specielle operation bliver stadigt mere speciel, må der vel komme et tidspunkt, da også den russiske befolkning spørger, om krigen var det hele værd. Foreløbigt synes Putins militære indsats stadig at være populær trods de massive russiske tab, som nu andrager op mod 1,5 millioner – og ifølge ukrainske rapporter godt 42.000 alene i juli. Samtidig må den russiske krigsherre lide det ansigtstab, at ukrainske droner og missiler nu kan ramme hundredvis af kilometer inde i Rusland. Det var nok ikke, hvad han havde forestillet sig, da han gik til angreb.
Den russiske mandskabsmangel er nu så alvorlig, at Kreml er begyndt at rekruttere nordkoreanske tropper – i øjeblikket tales der om 30.000 til 50.000 – foruden afrikanske.
Putins vestlige beundrere vil indvende, at også Ukraine lider svære tab, men der er den forskel, at ukrainerne ikke har noget valg, hvis de vil undgå at komme under den russiske jernhæl. De ved, hvad det betyder. Russerne, derimod, er ikke tvunget til at sende landets sønner i kødhakkeren, men kunne indstille deres angreb.
Mindst lige så pinligt for Putin er det, at hans krig intet sted fører hen. De seneste to-tre år har det været småt med Ruslands territorielle gevinster, og i øjeblikket er det snarere ukrainerne, der trænger frem. Ifølge ukrainske oplysninger har Kiev generobret knap 800 kvadratkilometer – sådan rundt regnet halvanden gang Bornholm – men dem tager Putin måske igen. I hvert fald er der ikke meget, der tyder på, at fronten rykker sig væsentligt, og krigen ligner nu mest af alt en udmattelseskrig – eller som den tyske overkommando under Første Verdenskrig ville have sagt: et materielslag.
Russerne er kendt for at kunne udholde enorme lidelser, som de viste under Hitlers Operation Barbarossa, men dengang havde de ikke noget valg. Det har de i dag, og har altså foreløbigt valgt at støtte Putins imperialisme.
Og kom nu ikke med de sædvanlige beskyldninger mod NATO for at ville indlede en militær aggression mod Rusland. Alliancens ledende magter, Storbritannien, Tyskland og USA, er enten militært afmægtige eller – i USA’s tilfælde – hårdt hængt op andre steder.
