»I store dele af mit liv har Amerika været det sted, hvor folk kunne flygte hen, når friheden forsvandt andre steder.« Det er udgangspunktet for den østrigske forfatter og ytringsfrihedsforkæmper Elisabeth Sabaditsch-Wolff i essayet »When History Stops Being a Warning«.
Hun stiller derefter et spørgsmål, som mange stiller sig selv i vores tid – en tid præget af politisk polarisering, demografiske forandringer og indskrænkning af ytringsfriheden: Hvad sker der, hvis Amerika selv ophører med at være det sted? Hvor skal folk så tage hen?
Efter Amerika er der ingen steder at tage hen…
Svaret henter hun hos Kitty Werthmann, en østrigsk emigrant, der overlevede både nazitiden og den efterfølgende sovjetiske besættelse. Werthmann, der senere blev amerikansk statsborger, brugte store dele af sit liv på at advare amerikanerne. Hun beskrev, hvordan friheden i Østrig ikke forsvandt fra den ene dag til den anden med kampvogne og soldater, men gradvist – gennem valg, kriser, økonomiske løfter og trinvis indskrænkning af rettigheder. Hendes konklusion var: »Efter Amerika er der ingen steder at tage hen!«
Sætningen peger på en historisk realitet: Det frie Vesten har i generationer haft ét sidste fristed, ét land, hvor grundlæggende rettigheder blev opfattet som naturgivne, ikke som gaver fra staten, der kunne tages tilbage. Hvis også Amerika går tabt, findes der ingen frihavn.
Kitty Werthmanns vidnesbyrd
Kitty Werthmann blev født i Østrig i 1926. Hun var barn og ung, da landet gik fra demokrati til diktatur. Senere understregede hun gang på gang i taler, at Hitler ikke erobrede Østrig alene med kampvogne og soldater. Østrigerne stemte ham ind. I 1938 gav et overvældende flertal – officielt 98 procent – sin tilslutning til Anschluss.
Det skete ikke i et vakuum. Landet var præget af en dyb økonomisk krise, høj arbejdsløshed, politisk polarisering mellem kommunister og nationalsocialister samt en udbredt længsel efter orden, arbejde og national stolthed.
Werthmann beskrev, hvordan forandringerne skete. Først løfter om arbejde og velstand. Derefter indskrænkninger i ytringsfriheden. Kritik af regeringen blev farlig. Præster, journalister og almindelige borgere, der rejste deres stemme, begyndte at forsvinde. Skolesystemet blev politiseret. Ungdomsorganisationer blev obligatoriske. Gradvist blev samfundet gennemorganiseret. Det, der tidligere havde været frihed, blev omdefineret til loyalitet. Det, der tidligere havde været privatliv, blev offentlige anliggender.
Frihed forsvinder sjældent gennem et dramatisk kup
Havde totalitarismen indfundet sig fra den ene dag til den anden, ville folk have gjort modstand. Den kom som en række tilsyneladende rimelige tiltag under en krise. Da folk endelig forstod omfanget, var det for sent. Våbnene var blevet taget fra dem. Modstand var blevet umulig.
Efter krigen oplevede Werthmann den sovjetiske besættelse. Derefter emigrerede hun til USA. For hende blev Amerika ikke blot et nyt hjem, men symbolet på det modsatte af det, hun havde forladt: Et land, hvor individet stadig havde rettigheder, som staten ikke uden videre kunne fratage, hvor ytringsfriheden stadig blev forsvaret – og hvor muligheden for at opbygge et liv ikke var afhængig af ideologisk korrekthed.
I de følgende årtier rejste hun rundt i USA og advarede. Hun sammenlignede udviklingen med det, hun selv havde oplevet. Hun pegede på en gradvis centralisering af magten, politisering af institutioner, udvanding af national suverænitet og en stigende tendens til at betragte uenighed som en trussel mod »samhørigheden«. Hendes budskab var konsekvent: Frihed forsvinder sjældent gennem et enkelt dramatisk kup. Den udhules gennem en række små skridt, der hver for sig forsvares som nødvendige, fornuftige eller midlertidige.
Elisabeth Sabaditsch-Wolffs perspektiv
Elisabeth Sabaditsch-Wolff står i en anden, beslægtet tradition. Hun er østriger og datter af en diplomat, hvilket betød, at hun tilbragte dele af sin barndom og ungdom i islamiske lande, blandt andet i Iran under den islamiske revolution og senere i Kuwait og Libyen. Hun har selv beskrevet, hvordan mødet med sharia-samfund formede hendes forståelse af, hvad der står på spil, når en ideologi, der ikke skelner mellem religion, politik og jura, vinder indpas.
I 2009 afholdt Sabaditsch-Wolff et seminar om islam i Østrig. Hun citerede islams egne kilder om ægteskabet mellem Muhammed og Aisha og stillede spørgsmålstegn ved, hvad det indebærer, at Muhammeds praksis fortsat bruges som retfærdiggørelse af børneægteskaber. For dette blev hun dømt for »nedsættende omtale af en etableret religion«.
MUST SEE INTERVIEW!
Famous Austrian Hero, Elisabeth Sabaditsch-Wolff, was charged in 2009 with “hate speech” for factually accurate assertions she made regarding statements in the Hadith on child marriage during a seminar on Islam
Full Interview: https://t.co/JFXLPexKRo pic.twitter.com/F7uvTOT6al
— Amy Mek (@AmyMek) August 27, 2019
Sagen gik gennem det østrigske retssystem og endte ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor dommen i 2018 blev stadfæstet. Sandheden var ikke et tilstrækkeligt forsvar, da udtalelsen blev anset for at krænke religiøse følelser, true den sociale fred eller den sociale sammenhængskraft inden for multikulturens rammer.
Ideologisk pres, censur og demografiske forandringer
For Sabaditsch-Wolff blev dommen et konkret eksempel på, hvordan den europæiske ytringsfrihed er blevet relativiseret. Det er ikke længere nok, at noget er sandt. Det skal også være »ansvarligt«, »inkluderende« og ikke »forstyrrende«. Når sandheden skal afvejes mod den sociale fred, er standarden allerede ændret.
I essayet knytter hun dette til Werthmanns advarsel. Europa har i flere årtier bevæget sig i en retning, hvor historiske erfaringer med totalitarisme og ideologisk undertrykkelse i stigende grad behandles som afsluttede kapitler snarere end som permanente advarsler. »Aldrig mere« er blevet en »liturgisk frase« snarere end en retningslinje. Samtidig har nye former for ideologisk pres, censur og demografiske forandringer gjort det endnu sværere at diskutere realiteterne åbent.
Der historien forvandles til museumsgenstande og mindesmærker
Kernen i Sabaditsch-Wolffs argument er, at historien kun fungerer som en advarsel, så længe mennesker er i stand til at genkende mønstre. Når historiske paralleller afvises som »overdrivelser«, »konspirationsteorier« eller »had«, mister fortiden sin pædagogiske værdi. Den forvandles til museumsgenstande og mindesmærker – noget, man ærer rituelt, men ikke lærer af.
Sabaditsch-Wolff peger på flere områder, hvor dette sker. Ytringsfriheden er et af dem. Demografi og indvandring er et andet. Kulturens vilje til at forsvare sine grundlæggende værdier er et tredje.
I vesteuropæiske lande er det blevet stadig sværere at diskutere konsekvenserne af masseindvandring fra kulturer med et fundamentalt anderledes syn på individet, køn, religion og stat – uden at blive stemplet. Dette til trods for, at volden samtidig tager til i vores gader, at der opstår parallelsamfund, og at antisemitismen får næsten frit spillerum. Når fakta bliver kontroversielle, er det ikke faktaene, der er problemet, men viljen til at forholde sig til dem.
Two prominent defenders of freedom and Western civilization showed up at a major international “human rights” conference put on by the Organization for Security and Cooperation in Europe (OSCE), warning of an insidious plan to undermine critical liberties including freedom of… pic.twitter.com/jqj0i4OxaE
— The New American (@NewAmericanMag) October 29, 2026
Werthmanns pointe om en gradvis udhuling af friheden er central her. De færreste samfund har oplevet det, som iranerne gjorde: at vågne op en morgen og opdage, at friheden er væk.
Frihedsberøvelse sker normalt gennem en række tilpasninger: Først selvcensur for at undgå ubehag. Derefter formelle begrænsninger for at »beskytte sårbare grupper«. Herefter institutionalisering af politisk korrekthed i skoler, medier og den offentlige sektor. Til sidst er åben undertrykkelse ikke længere nødvendig – de fleste har allerede internaliseret grænserne.
Amerika, det sidste tilflugtssted
I generationer har USA indtaget en særstilling. Det var hertil, at europæere flygtede fra religiøs forfølgelse, politisk undertrykkelse og fattigdom. Det var her, jøder søgte tilflugt. Det var hertil, at dissidenter fra kommunistiske regimer tog hen. Amerikas selvforståelse har været knyttet til tanken om, at landet er bygget på principper snarere end på blod og jord alene – samt individets ukrænkelige rettigheder.
Sabaditsch-Wolff spørger, hvad der sker, hvis Amerika mister sin liberale karakter.
Hvis ytringsfriheden svækkes, hvis uenighed behandles som trusler, hvis demografiske og kulturelle forandringer finder sted uden åben debat, hvis tilliden til institutionerne udhules – så findes der intet frit land at tage til.
Europa er allerede præget af de udviklingstendenser, hun beskriver, mens andre kontinenter ikke tilbyder de samme friheder.
Dette er den skræmmende tyngde i Werthmanns observation om, at der »efter Amerika er ingen steder at tage hen!«. Det er en hyldest til det Amerika, vi har lært at kende. Samtidig er det en advarsel om, hvor unik den amerikanske position er – og hvor sårbar den er.
Elisabeth Sabaditsch-Wolffs essay er ingen dommedagsprofeti. Det er en advarsel mod ikke at tage historiens advarsler alvorligt. Vores frihed kræver, at vi forsvarer vores principper og nægter at acceptere, at den gradvist indskrænkes.
