Som kommentator for Document i ti år har jeg i både artikler og bøger afsløret, hvordan klimapolitik er en inkubator for korruption. Når man blander offentlige og private interesser og penge på denne måde, er korruption og pyramidespil ikke bare mulige: De bliver fuldstændig uimodståelige, fordi myndighederne beder om korruption, opmuntrer til den, dyrker den og aktivt beskytter den.
Nu er selv de gamle medier, utroligt nok, begyndt at reagere på, hvad der sker. Den 1. august udgav Nettavisen en kronikk av Jonas Kristiansen Nøland, professor ved Institut for Elektrisk Energi på NTNU. I titlen påpeger han, at “Stoltenberg advarede mod grøn korruption”. Stoltenberg gjorde dette for længe siden i sin selvbiografi “Min historie” fra 2016, hvor han kritiserer “magt-trekanten NHO (næringslivet), LO (arbejdstager organisation) og miljøbevægelsen”. Jeg har skrevet om denne magtstruktur mange gange, såsom her i 2019, og her om resultaterne i 2026.
I artiklen oplister professor Kristiansen Nøland en række eksempler på, hvordan staten tager risikoen gennem subsidier, mens erhvervsledere tager bonusser, og skatteyderne står tilbage med regningen. Staten kan ikke bygge de “klimatiltag”, som politikerne har beordret, baseret på nul videnskab og succes empiri. Private profitmagere skal gøre det, og da det skal ske med ekspres hastighed “for at redde klimaet”, er alle partier enige om, at private virksomheder har brug for “risiko aflastning” og subsidier for at udføre ordren fra politikerne.
Et offentligt penge party uden krav om resultater
Klimapolitikken er et lokkemiddel for enhver aktør med større grådighed end etik, over hele verden. Klimahysteriet er blevet den største overførsel af offentlige penge til private profitmagere i historien – og alle med en IQ på over 85 forstår, at dette offentligt-private samarbejde inviterer til baglokale-aftaler, genveje, “kickbacks” og kreativ virksomhedsledelse, så alle involverede står tilbage med noget i lommen.
Alle disse private profitmagere gemmer sig bag løgnen om, at de er optaget af at redde klimaet og planeten. Der var en accelererende penge-karrusel mellem 1991 og 2015, men da den vanvittige Parisaftale blev underskrevet, blev den obligatorisk og derfor ustoppelig. Virksomhedslederne, og i bestyrelses lokalerne, gik man fra at fokusere på profit til, at ville redde planeten gennem subsidier. Måske var det dette, Jens Stoltenberg forstod, og advarede imod, uden at det hjalp:
I 2019 fik Norge sin klimalov, og da Støre blev statsminister i 2021, var en af de første ting, han gjorde, at ophæve frysningen af vindkraft koncessioner fra 2019, som tidligere statsminister Erna Solberg panikslagen indførte efter folkelige oprør. Dette var det, den korrupte vindkraft industri sagde tak for: Nu ville de have milliarder til havvind. Og i 2022 lancerede Støre sit “Grønt Industriløft” sammen med privat storkapital. Det betyder, at markedet og private virksomheder ikke længere bestemmer, hvad der skal produceres, og hvordan. Politikerne ved bedre, og de har uendelige mængder af dine penge til at gøre deres “visioner” til virkelighed.
Staten dikterer, hvad virksomhederne skal gøre
«Grønt Industri løft» definerede statens syv fokus områder for Norges fremtidige erhvervsliv: havvind, batterier, brint, CO2-håndtering, maritim industri, bio-økonomi og skov- og træ-økonomi. Og da planen viste tegn på at mislykkes, forstærkede Støre planøkonomien med “Roadmap 2.0: Green Industrial Lift” fra 2023, hvor blandt andet batterifabrikker stadig er kernen i Aps industripolitik. Det gik strålende.
Professor Kristiansen Nøland påpeger Terje Aaslands kommentar fra 2023, hvor han sagde, at det vigtigste ved investeringen i havvind ikke var grøn omstilling, men at opbygge norske leverandører og industrier. Problemet er, at det ikke er staten, der skal opbygge industrier. Det er ikke statens opgave i et demokrati, men er almindeligt i socialistiske diktaturer som Maos Kina.
Kritikere mener, at vindkraft og havvind er industripolitik forklædt som klimapolitik, og det er også forkert: Det er hverken industripolitik eller klimapolitik. Det er planøkonomisk politik – og planøkonomi fungerer ikke. Som vi ser.
Regeringen belønner svindel
Kristiansen Nøland nævner to eksempler på kollapset: Tom Einar Jensen var medstifter og administrerende direktør for FREYR, og hans formue steg fra nul til 99 millioner kroner. Morrows administrerende direktør Lars Christian Bacher fik udbetalt 15,8 millioner kroner fra batteri fiaskoen og modtog en millionbonus i samme år, som virksomheden tabte 423 millioner kroner.
Der var aldrig noget større salg af batterier. Det eneste, der blev produceret, var endeløse løfter, PowerPoint-præsentationer og ansøgninger om støtte. Skatteyderne tog risikoen, fyrene i slips løb væk med pengene. For der er intet krav om at levere noget, få succes med noget eller betale pengene tilbage, når klimaprojekter mislykkes. Støres grønne værdikæder er fuldstændig værdiløse.
Dermed behøver ejerne af klima-AS’erne egentlig ikke at have nogen planer for at få succes. De skal blot love, at de gør det, og derudover, have så tæt kontakt som muligt med dem, der fordeler pengene. Og hvis offentlige embedsmænd allerede har accepteret bestikkelse, er de fanget. Og det er her, professor Kristiansen Nøland snubler ved målstregen. Han glemmer at nævne den vigtigste faktor omkring grøn korruption: muligheden for at berige sig selv.
Total mangel på kontrolorganer og kontrol
Når politikere beslutter sig for at indføre et helt nyt økonomisk system i form af “grøn cirkulær økonomi”, baseret på planøkonomi, klimapanik og offentlige tilskud, åbner de døren for samarbejde, kammeratskab, svindel, Ponzi-virksomheder, bestikkelse og grov korruption. Det eneste ansvarlige at gøre, er da massivt, at styrke kontrolorganer som Rigsrevisionen og Økokrim for aktivt at modvirke dette problem, hvilket underminerer både samfundet og ærlige forretningsfolk.
Det skete aldrig. Tværtimod. Batterifabrikker er stadig kernen i Aps erhvervspolitik. Det er stadig frit at søge om klimastøtte, uden nogen garantier for resultater eller tilbagebetaling. Og ingen kontrolinstans står med et forstørrelsesglas og holder øje med, om nogen er fristet til at tage genveje, have falske intentioner eller belønne dem, der udbetaler støtten. Mange sager burde have været undersøgt. Mange klima profitører burde have været tiltalt for længst – men i stedet er de beskyttet af politikere, og de griner hele vejen til skattely. Det er utroligt!
Det var netop faren ved dette, der sandsynligvis bekymrede Jens Stoltenberg allerede i 2015 – fordi problemet var uundgåeligt. Men så opstår et andet ubehageligt spørgsmål: Hvorfor gjorde han ingenting? Hvorfor skrev Stoltenberg om det, men uden at tvinge fokus på det? Og hvorfor indvilligede han i at deltage i en regering, hvor Jan Christian Vestres familieforetagende modtog millioner fra staten, mens J.C. Vestre fungerede som handels- og industriminister?
Der er intet, der tyder på, at Stoltenberg har krævet, at Støre styrker kontrollen og antikorruptions indsatsen. Og det er ikke naivitet, det er uforsigtighed. Nogen må have talt med hinanden.
Kjøp «Et varslet energisjokk»!
