Når politikere som Christian Friis Bach og Lars Løkke Rasmussen udøser deres had til ”hadefulde ytringer”, er de næppe bevidste om det had, de baner vej for i deres febrilske bestræbelser på at behage islams fortalere.

Hvis islamkritik skal udlægges som ubegrundet had, og som udsprunget af den rene ondskab, ender islamkritikere med at være lovligt bytte for enhver forfølgelse. Hvis kritik af islamisk ideologi, islamisk politisk praksis og muslimsk masseindvandring skal fremstilles som den rene ondskab – og det ser unægtelig ud til at være Friis Bachs og Lars Løkkes mål – ender det med, at nogen påtager sig at eliminere de onde.

Jeg har prøvet det. Attentatet på mig i 2013 kom umiddelbart efter, at jeg i det meste af offentligheden var blevet hængt ud som noget, katten havde slæbt ind. Et ubegribeligt hadefuldt umenneske, som uden ringeste grund talte dårligt om en forfulgt minoritet. Lige efter attentatet skyndte hvad der kunne krybe og gå af politikere sig at fordømme pistolmandens handling og bedyre deres omsorg for alles ret til at udtrykke deres mening.

Det ville have været bedre, hvis de havde gjort det inden attentatet. Så var det måske ikke blevet til noget.