Kommentar

Den amerikanske venstrefløj og dens ligesindede rundt om i den vestlige verden har fået sig en slem forskrækkelse. Overalt har de i årevis arbejdet på at fremme den muslimske indvandring, idet de er gået ud fra som givet, at muslimer stemmer til venstre. Ved at åbne grænserne for denne massetilstrømning har de håbet at kunne beholde magten uantastet til evig tid.

De har derfor også regnet med, at muslimer med begejstring ville bakke op bag den stadigt mere radikaliserede venstrefløjs seneste påfund. Som nu fejringen af ”Pride”, der skal foregå i hele juni. Julemanden kan godt fortrække til den grønlandske indlandsis, for den nye nationale festivitas bliver større end Julen og alt det gamle vrøvl om Jesus.

Foran Det Hvide Hus, som nu er permanent smykket med LGBTQ+-flag, bræger Joe Biden om de forskellige seksuelle variationers lyksaligheder og enestående bidrag til nationen (bortset fra de heteroseksuelle, som ikke er noget at samle på). På græsplænen foran optræder en tidligere mand med de bare bryster, som han har fået indopereret efter at være blevet kvinde. Hvis en rigtig kvinde viste sin bare overkrop foran Det Hvide Hus, ville hun blive slæbt væk og anklaget for uterlighed, men der gælder særlige regler for Joe Bidens venner.

ANNONSE

I mange offentlige skoler yder lærerne et stor indsats ved at fortælle ni-årige, hvordan man dyrker bøsse-sex, bl.a. ved at uddele bøger med tegninger, så der ikke er noget at misforstå. Børnene får også at vide, at de muligvis ikke har det køn, de troede, men står sig ved at få foretaget kønsskifteoperationer. Og det er ikke noget, som deres forældre skal blande sig i, for børnene tilhører staten, dvs. det demokratiske parti, som er stålsat i sine bestræbelser på at nedrive hele det gamle USA og dets kultur.

Men Pride- og woke-bølgen er løbet ind i vanskeligheder, idet det viser sig, at de amerikanske muslimer ikke vil være med til at overlade deres børn til rabiate skolelærere og afsindige ideologer – og at de i det hele taget ikke sympatiserer med woke-ideologien.

I den indvandrertunge by, Hamtramck i Michigan, er hele byrådet samt borgmesteren muslimer, og de har netop enstemmigt besluttet at forbyde flagning med Pride-flaget ved offentlige bygninger og på kommunalt-ejede arealer. Fra nu af må man kun flage med USA’s, statens og byens flag. Byens borgmester, Muhammad Hassan, og byrådet understreger, at LGBTQ+-folk er velkomne, men at de skal respektere andres religion. Og sandelig om ikke flere muslimske talere ved et byrådsmøde har udtalt, at amerikanske soldater ofrede deres liv for Stars & Stripes – og ikke for Pride-flaget.

Michigans republikanske parti har for nyligt ansat sin første muslimske funktionær, den tørklædebærende Rola Makki, som fortæller, at hun ønsker at overbevise sine trosfæller om, at demokraterne har ladet dem i stikken med deres ekstreme dagsorden.

En anden muslim, Richard Hanania, har postet en video af muslimer i Montgomery County i Maryland, der protesterer mod LGBT- bøger i skolerne. Moddemonstranterne var alle hvide og hovedsageligt kvinder. Ifølge Hanania ville det være en smal sag for republikanerne at få immigranterne over på deres side, hvis de altså var interesserede i at vinde.

Verden er pludselig blevet mere kompliceret.

ANNONSE