Giulio Meotti 
– Volden opstår ikke som følge af utilfredshed, men af, at man ikke længere frygter politiet og retsvæsenet, siger Michel Houellebecq i et interview med en spansk avis om Europas forfald.
Når store menneskemængder samles i Frankrig, er plyndring nu en del af programmet. I forbindelse med »Ja! Festival« i Bilbao siger Houellebecq bestemt:
»Det skyldes ikke utilfredshed, men det faktum, at de ikke længere frygter politiet. Og frem for alt ikke retssystemet.«
Sådan beskriver Houellebecq et samfund, hvor tærsklen for at udøve vold er sænket, og statens autoritet mister sin afskrækkende virkning. Han afviser forklaringen om, at sociale mangler skulle være årsagen til, at folk plyndrer.
I Frankfurt den 31. oktober skete der også chokerende ting. Internettet oversvømmes af videoer, der viser brutal vold. Særligt foruroligende er de billeder, der er offentliggjort af TikTok-kanalen »Sehe ich anders«, som viser, hvad der skete i en Snipes-butik.
I videoen ser man mange udlændinge, der plyndrer en sportsbutik. Indholdsskaberen kommenterer ifølge Die Welt: »Sådan ser de ud, dem der er flygtet fra zoologisk have.«
Det er ikke sandt – dyrene i zoologisk have er bange for de bevæbnede vagter. Men hvem kan være bange for en sådan »retfærdighed«?
El Koudri er ingen terrorist, konkluderer den italienske anklagemyndighed om angriberen, der pløjede sig gennem folkemængden i Modena, hvor han dræbte en kvinde og sårede mange andre. Som jeg har sagt før: Det er egentlig vi, der er gale.
Og efterforskningsdommeren i Milano, der har løsladt Youssef Siher, skriver, at han blot udtrykte »former for protest« mod »den siddende regerings politik«, ud over at »opfordre til ‘civil ulydighed’».
Med sådanne efterforskningsdommere har Vesten ikke brug for forsvarsadvokater (hvis Siher ikke havde været muslim, ville han allerede være blevet underlagt den lovgivning, der gælder for terrorbestemmelserne – det kan I være sikre på).
Den engelske psykiater Theodor Dalrymple, der bor i Frankrig, påpeger et faktum:
«Under ingen omstændigheder spredte urolighederne i 2005 sig til centrum af en storby, for oprørerne var stadig bange for oprørspolitiet, som i øvrigt i dag tæller ikke så få efterkommere af nordafrikanske indvandrere i sine rækker. Men oprørerne den 17. oktober har mistet al frygt for dem og er strømmet ind i bycentrene.»
Den 31. oktober blev politiet i Paris ved flere lejligheder bombarderet med molotovcocktails.
«Stort set fredeligt», bortset fra brandbomber og plyndring.
Vold er ikke noget, der forstyrrer demonstrationerne, men udgør tværtimod selve kernen i dem. Den «fredelige» komponent fungerer blot som et dække for urolighederne.
Pascal Bruckner, en anden intellektuel med begge ben på jorden, skriver følgende fra Paris i Neue Zürcher Zeitung:
»Omkring klokken 18, da jeg gik ud for at handle, var gaderne ødelagte: brændende skraldespande, udbrændte knallerter og bænke, oprevet asfalt, forkullede biler, ødelagte og plyndrede butikker. Grupper af unge skreg af glæde, mens de strømmede ud fra Place de la République.
I løbet af dagen skiftede tre typer demonstranter til at dukke op: først studerende og gymnasieelever, derefter repræsentanter for den yderste venstrefløj, disciplinerede og beslutsomme, klar til at sætte ild til alt, der symboliserede den ‘borgerlige stat’, og til sidst plyndrere fra forstæderne, der var kommet for at gå på ‘shopping’.
De var ikke Frantz Fanons »jordens fordømte«, og heller ikke undertrykte, men grådige hyperkapitalister. De indtog et gigantisk festmåltid, hvor skræmte butiksejere stod over for rasende oprørere.
I alle byerne gentog de samme apokalyptiske scener sig, men sammenlignet med tidligere optøjer var der én forskel: overbelastningen og politiets næsten totale fravær. Kløften mellem det idylliske billede af Frankrig, som dyrkes i præsidentpaladset, og virkeligheden rundt om i landet er afgrundsdyb. I årevis har angrebene på politifolk været stigende, også når de er uden for tjeneste. Deres adresser offentliggøres på internettet, og de lokkes i fælder for at blive overfaldet.
Skoleledere modtager drabstrusler, og politiet beslaglægger tusindvis af stikkvåben i skolerne. De sociale splittelser er tydelige, og det samme er risikoen for omfattende brande i visse forstæder.
Frankrig fremstår som et land i fuldstændig forfald, besat af tanken om at forværre sin egen situation endnu mere. Vi er blevet så vant til ødelæggelser, brande og arbejdsnægtelse, at det er blevet normen. Vi bevæger os mod en snigende borgerkrig, der endnu ikke er brudt åbent ud. ‘La Grande Nation’ imploderer.»
Marseilles borgmester Benoît Payan har et råd til indbyggerne: »Sørg for at være i sikkerhed«. Folk skal med andre ord blive hjemme.
Åh nej, det er ikke et forbud – nej nej, det er mere subtilt: »Det er for jeres eget bedste«, som man siger på vagt politisk sprog.
Sådan var det i Marseille sidste lørdag. Hvem tør egentlig at gå ud af huset?
Vi har Houellebecq, og så har vi en anden berømt forfatter, som jeg dog altid har betragtet som en fuldstændig taber, nemlig Jonathan Littell, der skriver følgende i Le Monde: «Det franske politi er brutalt, Macron tilbyder kun undertrykkelse, faren kommer fra militserne på den yderste højrefløj».
Jeg mener derimod det stik modsatte, nemlig at politiet er modigt, at Macron er svag, og at faren kommer fra dem, der ønsker Vestens undergang.
Men hvis man skal tro forfatterne, er molotovcocktails harmløse, og vi bør låse os inde i vores hjem – i det mindste så længe de stadig er vores.
Som Ayaan Hirsi Ali siger: »Sig farvel til Frankrig; det er slut.«
»De er i stand til at genoprette ordenen, men vælger at lade være. Rådhustårne styrter sammen. Statuer bliver skamferet. Men tilsyneladende er ingen moskéer blevet angrebet. Alt dette er for at formilde de organiserede grupper fra Det Muslimske Broderskab, som nu mobiliseres mod franske borgere.
De gør livet svært og til tider umuligt for lovlydige borgere, men lader alt dette kaos fortsætte. Så der er noget virkelig mærkeligt ved disse regeringer i Frankrig og i andre vestlige lande».
Også Thane Rosenbaum er meget skarp:
«OK, til sidst blev det klart: Frankrig er færdig. Nyd croissanterne, mens de stadig er varme, og før brandstifterne brænder alle de maleriske, men meget brandfarlige boulangerie-pâtisserier til aske. Landet står i flammer på grund af fanatismen fra yderfløjene, som de to sidste weekender har vist, fra en særligt voldelig marxistisk-muslimsk alliance.
Som i mange andre vestlige land er centrum i Frankrig gået under. Der er kun ekstremisternes nihilisme tilbage, præget af »dødslængsel« og en usund dosis islamistisk trussel. »»Kærlighedens og lysets by« vil snart være mest kendt for sine plyndringer. I to uger har plyndring og brandstiftelse været de foretrukne våben for en revolutionær bevægelse bestående af studerende, fagforeninger og islamister.»
I Lyon blev israelske og amerikanske flag sat i brand.
Mange hjem er i mellemtiden blevet forladt.
Skuespilleren Virginie Khalifa Hag fulgte begivenhederne i Paris med bekymring. Men for den 40-årige stjerne fra den succesrige israelske serie «Fauda» var volden noget mere end blot foruroligende billeder af den by, hvor hun er født og opvokset. Hendes mor befandt sig nemlig midt i det hele.
«Min mor driver en butik i en lille gade tæt på Champs-Élysées», fortæller Khalifa Hag. «Pludselig dukkede der også »Free Palestine«-flag op.» Hendes mor gemte sig inde i butikken, indtil hun kunne komme sikkert ud. »Hun gemte sig praktisk talt i butikken, lukkede stille og roligt ned og gik til en metrostation længere væk, bare for at undgå alt kaoset med folk, der ødelagde, brændte og smadrede alt.«
For Khalifa Hag, der immigrerede til Israel for tretten år siden, har begivenhederne forstærket en følelse, som hun siger, hun har haft i årevis: Det Paris, hun husker fra sin barndom, findes ikke længere.
»Det, der sker i Frankrig, er vanvittigt, men tegnene var der allerede. Dette er ikke det land, jeg voksede op i. Min far, som ikke længere er blandt os, sagde altid til mig: ‘Vi voksede op i Algeriet. Vi er ikke bange.’ Men i dag er jøderne bange. Paris brænder. Det er virkelig en intifada.»
Hun blev født i Paris af en far med algerisk baggrund og en mor med polsk baggrund. Til dem, der er tilbage, har skuespilleren et råd, der adskiller sig fra det, der blev givet af borgmesteren i den by, der blev erobret af barbarerne: »Vær klar til at rejse, for i Frankrig vil I ikke længere være i sikkerhed.«
