Den spanske regering under Pedro Sánchez har systematisk bagatelliseret både advarslerne, omfanget og risikoen i forbindelse med stormløbet på Ceuta.
I slutningen af juli krydsede titusinder af unge mænd fra Marokko og Afrika syd for Sahara grænsen til den spanske enklave Ceuta. Officielt tales der om omkring 70–80 tusind i løbet af to døgn. Omkring 90 procent blev hurtigt sendt tilbage, men omkring 10.000 blev tilbage – og på den baggrund karakteriserede Sánchez situationen som »normaliseret«.
Regeringen vidste det – men handlede ikke
Nyligt frigivne dokumenter fra den spanske efterretningstjeneste CNI viser, at myndighederne blev advaret dagen før invasionen. Den 29. juli advarede CNI både marokkanske kolleger og spanske myndigheder om omfattende opfordringer på sociale medier og i WhatsApp-grupper om et koordineret angreb både til fods rundt om hegnet – og svømmende. Grupperne havde tilsammen omkring 180.000 følgere. Meddelelserne pegede eksplicit på den 30. juli – den marokkanske tronfølgedag – da dele af sikkerhedsstyrkerne ville deltage i fejringen.
Indenrigsministeren og regeringsdelegaten i Ceuta hævdede i dagene efter, at der ikke forelå nogen forhåndsinformation om en invasion. Dokumenterne afslører, at dette ikke stemmer. Regeringen blev advaret om både tidspunkt og metode. At de alligevel lod grænsen stå åben for titusinder af indtrængende, rejser spørgsmål om ansvar og hensigt.
»De værste af alle« blev tilbage i Ceuta
Blandt de 10.000 tilbageværende udgør kriminelle og islamister en hård kerne. Soldater og politi på stedet har betegnet dem som »de værste af alle« – der er tale om personer med en voldelig eller kriminel baggrund og ekstremistiske islamistiske profiler.
Spanske sikkerhedskilder beskriver de tilbageværende indtrængere som de mest problematiske. Politiet har identificeret en række personer med tilknytning til jihad, tidligere efterforskninger og/eller udvisninger i forbindelse med terrorrelaterede forhold.
«Hellige» krigere identifisert i invasjonshæren som stormet Ceuta
Der er frygt for, at nogle endnu ikke er blevet lokaliseret og kan skjule sig i det kuperede terræn omkring Ceuta. Flere skal allerede have forsøgt eller lykkedes med at komme videre til det spanske fastland.
⚠️URGENTÍSIMO⚠️
PEDRO SÁNCHEZ ES TRAICIONADO y ACABAN CON ÉL tras ESTAR EL REY FELIPE VI con ROBLES.Como sabéis se han desclasificado diversos documentos relativos a la invasión masiva de Ceuta.
Entre ellos hay 2 del CNI que hunden literalmente a Pedro Sánchez y Marlaska y les… pic.twitter.com/leIbw3t9Pl
— UN ABOGADO CONTRA LA DEMAGOGIA (@UACD_Youtube) September 10, 2026
Marokko, måske den mest betændte del af historien
Madrid har konsekvent undgået at beskylde Marokko for at have organiseret invasionen. Premierminister Pedro Sánchez har personligt afvist, at de marokkanske myndigheder stod bag. Han har fremstillet det hele som en humanitær krise fremprovokeret af menneskesmuglere, rygter og desinformation. Rabat afviser kategorisk, at landet organiserede eller bevidst tillod invasionen
I løbet af sommeren kom de første oplysninger om, at spanske sikkerhedsmyndigheder havde vidst, at noget var under opsejling. De frigivne dokumenter indeholder ubehagelige detaljer for Sanchez.
Spanske sikkerhedsmyndigheder har rapporteret, at der ikke blev observeret nogen reaktion fra marokkanske myndigheder, da situationen begyndte at komme ud af kontrol. Dette til trods for, at marokkanske myndigheder var blevet informeret om planerne. CNI rapporterede, at mange mennesker allerede natten før ventede ved kysten, klar til at svømme rundt om hegnet mod Ceuta. Det gør det svært at fremstille Marokkos rolle som fraværende.
Sanchez: Omkring 200 vender hver dag frivilligt tilbage til Marokko
Mens de fleste vendte tilbage til Marokko, blev flere tusinde tilbage. Tallene varierer kraftigt: Regeringen talte først om omkring 5.000, men den 18. september anslog regeringen selv, at den har brug for kapacitet til at huse omkring 10.000, som stadig befinder sig i Ceuta. Omkring 6.000 skal være indkvarteret i mere eller mindre provisoriske modtagelses- og indkvarteringsfaciliteter, mens omkring 4.000 befinder sig på gaderne, i bjergområder og på strandene. Tallene er det dobbelte af, hvad indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska tidligere oplyste.
Sánchez hævder på sin side, at omkring 200 personer hver dag frivilligt vender tilbage til Marokko, hvilket lokalbefolkningen fnyser ad; de benægter, at antallet af indtrængende reduceres med 1.000 hver femte dag. Samtidig har Sanchez-regeringen jævnligt opdateret antallet af tilbageværende – fra 5.000 til 7.000 og senest 10.000.
Antallet af døde har ifølge lokale myndigheder og NGO’er svinget mellem mindst 72 og mindst 141.
Spania planlegger innkvartering for 10.000 migranter i Ceuta
Modtagelseskapacitet prioriteres – ikke tilbagesendelse
I stedet for at prioritere en hurtig og fuldstændig tilbagesendelse har Sánchez-regeringen meddelt, at den vil udvide modtagelseskapaciteten i Ceuta, mens indbyggerne i den lille enklave (omkring 84.000) sidder tilbage med en følelse af at være forladt og forrådt – de oplever i realtid, at de offentlige tjenester bryder sammen, kriminaliteten stiger, og antallet af seksuelle overgreb når hidtil usete højder.
Den lokale befolkning beskylder Røde Kors for at bidrage til, at migranterne bliver. Ved at uddele gratis mad og hjælp, som de ikke får i Marokko, skabes der en motivation for at blive. Der har været protester, hvor indbyggere har blokeret hjælpekonvojer.
The Red Cross is the reason why the invaders of Ceuta don’t go back to Morocco.
If they didn’t have free food, they would already be gone.
Never ever donate one penny to them. pic.twitter.com/AtW4Wo7m7X
— Ada Lluch (@AdaLluch) September 14, 2026
Sánchez køber marokkansk velvilje
Det, der sker i Ceuta, er ikke en intern spansk sag. Europa-Parlamentet vedtog den 17. september en resolution, der fordømte den massive grænsekrænkelse og beskrev migration, der anvendes i »hybrid krigsførelse« mod et medlemslands territoriale integritet, som en alvorlig sikkerhedsudfordring.
Europa-Parlamentet har desuden godkendt en anmodning fra det konservative spanske parti VOX om at sende en officiel delegation til Ceuta i februar 2027 for at mødes med lokale myndigheder, civilsamfundet og personer, der er berørt af krisen.
🔴 ÚLTIMA HORA | El Parlamento Europeo aprueba a petición de VOX una misión oficial para investigar la invasión de Ceuta: «Bruselas debe suspender los acuerdos con Marruecos»https://t.co/nlryTPSwlt
— LA GACETA (@gaceta_es) September 10, 2026
VOX’ krav omfatter en mulig suspension af aftalerne med Marokko. Spanien har under Sánchez siden 2018 investeret mellem 1,2 og 1,3 milliarder euro i marokkansk velvilje i form af lån, finansiering og bistand. På trods af pengestrømmen formåede – eller ønskede – nabolandet på den anden side af Gibraltarstrædet ikke at forhindre den massive invasion.
🚨🇪🇸 Segundo reportagens de veículos como Vozpópuli, La Gaceta e Telemadrid, o governo de Pedro Sánchez teria acumulado cerca de 1.000 milhões de euros (1 bilhão) em ajudas e empréstimos a Marrocos desde que chegou ao poder em 2018. 🔥🤯
A fatia mais gorda desse bolo é um… pic.twitter.com/aOMNPQDvWi
— Paulo Spitzbarth 🇧🇷🇩🇪🇮🇱 (@PauloSpitzbarth) August 5, 2026
Pilen peger mod nord
Ceuta er EU- og Schengen-område. De, der er blevet tilbage, har vist, at de er i stand til at udnytte svagheder i grænsekontrollen. Erfaringen viser, at de vil gøre, hvad de kan, for at komme videre til det europæiske kontinent.
Den spanske regering har konsekvent nedtonet både advarslerne, antallet af dem, der blev tilbage, og sikkerhedsrisikoen. Dokumenterne, politiets identifikation af militante muslimer og beslutningen om at opføre massive modtagelsesfaciliteter i stedet for at tømme enklaven sender et signal: Tilbagesendelse er ikke Madrids løsning; de tilbageværende er ikke et midlertidigt problem, men en ny realitet.
Ceuta og efterhånden også Melilla vil blive symboler på europæisk magtesløshed
Det, der skete i Ceuta i slutningen af juli 2026, var ingen »migrationskrise« i almindelig forstand – det var en kontrolleret, storstilet grænseoverskridelse, hvor de spanske myndigheder lod sig overrumple på trods af advarsler. Det var et direkte angreb på Spaniens og dermed hele Schengen-områdets territoriale suverænitet, udført af et kynisk enevælde, der bruger mennesker som våben.
Grænserne vil fortsat være utætte med det nuværende magtapparat i Madrid og Bruxelles, og det vil få politiske konsekvenser i form af svækket tillid og en styrket højrefløj.
Bruxelles vil fortsat komme med erklæringer og penge til Marokko – men så længe grænsen er gennemtrængelig, vil det kun være udsættelser. Marokko har lært, at de kan sende tusindvis over og fortsat modtage bistand og politisk velvilje. Det har det nuværende spanske regime ikke styrken til at reagere på.
Bruxelles risikerer at fremstå som en union, der taler om en »regelbaseret orden«, mens den tolererer overtrædelser fra autoritære naboer.
Uden strengere tilbagesendelsesaftaler, reelle sanktioner og en klar doktrin om, at grænsekrænkelser skal imødegås med magt – vil Ceuta og efterhånden Melilla blive symboler på europæisk magtesløshed.
