Enrique Espinosa, leder af sikkerheds- og beredskabskonsortiet på Lanzarote, fortalte under et interview i slutningen af september på den lokale radiostation Crónicas Radio, at en toårig dreng blev smidt overbord fra en migrantbåd, »fordi han ikke holdt op med at græde«.
Oplysningen kom frem, da Espinosa blev spurgt om en nylig anholdelse af tre mænd på henholdsvis 21, 25 og 30 år for at have gruppevoldtaget en ung kvinde under en overfart til Lanzarote:
– Der findes hændelser, der er værre end voldtægt. Under en overfart blev en toårig dreng, der græd, kastet i havet sammen med sin mor. Han tilføjede, at en række beretninger fra migranter beskriver situationer, der »grænser til det umenneskelige«.
Jungle-jus og manglende menneskeværd
Espinosa gav ingen yderligere detaljer om, hvad der skete med drengen. Det vides heller ikke, om nogen er blevet anholdt i sagen.
Dette er ikke en isoleret hændelse på Atlanterhavsruten til De Kanariske Øer. En række tilfælde af menneskesmuglermafiaernes brutale jungle-retfærdighed og manglende grundlæggende menneskeværd er dokumenteret.
I 2025 anholdt det spanske politi 19 personer fra Senegal, efter at overlevende fra en cayuco – en kano udskåret af en træstamme – fortalte, at omkring 50 medpassagerer blev tortureret og kastet over bord. Nogle af dem efter beskyldninger om »hekseri«, da motoren svigtede, maden slap op, eller vejret blev dårligt. Båden drev rundt i 11 dage, før 248 overlevende blev reddet nær Gran Canaria.
Der er rapporteret om en række seksuelle overgreb mod kvinder og unge piger under overfarterne på Kanarieruten og Middelhavsruterne. Ifølge kvindernes beretninger sker voldtægterne ofte midt blandt de andre passagerer.
Svage, syge eller »besværlige« passagerer bliver ifølge vidneudsagn kastet over bord for at lette båden eller undgå »problemer«. Lig kastes i havet for at undgå lugt og pladsproblemer.
Overfyldte fartøjer fører jævnligt til, at folk falder eller bliver skubbet over bord, især i panik, når »redningsfartøjer« nærmer sig.
»Ceuta-effekten«
Espinosa beskrev også et hierarki om bord: »Der er første- og andenklassepassagerer. De i anden klasse bukker under.»
Han kædede stigningen i ankomster efter juni 2026 sammen med »Ceuta-effekten« og reduceret grænsekontrol fra marokkansk side.
De Kanariske Øer har de seneste år modtaget titusinder af migranter via Atlanterhavsruten, som af FN regnes for at være en af verdens farligste. De mest almindelige dødsårsager er dehydrering, hypotermi (nedkøling), drukning og vold.
