Nyt

En kadet i Storbritanniens Royal Air Force (RAF) er blevet udelukket, efter at han under en øvelse sagde, at islam udgør den største sikkerhedstrussel mod Storbritannien. Det skriver Daily Mail.

Han kom med udtalelsen under en session med spørgsmål og svar, hvor han og andre kadetter blev spurgt om trusler mod den britiske sikkerhed. Det førte til, at han blev udelukket fra officersuddannelsen.

Luftvåbnet har iværksat en undersøgelse af den unge kadets udtalelser på RAF Cranwell, hvor den næste generation af britiske officerer bliver uddannet.

Den pensionerede kontreadmiral Chris Parry beskyldte luftvåbnet for at kvæle »kritisk tænkning« hos nye officerer omkring kontroversielle emner og sagde, at kadetten burde få sin plads tilbage.

»Hvis jeg havde stillet det spørgsmål og fået det svar, ville jeg have bedt kadetten om at uddybe sine tanker og få gang i noget kritisk tænkning i stedet for at suspendere ham,« sagde han.

»Det er klart, at islamisk ekstremisme er problemet, ikke islam, men hvordan kan man forvente, at unge mennesker udvikler kritisk tænkning omkring disse komplekse emner, hvis de får mundkurv på?«

»Det er fejlen ved et system, der uddanner sine unge, men ikke giver dem mulighed for at udtrykke sig og udvikle deres tanker.«

»Enhver moden uddannelsesinstitution bør gøre netop det.«

Kadetten deltog i et 24-ugers modulopbygget grundkursus for officerer på træningsakademiet i RAF Cranwell i Lincolnshire lige før påske.

Han og 50 andre studerende blev bedt om at holde oplæg og svare på spørgsmål om den største sikkerhedstrussel mod Storbritannien.

En talsmand for RAF sagde: »Vi er opmærksomme på en påstået hændelse med upassende adfærd, der involverer en kadet på RAF Cranwell«.

»En undersøgelse er i gang, og vi er ikke i stand til at kommentere sagen yderligere«.

Kontreadmiral Perry sagde også: »Hvis denne kadet havde svaret den yderste højrefløj, tvivler jeg på, at han var blevet suspenderet«.

Islamiske jihadister har begået nogle af de værste grusomheder på britisk jord, herunder bomberne i Londons undergrundsbane den 7. juli 2005, hvor 52 mennesker blev dræbt, og terrorangrebet på Ariana Grandes koncert i Manchester den 22. maj 2017, hvor 22 mennesker blev dræbt, herunder flere børn.

Storbritannien har forpurret mere end 20 planer støttet af Den Islamiske Republik Iran siden 2022, og regeringen har udtalt, at den trussel, som landet udgør for Storbritannien, er »vedvarende og uacceptabel«.

Forsvarsminister John Healey sagde, at Storbritanniens terrorberedskab var under revision, efter at der var udbrudt krig i Iran.