Kommentar

Weekendavisen bringer et interview med den svenske avisredaktør Sakine Madon, som har kurdisk-tyrkiske rødder og kom til Sverige som fem-årig. Hun har meget fornuftigt at sige om ytringsfriheden, bl.a. at intet er helligt, og at man skal have lov at kritisere islam som ethvert andet fænomen. Enten har man ytringsfrihed, eller også har man ikke. Man har også demonstrationsret, og den gælder også den dansk-svenske Rasmus Paludan, der rejser rundt og afbrænder koraner.
Madon tager afstand fra lederen af det liberale Centerpartiet, der vil forbyde demonstrationer i ”udsatte boligområder” og under ramadanen. Det kunne give anledning til at drøftelse af, hvad det vil sige at være et udsat boligområde, men det undlader Weekendavisens interviewer, Joakim Jakobsen, at komme ind på. Det ville ellers være interessant at få belyst, hvordan et område kan være udsat, når beboerne får alt betalt uden at arbejde, frit kan reproducere det samfundssystem, som de hævder at være flygtet fra, og tilmed nyder særbegunstigelse i den offentlige debat som stakler, det der synd for, og som derfor ikke må kritiseres.
En sådan ordning tyder snarere på, at muslimerne – for det er jo dem, der hele tiden bliver talt om – er samfundets magthavere. For, som det engang blev sagt af Noam Chomsky: Hvis man vil vide, hvem der har magten i et samfund, skal man lægge mærke til, hvem der ikke må kritiseres. Sådan har vi haft det i Danmark siden Muhameds indmarch. Du har den formelle ret til at kritisere islam og muslimers adfærd, men så må du betale prisen i form af udstødelse, offentlig udhængning, trusler, vold og spildte karrieremuligheder.
Blandt de førende i denne udskamnings-disciplin finder vi Weekendavisen.
Derfor undrer det ikke, at avisens interviewer ubekymret betegner Rasmus Paludan som ”den dansk-svenske højreekstremist” og åbenbart finder det i orden, at Sakine Madon kalder ham idiot.
Man skal ikke forvente, at en mand fra WA vil forklare, hvad idiotisk eller højreekstremistisk der er ved at demonstrere mod en politisk ideologi, som indebærer slaveri, kvindeundertrykkelse, henrettelse af homoseksuelle, mord på vantro og afskaffelse af ytringsfriheden, retsstaten og demokratiet.
ANNONSE